Artikel fra december 2022
Læs hele avisen

Jul på hjul - og bælter

06-12-2022
Del artikel på



Gode juletraditioner genoptages efter corona-pause hos Bay Christensen A/S, Stemas A/S og Hydrema A/S

På Industrivej i Rønnede har folkene hos Bay Christensen A/S længe gået og nynnet ”Nu er det jul igen”.

”Det har det nemlig ikke været siden 2019. Corona kom på tværs både i -20 og -21, så nu glæder vi os i den grad til jul, som vi fejrer med åbent hus onsdag den 28. december, fortæller salgschef Morten Christoffersen.

Det bliver jul som i gamle dage i Rønnede.

”Vi holder os til vores kendte koncept fra tidligere, og som folk kender. Altså lidt godt til ganen og maven og mulighed for at kigge på masser af maskiner og måske slå en handel af. Vi har altid mange gæster og godt salg ved jule-åbent hus. Jeg har indtryk af, at mange er ved at have fået rigeligt af julemad og gran og trænger til at komme ud og få en maskinsnak”, siger Morten Christoffersen. 

 

Stemas klar til bag-jul

Også hos kollegerne hos Stemas A/S på Tolsagervej ved Hadsten er der dømt bag-jul onsdag den 28. december. Traditionen med at holde åbent hus mellem jul og nytår er næsten lige så gammel som julemanden selv, og i år er det firmaets chef, direktør Robert Kjærgaard, der påtager sig ansvaret som overnisse.

”Traditioner er til for at holdes. Derfor står den også på små og store maskiner med tilbehør i form af pølser, øl, sodavand, kaffe og andet godt. Alt sammen i hyggelige omgivelser, hvor der er mulighed for selv at købe den maskine, som man måske ikke fik i julegave”, siger Stemas-direktøren.

”En ny kommer til at holde sin første jul hos Stemas. Nemlig vores Wacker Neuson-maskiner, som vi har med til jule-åbent hus for første gang. Vi har jo været presset af corona til at springe et par gange over med arrangementet, og siden har vi så fået importen og forhandlingen af Wacker Neuson. Samtidig har vi jo også Weidemann, så der er virkelig spændende sager under træet”, siger Robert Kjærgaard.  

 

Hydrema Dagene får liv igen

Under en times kørsel mod nord har Hydrema A/S også valgt onsdag den 28. december til at åbne dørene for folk med tilknytning til entreprenørbranchen, landbrug og skovbrug. Men på Juelstrupparken 4 i Støvring strækker de begivenheden til også at omfatte torsdag den 29. december.

Det er de næsten legendariske Hydrema Dage, der igen får liv ovenpå corona, og Hydrema inviterer til guidet tur rundt på fabrikken. Hvis man tager sit kørekort med, er der mulighed for at teste en Hydrema MXG16 hjulgraver og en 906G/926G grave-læssemaskine.

Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner viser også den nye el-drevne dumper Hydrema DT6 Electric, og tillige køres den opgraderede MX-G serie i stilling til præsentation.

At bære julen ud betyder, at en gæst går hjem uden at nyde noget og dermed ødelægger juleglæden. Det bliver der næppe tale om hos Hydrema, som ruster sig til at byde på godt til såvel mave som gane.


Billedtekster:

1.

De seneste to år har juleriet været corona-ramt. 28. december vender julestemningen tilbage hos Bay Christensen i Rønnede.

2.

Værkstedet hos Stemas ved Hadsten forvandles for en dag til julestue med både maskinsnak og noget til maven..

3.

Hydrema Dagene genoptages og byder blandt andet på mulighed for en guidet rundtur på fabrikken i Støvring.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk