Kø ved kasseslusen for at købe store sortereranlæg

30-11-2018
Del artikel på



Gamle maskiner i stort tal kalder på udskiftning efter manglende investeringer i kriseårene

Der blev skruet voldsomt ned for investeringslysten under finanskrisen, og det skaber nu nærmest kø ved kasseslusen hos Scantruck. Grusgrave, vognmænd og entreprenører ønsker i hidtil uset omfang at skifte stort, gammelt grej ud til nyere maskiner. Derfor langes der store McCloskey-sortereanlæg over disken hos Scantruck i Skive og Ringsted som ingensinde tidligere. 

Det er ikke mindst i irske anlæg i 37-tons klassen, der går som varmt brød.

”Vi har haft et par rigtig gode McCloskey-år, og de seneste bestillinger og leveringer giver absolut basis for optimisme også fremover. Det gamle grej rundt om i grusgravene begynder tydeligvis at kalde på udskiftning til nyt materiel”, siger produktchef Morten Gren Pedersen hos Scantruck.

”Samtidig kan vi tydeligt mærke, at jo flere McCloskey, der succesfuldt kommer ud at køre rundt om i landet, jo mere øges interessen. Det har været selvforstærkende, siden Scantruck fik importen og forhandlingen i 2006, men slår rigtigt igennem, fordi der nu er ganske mange McCloskey-sorterere og -knusere i Danmark”, siger Morten Gren Pedersen.

 

Grusgrav-bestseller

Det er hovedsagelig McCloskey-modellen S190, der er rift om. Produktchef Morten Gren Pedersen tøver ikke med at kalde den ”en bestseller til grusgravene”. Fødekassen har plads til 10 kubikmeter, og i maskinrummet ligger 130 tyske Deutz-heste og sørger for rigeligt med kræfter. S190 er den største af fire mobilsigter i McCloskeys S-serie.

”Det er naturligvis forskelligt fra grusgrav til grusgrav, hvor meget der ryger igennem en McCloskey S190 i løbet af en arbejdsdag. Afhængig af sold-størrelsen producerer de fleste mellem 500 og 700 tons materialer. Maskinen har generelt et godt ry for høj kapacitet i de forskellige materialer”, siger produktchefen.

 

Sorterer til Henning Have

Entreprenørfirmaet Henning Have A/S i Vejen er blandt de seneste, der har fået leveret en ny McCloskey S190. Firmaet kender udmærket McCloskey. Den nye S190 har taget over efter en lidt mindre S130. Dermed er der lagt en halv sens tons til maskinflåden.

Sortereren kører i Frederikshåb Grusgrav ved Randbøldal sydøst for Billund, hvor den producerer bundsikringssand og stabilgrus.

”Det er ikke længe siden, vi fik den nye mobilsigte, så vi kender endnu ikke nøjagtige tal for, hvad den præsterer i den løbende produktion. Jeg vurderer, at den i løbet af den første halvanden måneds tid har lavet mellem 50.000 og 60.000 kubikmeter”, siger disponent Carl Martin Holm hos Vejen-entreprenøren.

 

Også i Nordsjælland

Hos Gammelvang Grusgrav ved Jægerspris i Nordsjælland har indehaver Flemming Lyngaae givet sin nye McCloskey S190 lidt af en luksusplacering.

”Det er tæt på, at maskinen har udsigt over både Jægerspris Bugt og Isefjord. Jeg købte den ud fra en brochure og et godt kendskab til produktchef Morten Gren Pedersen hos Scantruck, som også har forsynet mig med Komatsu-dozere”, fortæller Flemming Lyngaae, som også driver firmaet Flemmings Maskinudlejning i Jyderup.

 

Købte grusgrav – og sorterer

Firmaet Vognmand Erik Duus i Nibe overtog Sørup Grusgrav ved Støvring i Nordjylland i sommer og benyttede lejligheden til straks at opruste på det tunge maskineri til sortering med en ny McCloskey S190.

”Det er første gang, jeg kører med McCloskey. Vi leverer harpet sang og stabilgrus fra grusgraven, og jeg kan konstatere, at maskinen gør det, den skal”, fortæller Jesper Duus, der er søn af indehaver Erik Duus.


Billedtekster:

1.

Entreprenør Henning Have i Vejen forøgede er blandt de seneste købere af ny McCloskey S190. Maskinen har taget over efter en McCloskey S130 i Frederikshåb Grusgrav.


2.

I Gammelvang Grusgrav ved Jægerspris kører den nye McCloskey mobilsigte dobbelt så store mængder sandfyld og grus igennem som den maskine, den har afløst.


3.

Vognmand Erik Duus overtog Sørup Grusgrav ved Støvring i sommer og udstyrede den straks med en ny McCloskey-sorterer.


Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk