Liftbranchen går i højden, og nu går den også til Odense. Når sammenslutningen af maskinfirmaer med lifte af alle typer samles til Dansk Liftmesse 2026 torsdag den 21. og fredag den 22. maj, bliver det på Odense Havn. Nærmere bestemt på arealerne ved den gamle Tysklandskaj, hvor der tidligere blev læsset og losset gods til og fra Tyskland.
Liftmessen flytter efter to ellers udmærkede besøg hos ZBC Transport- og Logistikskolen i Slagelse. Det var her, Liftmessen blev født i 2023, og året efter rakte branchen igen mod himlen over Slagelse. Siden er meget blevet justeret. Foruden at lokationen nu er så central som muligt i Odense, er der også kommet styr på intervallerne. Mens det kun var et enkelt år mellem de to første messer, vil der fremover være to år, som det hele tiden har været meningen.
Godt begyndt i Slagelse
”Vi satser på at holde Dansk Liftmesse hvert andet år. Efter en rigtig god begyndelse i Slagelse, tror jeg, at vi kommer rigtigt på plads på havnen i Odense, hvor logistikken bliver meget bedre. Der bliver bedre mulighed for at parkere omkring udstillingsarealet, og de udstillende firmaer kan præsentere sig bedre. Som en større by byder Odense naturligvis også på andre muligheder med flere hoteller for de udstillere og gæster, der har brug for det”, siger bestyrelsesmedlem i Dansk Liftmesse, Flemming Jakobsen. I det daglige er han salgskonsulent for lifte hos Scantruck A/S, som er blandt udstillerne.
Dem bliver der i øvrigt 17 af, og det en forøgelse i forhold til første gang, liftfirmaerne mødtes til fælles præsentation. Det var med 14 firmaer med hver sine liftmærker. Som tidligere, kommer Liftmessen 2026 også til at omfatte blandt andet minikraner, tilbehør og udstyr til branchen, samt orientering om mulighed for finansiering, så der også kan laves raske handler på messen.
God aftale om vejret
”Vi laver et fælles telt med mindre stande som supplement til liftfirmaernes egne stande med maskineriet. Da messen afvikles over to dage, laver vi også et aftenarrangement i et telt, hvor der alle interesserede fagfolk kan mødes og spise”, siger Flemming Jakobsen.
”Der er et godt sammenhold om at arrangere Liftmessen bedst muligt, og med den nye placering på plads begynder drejebogen at ligge fast. Så håber vi, at vi med en af de store lifte kan komme tilstrækkeligt op til at lave en god aftale med de højere magter om vejret. Indtil videre er det lykkes næsten over al forventning de to første gang, så vi tror på et hattrick den 21. og 22. maj”.
Billedtekster:
1.
17 maskinfirmaer med lifte på menuen gør klar til tredje udgave af Dansk Liftmesse. Efter to gange Slagelse, rykker messen ny til Odense Havn.
2.
Flemming Jakobsen og den øvrige bestyrelse for Dansk Liftmesse satser på igen at alliere sig med vejrguderne og sikre et par dage med forrygende vejr.