Kamera udvælger ukrudt til aflivning

26-03-2019
Del artikel på


Rimas Gersvang Maskiner har indlemmet hollandsk dræbermaskine i produktprogrammet

Ukrudt forgår ikke så let. Med mindre man bruger noget, der nærmest kan sammenlignes med ansigtsgenkendelse til udvælgelse af de elementer, der netop skal forgå. Det gør det hollandske firma Waterkracht, som er begyndt at læsse dræbermaskiner af hos danske Rimas Gersvang Maskiner.

Ved hjælp af et avanceret kamerasystem kan maskineriet genkende ukrudt og dermed skyde præcist med den nødvendige dosis dræber-væske i den korrekte dosis. Den farlige væske er i øvrigt almindeligt vand, som blot sprøjtes ud af dyserne med en temperatur på præcis 99 grader. Den optimale temperatur til at blanchere ukrudtet og dermed nedbryde ukrudtets cellestrukturer.

Waterkracht har døbt maskineriet Weed Master, og det findes i forskellige udgaver. Hos Rimas Gersvang Maskiner venter salgskonsulent Bent Ole von Müllen, at specielt Weed Master TC Vision vil være interessant for mange kommuner, boligselskaber og entreprenører.

”TC står for Tool Carrier. Med andre ord er modellen beregnet til montering på en redskabsbærer, hvor vi som dansk importør af Multihog ser store muligheder for at kombinere de to. Men Weed Master kan naturligvis også bruges sammen med andre redskabsbærere. Tillige omfatter programmet både håndholdte modeller og trailermonterede med lanser. Nogle af modellerne kan i øvrigt også bruges til højtryksrensning, så man også kan fjerne graffiti og tyggegummiklatter med samme materiel”, siger Bent Ole von Müllen.

 

Kun med klorofyl

Det er Waterkracht, der har udviklet systemet med kameraer, der detekterer ukrudtet. I modsætning til andre systemer skyder Weed Master ikke bare løs på alt grønt. Kun hvis det grønne indeholder klorofyl, og der altså er tale om levende ukrudt, får det en dosis 99 grade varmt vand.

Over arbejdsbredden på 160 cm er der fordelt 41 dyser i fire afsnit, som kan aktiveres individuelt. To dieselbrændere sørger for opvarmningen af vandet til 99 grader. Systemet genanvender tillige varme fra både redskabsbærerens motor og udstødning.

Vandtanken rummer 600 liter, som naturligvis rækker langt, da kamera-detektionen sørger for kun at sprøjte de nødvendige mængder efter det rigtige ukrudt.

 

Nyt samarbejde

Samarbejdet mellem Rimas Gersvang Maskiner og Waterkracht i Holland er af ganske ny dato.

”Vi blev kontaktet af en kommune, der spurgte på noget tilsvarende materiel til montering på en Multihog. Via en udenlandsk kollega, der også er Multihog-forhandler, kom vi i forbindelse med den hollandske fabrik. Og vi kunne meget hurtigt se, at vi havde fat i en god løsning med fremtid i”, siger Bent Ole von Müllen.

”Waterkracht startede med at producere ukrudtsbehandlingsmaskiner allerede i 1993. Og det er altså dem, der grundlæggende har udviklet systemet med detektering af ukrudtet”, siger Bent Ole von Müllen hos Rimas Gersvang Maskiner.


Billedtekster:

1.

Dampen står fra ukrudtsdræberen, når det udvalgte ukrudt behandles med 99 grader varmt vand, og cellestrukturen dermed nedbrydes 

2.

Rimas Gersvang Maskiner satser på konstellationen af en Multihog redskabsbærer og en Weed Master TC Vision til mange kommuner, anlægsgartnerfirmaer, boligselskaber og andre med store mængder ukrudt, som løbende skal aflives.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk