Købte fire gummigeder for at sammenligne

17-10-2019




Roskilde Sten & Grus har Liebherr 586 XPower som ny favorit blandt gummihjulslæsserne

Det er godt at have noget at sammenligne med, mener direktør Anders Jensen hos Roskilde Sten & Grus. Derfor købte den store grusgravvirksomhed simpelthen nye gummihjulslæssere af fire forskellige mærker, da der senest blev skiftet ud i maskinparken. Blandt de fire nye gummigeder var en Liebherr 586 XPower, som ganske hurtigt kørte sig i front som favorit.

”Brændstofomkostningerne er meget vigtige for en virksomhed som Roskilde Sten & Grus. Med de fire nyeste gummigeder i fire forskellige mærker kan vi bedre sammenligne. En del kolleger har fortalt os, at der er god økonomi i at køre med Liebherr-maskiner. Nu kan vi selv sammenligne og se, at det er rigtigt. Vores nye Liebherr bruger fire til fem liter mindre diesel i timen end konkurrenternes gummigeder”, fortæller Anders Jensen.

Det er maskinfører Ole Ersgaard, der tumler den nye ged i det daglige. Han har også kørt de konkurrerende maskiner fra de tre andre producenter og har derfor de bedste forudsætninger for at sammenligne det tunge grej.

 

Hensyn til naboerne

Foruden lavt brændstofforbrug, er det vigtigt for Roskilde Sten & Grus, at maskinerne ikke larmer. Der skal tages hensyn til naboerne, og samtidig er lavt støjniveau naturligvis også godt for maskinføreren.

”Vi har konstateret, at Liebherr-gummigeden faktisk er mere støjsvag end de andre mærker. Både i power og komfort vinder Liebherr-læsseren i forhold til de andre, og altså også på brændstofforbrug”, fortæller Anders Jensen.

Det er den danske Liebherr-importør og -forhandler, Johs. Møllers Maskiner, der har leveret den nye gummihjulslæsser fra den sjællandske afdeling i Rønnede. Med til grusgraven ved Roskilde kom også den nye 56 tons Liebherr R 956 Litronic gravemaskine, som har erstattet en ældre 45 tons maskine. Selv om den nye graver altså vejer godt en halv snes tons mere end den gamle, bruger den væsentligt mindre brændstof.

 

Nye og bedre motorer

Roskilde Sten & Grus har tidligere kørt med intervaller på omkring otte år og 12.000 driftstimer, før de store maskiner blev skiftet ud med nye. Den stadige teknologiske udvikling har fået ledelsesgruppen til at overveje udskiftning allerede efter seks år og omkring 10.000 timer.

”Fremover bliver det naturligvis endnu bedre. Der er en stadig positiv udvikling med nye og bedre dieselmotorer. Fremtiden vil bringe flere hybridløsninger og elektriske maskiner, men også automatiseringen af arbejdsprocesserne med maskinerne får stor betydning. Vores driftsomkostninger, CO2-udledning og støjniveauet vil være voldsomt bedre blot om 10 år”, forudser Anders Jensen.

”Da vi aftalte leveringen af de nye maskiner med salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner, var det vigtigt, at vi modtog helt køreklare maskiner. Alt var lavet færdigt hos Johs. Møllers Maskiner i Rønnede, så både gummihjulslæsseren og gravemaskinen var lige til at sætte ind i produktionen. Det sparer både tid og irritation, at vi ikke skal have serviceteknikere løbende for at skrue maskinerne færdige, inden vi kan regne med dem i flåden”, siger produktionschef Kim W. Østergaard.

 

Billedtekster:

1.

Maskinfører Ole Ersgaard (til højre) og produktionschef Kim W. Østergaard ved den nye Liebherr 586 XPower.

2.

Den nye Liebherr flytter store mængder af materialer i grusgraven ved Øde Hastrup sydøst for Roskilde.

3.

Det tog maskinfører Ole Ersgaard en halv snes minutter at vænne sig til den nye gummihjulslæsser. Det gik fra irritation til ”vildt positiv”, som han selv udtrykker det. Han har også kørt i de tre andre mærker af gummigeder, som Roskilde Sten & Grus har anskaffet for at kunne sammenligne.

4.

Liebherr 586 XPower er ny favorit blandt gummigederne hos Roskilde Sten & Grus.

5.

Johs. Møllers Maskiner i Rønnede havde også en ny 956 gravemaskine med til Roskilde Sten & Grus.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk