Artikel fra november 2025
Læs hele avisen

Lette veje til tung transport

02-12-2025
Del artikel på
Læs mere på


Sydvestjyske køreplader af genanvendt plastic giver adgang på byggepladser, festivaler og andre steder med ujævnt blødt terræn

Bæredygtighed, genanvendelse og grøn omstilling er nogle af de senere års meget anvendte ord. I Tistrup i Sydvestjylland stillede de om til grønt og genbrug for mere end et halvt århundrede siden. I 1973, midt i den globale oliekrise, blev Virksomheden Letbek A/S skabt på en filosofi om, at man ikke smider det ud, som man kan bruge igen.

Det gør de stadig ikke i Tistrup, hvor Letbek udvikler løsninger i genanvendt plast til byggeri, trafik og design. For 23 år siden begyndte virksomheden at lave lette veje til tung transport. Køreplader fremstillet af 98 procent LDPE-plastmateriale, som kan klare akseltryk op til 10 tons.

”Det betyder, at kørepladerne kan sikre adgang for både køretøjer og mindre entreprenørmaskiner på lidt ujævne byggepladser med lidt smadder”, fortæller key account manager Thomas Bollerup Jensen hos Letbek A/S.

 

Let alternativ til jern

Sammen med kollega Peter Skjeldborg Olafsen tog han turen til den grønne udstilling Have & Landskab ved Ledreborg Slot, hvor Letbek debuterede som udstiller. Interessen var god for firmaets græsarmeringer og kantsikringer. Og ikke mindst for plast-kørepladerne, som trods 23 år i produktprogrammet stadig var nye for en del af messens besøgende.

Pladerne i LDPE-plast er for mange entreprenører og anlægsgartnere et alternativ til at få fragtet 6-700 kg tunge jernplader ud til arbejdsstedet. En Letbek-køreplade på standardbredden 115 cm og 2 meter i længden vejer blot 19 kg og er udstyret med bærehåndtag. En tilsvarende plade på 3 meter vejer 28 kg. Tykkelsen på 10 millimeter er tilstrækkelig til at sikre styrken til 10 tons akseltryk.  

 

Billedtekster:

1.

Thomas Bollerup Jensen rejste til Have & Landskab uden overvægt. En 2 meter køreplade i LDPE-plast med skridsikker overflade vejer blot 19 kg.

2.

Kørepladerne fra Letbek findes også i mindre format. Så hedder de gangplader og anvendes på byggepladser, udstillinger og andre pladser med behov for et sikkert gangareal. Peter Skjeldborg Olafsen havde både gangplader, græsarmering og Danpæle til afspærring med.

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk