Klar med landsdækkende Atlas-service fra Midtjylland

19-02-2019
Del artikel på





Keld Sørensen Entreprenørmaskiner i Fårvang ny dansk servicepartner

”Atlas har eksisteret siden 1919 og har altså 100 års jubilæum i år. Keld Sørensen Entreprenørmaskiner har 10 år jubilæum. Så det passer egentlig fint, at vi finder sammen netop nu”.

Den midtjyske entreprenørmaskinmekaniker Keld Sørensen med værksted i Fårvang nordøst for Silkeborg og egne servicevogne fylder 62 i år. Det betyder ikke, at han begynder at trappe ned. Tvært imod. Seneste tiltag er en aftale om, at Keld Sørensen Entreprenørmaskiner fremover er dansk servicepartner for de tyske Atlas-entreprenørmaskiner. Det sker efter opfordring fra Keld Sørensens Atlas-kontakt i Flensburg i det nordlige Tyskland, som også er klar med fuld adgang til data om Atlas-maskinerne og dag-til-dag levering af reservedele.

”Min kontakt i Flensburg er tilknyttet Atlas Hamburg, som sammen med de to Atlas-grene BLS i Kiel og Atlas von der Wehl i Lauenbrück har leveret reservedele til os gennem flere år. Det er også lykkedes at opfylde kunde-ønsker om gode, brugte Atlas-materialehåndteringsmaskiner eller demo-maskiner. Så mente min kontakt, at der var basis for mere. Der er nemlig kommet alt for få Atlas-industrimaskiner ud at køre i Danmark, siden legendariske Clausen Broager var aktiv. Det er 20-25 år siden. Nu har vi så en aftale på plads, der gør Keld Sørensens Entreprenørmaskiner til servicepartner”, fortæller Keld Sørensen.

 

På maskinjagt

Hovedsagelig kommer det til at handle om netop servicearbejde på Atlas-maskiner landet over. Men netværket i Tyskland giver Keld Sørensen mulighed for også at gå på jagt efter relevante maskiner, når kunder melder sig med ønsker og behov.

”Jeg må ikke sælge nye Atlas-maskiner, men gerne lettere brugte og eventuelt demo-maskiner. Der bliver især tale om maskiner til materialehåndtering samt skinnemaskiner, hvor Atlas er blandt de største producenter på markedet. Derimod er der intet til hinder for, at jeg sælger nyt tilbehør til maskinerne”, siger den midtjyske maskinmand.

 

Samme koncept

Keld Sørensen anvender i virkeligheden samme koncept som Atlas-servicepartner, som han hele tiden har brugt som servicevirksomhed for mange entreprenørfirmaer. Et solidt netværk har sat ham i stand til ofte at skaffe reservedele, som har voldt andre problemer at få fat i. Mange gode kontakter har gjort det muligt for ham at finde både reservedele og specielle maskiner rundt om i Europa.

”Vi finder tingene og sørger for, at kunderne bliver kørende så hurtigt som muligt. Fremover kommer serviceindsatsen så i større omfang til at omfatte Atlas”, siger Keld Sørensen.

Foruden mester selv, består Keld Sørensen Entreprenørmaskiner af yderligere tre mand med sønnen Palle til at bemande en af servicevognene som den ene.

”Vi kører over hele landet 24/7. Det er muligt, fordi vi tillige har et stort netværk både i Jylland og på Sjælland, som træder til efter behov”, forklarer Keld Sørensen.


Billedtekster:

1.

Keld Sørensen er klar til både at servicere og levere Atlas-maskiner som ny servicepartner for det kendte tyske mærke.

2.

Keld Sørensen fandt Atlas 350 MH’eren, da nedbrydnings- og skrotvirksomheden Jatob i Bjerringbro skulle bruge en materialehåndteringsmaskine. Her får han en snak med Mads Rasmussen i kabinen.

3.

Et par funklende nye Atlas-skrotgrabbe er allerede leveret til firmaet Jatob i Bjerringbro.

4.

Keld Sørensen har ladet Atlas rykke ind i firmaet i Fårvang, hvor Keld Sørensen Entreprenørmaskiner nu er servicepartner for det tyske maskinmærke.

5.

Keld Sørensen er klar til at skrue i alle Atlas-maskiner, men er specielt interesseret i materialehåndtererne og skinnemaskiner.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk