Det er gode tider for kloakfolket. Landets kloakmestre har masser at lave, og branchens leverandører står på det nærmeste i kø for at tilmelde sig Kloakmessen i januar 2022. For at det hele skal gå op i en højere enhed mangler så kun, at unge mennesker vælger kloakken som deres fremtidige arbejdssted.
Det har brancheforeningen Danske Kloakmestre slået et slag for at få til at lykkes. Foreningen har haft kloakfolkets egen minister, Kloakministeren, på turné til samtlige Danmarks fagskoler, der udklækker kloakmestre.
Den selvudnævnte kloakminister Tobias Jørgensen og hans trofaste følgesvend, den besværlige rådgiver Rasmus Møller, tog turen rundt til anlægsstruktørelever, rørlæggerelever og dermed mange potentielle kloakmestre landet over som ambassadører for Danske Kloakmestre, som både ønsker flere unge i kloakkerne og flere kloakmestre i medlemskartoteket.
Med sig havde den dynamiske duo fra Kloakministeriet en stak gavekort, som faglærerne på kloak-skolerne kan overrække til de næste, der får kloakbranchens uddannelsesbevis på plads. De får alle gratis medlemskab af Danske Kloakmestre i resten af 2021.
Fast arbejde – helt sikkert
”Vi vil gerne have flere medlemmer af Danske Kloakmestre. Det får vi jo bedst ved at få flere kloakmestre, som der også er et voldsomt behov for”, siger kloakminister Tobias Jørgensen, som i øvrigt selv er kloakmester.
”Der er kæmpemangel på kloakmestre med autorisationen i orden. Danmark har godt 80.000 kilometer kloak, der skal skiftes. Enten som følge af fejldimensionering af rørene, eller på grund af utætheder. Det er et projekt, der vil tage 100 år. Derfor er en kloakmesteruddannelse ensbetydende med sikkert job resten af livet”, fastslår ministeren.
”På turen landet rundt til fagskolerne har vi hilst på omkring 100 anlægsstruktørelever, og det er mit indtryk, at mellem 50 og 70 af dem har planer om efterfølgende at udbygge deres uddannelse med en kloakmestereksamen. I øjeblikket er det lidt under halvdelen af struktøreleverne, der også tager kloakmesterbeviset. Det er lidt ærgerligt, når det nu garanterer sikkert arbejde. Derfor har vores mission været at tale erhvervet op”, siger Tobias Jørgensen.
Rørcenterdage og Kloakmessen
”Kloakmester ikke skal være et andet-valg, hvis man ikke er kommet i gymnasiet. Jeg fik selv en studenterhue, før jeg uddannede mig til kloakmester. Jeg havde egentlig ikke behøvet huen”, fastslår Kloakminister Tobias Jørgensen.
Ved siden af at passe Kloakministeriet, er han også salgschef og faglig ansvarlig kloakmester i et byggefirma. Næste gang, han og den ikke særlige, men besværlige rådgiver Rasmus, rykker ud for Danske Kloakmestre, bliver ved fagudstillingen Rørcenterdagene på Teknologisk Institut i Taastrup den 8. og 9. september. Her er Danske Kloakmestre traditionen tro på plads med en informationsstand, og duoen fra ministeriet lægger naturligvis vejen forbi.
Derefter begynder de så småt at lægge an til Kloakmessen den 27. og 28. januar 2020. Messen er Danske Kloakmestres egen opfindelse og afvikles i samarbejde med Messe C i Fredericia. Meget tyder på, at der igen-igen kan sættes nye rekorder ved den kommende messe. I hvert fald er der stor interesse for at sikre sig udstillings-kvadratmeter.
Hidtil uset interesse
”Udstillerne er klar til at komme og præsentere de nyeste produkter, løsninger og services til branchen, for standsalget går forrygende godt”, konstaterer messechef Lars Søndergaard i Messe C.
”Vi skød salget i gang i starten af maj, og her en måned senere har vi rundet 110 udstillere, som kommer til at udfylde 80 procent af udstillingsområdet. Så massiv interesse har vi ikke oplevet før, og derfor har vi udvidet området fra 7000 til 8000 kvadratmeter, så Kloakmessen nu fylder to hele messehaller”, fortæller messechefen.
Succesen glæder naturligvis Danske Kloakmestres formand, Mikael Skov, som erkender en anelse benovelse over, at mere end tre fjerdedele af udstillingsarealet allerede er optaget.
”Det er fantastisk, at branchen bakker så meget op. Tiden må vise, om vi kommer til at matche besøgstallet på cirka 3200 i 2020. Jeg kender ikke nogen i branchen, der mangler opgaver, tværtimod. På messen vil vi fortsætte arbejdet med at tiltrække flere unge til faget, som vi også har gjort med Kloakministerens tur rundt til fagskolerne”, siger Mikael Skov.
Billedtekster:
1.
Kloakminister Tobias Jørgensen (til højre) med sin rådgiver Rasmus Møller (i midten) på besøg på Mercantec i Viborg, hvor faglærer Anders Tranholm Madsen (til venstre) tog imod og viste rundt.
2.
Tid til en snak i sandkassen med et par af morgendagens kloakmestre.
3.
Kloakminister Tobias Jørgensen kunne fortælle anlægsstruktørelever og kommende rørlæggere, at der er mange gode grund til også at tage kloakmestereksamen.
4.
Mikael Skov, formand for Danske Kloakmestre, ser frem til en ny messe-succes i Fredericia.