Folkene i de store lastbiler glæder sig til at dele messetermin og lokalitet med entreprenørbranchen, når der kaldes til både E&H ’21 og Transportmessen ’21 i Herning den 16., 17 og 18. september. Formanden for brancheorganisationen Danske Vognmænd, Martin Danielsen, ser flere logiske fordele ved, at de store truckere kører sammen med entreprenørerne til Herning.
”Danske Vognmænd er medarrangør af Transport ’21, og når de to messer kan afvikles parallelt med os inden døre i messehallerne, som vi plejer, og entreprenørmessen ude på arealet ved siden af messe-komplekset, kan det godt give nogle, ikke mindst for messernes besøgende. Der er jo ganske mange entreprenører, der også har lastbiler, og nogle vognmandsfirmaer har aktiviteter i entreprenørbranchen. Derfor er der nogle sammenfald på tværs, som nok godt kan udnyttes fornuftigt”, vurderer Martin Danielsen.
De to nye messe-makkere er i øvrigt i nøjagtig samme situation. Også Transportmessen ’21 er udsat for corona-flytning. Oprindelig skulle lastbilfolket være stævnet mod Herning allerede i april, men blev ramt af corona-restriktionerne. Derfor besluttede MCH Messecenter Herning og Danske Vognmænd at flytte Transportmessen ’21 til den 16. til 18. september.
Rettidig omhu
Efterfølgende foretog messecentret og brancheforeningen Maskinleverandørerne samme manøvre med entreprenørmaskinerne, som oprindelig var programsat til juni.
Formanden for Maskinleverandørernes entreprenørsektion, Klaus Meldgaard, roser MCH Messecenter Herning for at tænke ud af boksen og vurderer, at det var udtryk for rettidig omhu, da det blev besluttet at flytte E&H ’21.
”Branchen ønsker fortsat at mødes personligt, og da der opstod en mulighed for at gennemføre E&H på samme termin som Transport ’21, slog vi til. Vi ser en god synergi i at holde messerne sideløbende, men fastholder naturligvis stadig konceptet med en arbejdende, udendørs entreprenørmesse”, siger Klaus Meldgaard.
”I virkeligheden er der mere sammenfald mellem entreprenørbranchen og lastbilfolkene, end man umiddelbart forestiller sig. Mange entreprenører har jo også lastbiler, og der er masser af transport konstant blandt andet i råstofbranchen og med genbrugsmaterialer”, siger han.
To messer med ét smæk
’”Inden Maskinleverandørernes bestyrelse tog beslutningen om at flytte messen til september, spurgte vi en bred vifte af udstillere, og tilbagemeldingerne var særdeles positive. Så vi havde mandatet i orden, da vi meddelte MCH Messecenter Herning, at det var i orden med flytning. Jeg har også talt med mange kunder, som uden undtagelse kalder det noget af det bedste, vi har gjort. Alle interesserede får nu to messer af høj kvalitet på én dag og samme sted”, forklarer Klaus Meldgaard.
Maskinleverandørernes formand mener dog, at det er for tidligt at spå, om konstruktionen med transportmesse og entreprenørmesse samtidig skal være modellen også fremover.
”Vi skal naturligvis forholde os til, om vi skal følge samme opskrift også efterfølgende. Men vi skal først se, hvordan det hele så spænder af. I corona-situationen er det imidlertid en oplagt prøveklud for, om lastbiler inde og entreprenørmaskiner ude samtidig skal danne præcedens fremover”, siger Klaus Meldgaard.
…og vejrudsigten
Tiden må så vise, om flytningen tre måneder længere hen på året, og fra sommer til efterår, får positive eller negative konsekvenser for specielt E&H som udendørs messe. Entreprenørmessen er tidligere blevet ramt af styrtregn. Men skal man tro statistikkerne, bliver der ikke de store vejrmæssige forandringer i september i forhold til juni.
Den gennemsnitlige maksimum-temperatur i september er 17 grader mod 20 i juni. Minimum-temperaturen i september er kun en enkelt grad lavere end i juni. Nemlig 10 i september mod 11 i juni. Så måske er der idé i lige at gardere lidt med et halstørklæde i jakkelommen. Til gengæld kan man måske droppe solbrillerne og den høje faktor til næsen og kinderne. September har tre solskinstimer færre end juni pr. dag.
Og så til det dér med nedbøren: Uafgjort mellem juni september med gennemsnitlig 2 millimeter pr. dag. Så hvis statistikkerne og gennemsnittene holder, rammes E&H ’21 hverken af mere eller mindre regn, end messen er vant til at blive begunstiget med.
Billedtekster:
1.
E&H ’21 – flytter sammen med lastbilfolkets messe. (Foto: Tony Brøcher, MCH)
2.
Transport ’21 – afvikles samtidig med entreprenørmessen. (Foto: Tony Brøchner, MCH)