Kobelco følger op på Bauma med 700 ekstra kilo kongestol

19-06-2019
Del artikel på



Importøren har store forventninger til den nye gravemaskine Kobelco SK85MSR-7

Japanske Kobelco lader det ikke blive ved Bauma, når der skal lanceres nye gravemaskiner til det danske marked. Importør Erenfred Pedersen A/S har netop taget hul på en forsyning af de første eksemplarer af otte tons graveren Kobelco SK85MSR-7, som følger op på SK75SR-7, der blev lanceret på maskinmessen i München.

Begge maskiner betegnes som otte-tons gravemaskiner, men det er en sandhed med en anelse modifikationer. Faktisk klemmer den seneste i familien, SK85MSR-7, godt 700 kilo mere på badevægten, end SK75SR-7. Men ellers minder de to maskiner en del om hinanden. Ikke mindst, fordi de stort er ens. Kobelco opgiver selv SK75SR-7 til en kampvægt på 7540 kg, mens den lidt større fætter præsterer 8270 kg.

”Forklaringen er, at den tungere maskine er med kongestol, mens den anden er med traditionel gravearm. Det giver jo en forskel, også vægtmæssigt.  Vi kommer fomentlig ikke til at sælge mange SK75SR-7 i Danmark. Hvorimod nordmænd og svenskere vil vælge den traditionelle arm”, vurderer salgschef Jørgen Olesen hos Erenfred Pedersen A/S.

”SK85MSR-7-motorens ydeevne er steget med hele 23 procent samenlignet med den tidligere tilsvarende model. Dertil kommer en gravekraft på op til 60,3 kN for at sikre overlegen effekt i områder med hård jord”, fortæller Jørgen Olsen.

 

Mindre støv og støj

Begge de nye modeller er udstyret med iNDr, som står for Integrated Noise and Dust Reduction Cooling. En teknologi, der giver mindre driftstøj, ekstra motorkøling og mere behageligt arbejdsmiljø for maskinføreren.

Netop manden i førersædet har fået særlig opmærksomhed af Kobelco-konstruktørerne.

”Maskinen har en helt nyudviklet kabine i topklasse med elegant og samtidig enkelt design. Sædet kan indstilles variabelt i forhold til benpladsen, og det gør det naturligvis nemmere at komme ind og ud af maskinen. Sædet er luftaffjedret med varme, og kabinen har forbedret luftcirkulation. LED-lamper og kamera søger udsynet, og nye, parallelle vinduesviskere er en lille, men vigtig detalje til at øge sikkerheden yderligere”, påpeger salgschef Jørgen Olsen.

Billedtekster:

1.

Klar til det danske marked: Kobelco SK85MSR-7, som følger i halen af SK75SR-7, der blev lanceret på Bauma.

2.

Kabinen har fået fra den store wellness-kasse, blandt andet med variabelt indstilleligt sæde for at hente god benplads.

3.

Erenfred Pedersens salgschef Jørgen Olsen havde den nye SK85MSR-7 med på Roskilde Dyrskue.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk