Kobelco klar til at grave hybrid i 20 tons-klassen

25-04-2018
Del artikel på




PV-Udlejning fik første nye lithium-ion batteridrevne hybridgravemaskine leveret til åbning af ny afdeling i Hedehusene

Der var nyt til den store guldmedalje, da udlejningsvirksomheden PV-Udlejning øgede antallet af afdelinger fra to til tre. Ikke alene slog indehaver Peter Vest dørene op til åbent hus-arrangement med åbning af den nye afdeling på Rundageren i Hedehusene. Han gjorde det også med Danmarks første eksemplar af Kobelcos funklende nye hybridgravemaskine.

”Maskinen er den første ægte hybridgravemaskine i 20 tons-klassen, der overholder Stage 4, og som er verdens første lithium-ion batteridrevne hybridgravemaskine”, fortæller salgschef for Sjælland Jørgen Olsen hos Erenfred Pedersen A/S, som er dansk Kobelco-importør og -forhandler.

Sammen med Erenfred Pedersens administrerende direktør, Martin Brinkmann-Pedersen, var han naturligvis i Hedehusene for at sikre, at den nye maskine kom godt på plads i den nye udlejningsafdeling.

Størrelsesmæssigt rammer den nye Kobelco netop en af de mest krævende arbejdsvægtklasser indenfor gravemaskiner. Og derfor også en særdeles populær størrelse hos entreprenørerne.

 

To gange power-drive

Den nye hybrid er døbt SK210HLC-10. Den er udstyret med to store power-drive enheder. Den ene er det store lithium-ion batteri, der muliggør en større opbevaring af lagret elektricitet, som giver det nødvendige elektriske output til den nye Kobelco-udviklede 25 kW hjælpegeneratormotor. Den anden power-drive enhed er den Stage 4 Hino turboladede dieselmotor. I øvrigt samme type motor, som også styrer en konventionel SK210LC-10.

Den assisterende generatormotor på 25 kW er sammenlignelig med motorens output fra en meget større fem tons gravemaskine. Når motoren er i tilstanden lav-til-normal belastning, bruges generatormotoren til at oplade lithium-ion batteriet.

Den lagrede elektricitet giver også kraft til den nye elektriske svingmotor. Da svingmotoren er elektrisk drevet og ikke direkte forbundet med gravemaskinens hydrauliske system, forbliver motorbelastningen upåvirket. Det bidrager til at sikre SK210HLC-10’eren høj brændstofeffektivitet. Et andet pluspunkt for den elektriske svingmotor er dens regenerative funktion. Når svingmotor decelererer, genererer det opladning til lithium-ion batteriet.

 

Samme med mindre brændstof

Kobelcos testresultater viser, at hybridgraveren sat i H-mode kan håndtere det samme som SK210LC-10. Men med en betydelig reduktion på hele 12,3 procent i brændstofforbruget.

Til gengæld øges produktionsniveauet med 14,2 procent.

Danmarks første eksemplar af den nye hybrid-graver blev naturligvis bemærket ved PV-Udlejnings åbning i Hedehusene. PV-Udlejning har hovedafdeling i Ølstykke og tillige en afdeling i Hillerød. Tillige har udlejer Peter Vest også en afdeling i Ystad i Sverige under det svenske navn PV-Uthyring AB, hvor det dog er mobiltoiletter, bad- og toiletvogne samt kontorvogne, der er på udlejningslisten.

  

Billedtekster:

1.

Første Kobelco SK210HLC-10 hybridgravemaskine i Danmark. Nyheden var med til at byde gæsterne velkommen, da PV-Udlejning åbnede de nye afdeling i Hedehusene med et åbent hus-arrangement. Foran maskinen er det fra venstre Erenfred Pedersens administrerende direktør Martin Brinkmann-Pedersen, PV-Udlejnings indehaver Peter Vest, og salgschef for Sjælland Jørgen Olsen, Erenfred Pedersen A/S.

2.

Hybrid-Kobelco’en i front hos PV-Udlejning i Hedehusene.

3.

Foråret ankom til Danmark næsten samtidig med Kobelcos nye hybridgraver, som rullede ind hos PV-Udlejning i Hedehusene.

4.

Kobelco har naturligvis testet den nye maskine grundigt igennem under alle forhold, inden den blev sendt ud i det virkelige liv.

Læs mere på
www.ep.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk