Det er sæson for, at advarslerne om risiko for glat føre
tager til. Det gearer Kärcher sig til, da producenten på Agromek i Herning
præsenterede et nyt samspil mellem to redskabsbærere og den danske specialist i
glatførebekæmpelse, Epoke. Virksomheden i Vejen er klar til at udstyre to af
modellerne i Kärchers serie af redskabsbærere med mere end salt til et æg.
”På Agromek præsenterede vi saltsprederen Snowline P 260, som
Epoke har udviklet specielt til vore redskabsbærere. Epoke har naturligvis en
række forskellige saltspredere i sit eget program, men ved at afvalme kanterne
i front på en af dem, har vi fået et nyt produkt, som passer præcis til Kärcher
MIC 35 og Kärcher MIC 42”, fortæller Flemming Christensen, der er salgschef for
Kärchers outdoor-division.
Udfordringen for udviklerne i Vejen var at placere en
tallerkenspreder på en knækstyret redskabsbærer, uden at det gav bøvl, buler og
skrammer. I en standard-version ville en Snowline-spreder knalde mod
redskabsbærerens karosseri ved de skarpe drejninger, som maskinen netop er
designet til at kunne udføre. For at få tingene til at lykkes, ville det være
nødvendigt at rykke saltsprederen godt bagud på maskinen, og det ville gå ud
over stabiliteten.
Metoden brugt
tidligere
”Epoke har gjort kunststykket en gang tidligere. Nemlig da
fabrikken designede saltsprederen D 170 til vores MIC 34. Derfor vidste vi, at
det kunne bringes til at fungere helt optimalt med en afvalmning af kanterne
forrest på sprederen. Samme metode er brugt ved udviklingen af den nye Snowline
P 260, og resultatet er overbevisende. Redskabsbæreren kan fortsat udnytte sit
store potentiale som knækstyret og dreje fuldstændig problemfrit. Samtidig har
vi sikret et godt tyngdepunkt ved at flytte sprederen med den 260 liter store
beholder op i front”, forklarer Flemming Christensen.
Epoke-folkene har i øvrig givet mulighed for at øge
kapaciteten på de 260 liter med ikke mindre end godt 30 procent. Ved at montere
en ramme i toppen af saltbeholderen, ændres indholdet fra de 260 til 340 liter.
”Det er helt efter Kärchers koncept at lade en anden
virksomhed udvikle det optimale tilbehør til konkrete opgaver. Vi véd, at Epoke
om nogen har forstand på saltspredning. Så de skal vi ikke kloge os på. Vi kan
dét med redskabsbærere, og så vælger vi de bedste leverandører til at forsyne
os med tilbehør til maskinerne”, siger salgschef Flemming Christensen hos
Kärcher Outdoor.
Billedtekst:
Enkelt og ligetil – hvis man kan se mulighederne. Epokes
Snowline P 260 tallerkenspreder med afvalmet front og dermed med optimal
pasform til Kärchers redskabsbærere MIC 35 og MIC 42.