Kloakkens mester vendte tilbage efter nyt mesterskab

31-01-2024
Del artikel på



Hillerød-kloakmester vandt DM i Kloak for anden gang

Jesper Kure fra Hillerød er Danmarks bedste kloakmester. Det manifesterede han med en sikker førsteplads, da DM i Kloak 2024 blev afviklet som led i den store brancheudstilling Kloakmessen i Messe C i Fredericia. Det var nemlig anden gang, Jesper Kure snuppede titlen. Han bragte også mesterskabet hjem til Hillerød i 2020 og slappede så lidt af med en tredjeplads i 2022.


Dysten i faglige færdigheder blev som tidligere et tilløbsstykke. 10 sandkasser i den ene ende af det store udstillingsareal udgjorde kamppladsen, hvor de udlærte kloakmestre dystede om den fineste af titlerne. Fremtidens folk i skikkelse af lærlinge og rørlæggere afviklede sideløbende deres mesterskabskamp, og dermed kunne der kåres danske mestre i to kategorier.

 

Turboen til efter sløv start

Jesper Kure er selvstændig kloakmester med firmaet JP Struktør. Han kom ikke optimalt fra start. På konkurrencens førstedag måtte han nøjes med en delt anden-/tredjeplads. Men da det gik løs i finalerunden, slog han turboen til og distancerede konkurrenterne overbevisende. Han sluttede finalen og blev dermed danske mester med 96 point foran Simon Pihl fra Sydkysten Brolægning & Kloak i Hedehusene og med Jacob Kjærside fra Scanpipe på tredjepladsen.


I øvrigt et barsk trekløver. Også Simon Pihl og Jacob Kjærside har brilleret ved tidligere DM-konkurrencer. Jacob Kjærside med andenpladser både i 2018 og 2022 og en tredjeplads i 2020. Simon Pihl med en andenplads hos lærlingene for to år siden.

 

Fornem placering til sælgeren

En af DM-deltagerne stillede op med forventning om at slutte sidst af alle. Frank Thorup Hansen fra Viborg er ganske vist udlært kloakmester, men har aldrig praktiseret. Han er entreprenørkonsulent og salgsmand hos byggevarefirmaet AO, hvor han sælger kloak-grej og -gods til kloakmestre. For et par år siden tog han kloakmestereksamen for bedre at opnå den optimale dialog med sine professionelle kunder. Og i år stillede han så op i ædel kappestrid med dem.


Forlods sagde sælgeren Frank, at han glædede sig til at få bank i sandkassen og kæmpe mod dygtige kloakmestre, som både er kunder og kolleger. Ganske uventet for ham selv præsterede han kloakarbejde af høj kvalitet, som rakte til en samlet femteplads.

Hos fremtidens folk i gruppen for elever og rørlæggere satte Tobias Bach Rasmussen fra erhvervsskolen Learnmark Danmark sig på guldplaceringen. Jørgen Peter Hjulmand Mejsner fra EM Kloak og Anlæg i Silkeborg blev nummer to og Søren Kjærskov Damgaard fra KP Marsh nummer tre.


Top 5

Som altid var det Danske Kloakmestre, der stod bag DM-konkurrencen. Og som altid havde brancheforeningen fået fin opbakning fra et felt af sponsorer med Grundfos, Regnvandskonsulent Uddannelsen, GSV, Wavin, Byggros og Blücher i front. Det udløste et væld af præmier til deltagerne.

Top 5 i de to kategorier ser sådan ud:

Kloakmestre:

1. Jesper Kure

2. Simon Pihl

3. Jacob Kjærside

4. Andreas Bislev Hansen

5. Frank Thorup Hansen

 

Lærlinge:

1. Tobias Bach Rasmussen

2. Søren Peter Hjulmand Mejsner

3. Søren Kjærskov Damgaard

4. Andreas Poulsen

5. Kasper Jensen

 

Billedtekster:

 

1.

Der er tradition for, at Danske Kloakmestre skaffer et overflødighedshorn af flotte præmier til DM-deltagerne. Vinderen af DM i Kloak, Jesper Kure, kunne blandt andet glæde sig over at blive godt kørende med en ny Wacker Neuson-pladevibrator.

 

2.

Tillykke fra nummer to, Simon Pihl, til mesteren, Jesper Kure. Til højre nummer tre, Jacob Kjærside.

 

3.

Frank Thorup Hansen har aldrig været kloakmester ude i ”det virkelige liv”. Han tog kloakmestereksamen for at opnå bedre dialog med sine kunder, når han sælger kloak-grej hos byggevaregrossisten AO. En fornem femteplads ved DM antyder, at han har god forståelse for, hvordan grejet skal bruges.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk