Det er vigtigt at møde kundernes behov og ønsker. Det véd udlejningsvirksomheden Zeppelin Rental Danmark CEO, Lasse Ludvigsen, alt om. Derfor har han ikke tøvet med at skikke en ordre afsted til firmaet HGSystem i Årslev syd for Odense. Zeppelin Rental øger antallet af en specifik hybridgenerator og når dermed op på 30 stykker i maskinflåden.
Den nye hybridgenerator MPU1000 er designet til brug på byggepladser og er i en mere passende størrelse, end vores tidligere model, som mere rettede sig mod vindmøllebranchen. Den mindre generator er et stort skridt fremad i vores bestræbelser på at levere bæredygtige og effektive løsninger til byggebranchen, som jo står for en betydelig del af verdens CO2-udledning. Derfor skal vi finde løsninger, der kan reducere denne udledning”, siger Lasse Ludvigsen.
Ned med dieselforbrug og CO2-udledning
Den nye, danskbyggede hybridgenerator rummer mange afgørende kvaliteter. Zeppelin Rental-chefen peger blandt andet på en reduktion i dieselforbruget på mellem 60 og 90 procent. Udledningen af CO2 har fået et gevaldigt nøk nedad med op til 98 procent mindre i sammenligning med traditionelle dieselgeneratorer.
”Vi har lyttet til vores kunders feedback og behov, og resultatet er blevet en generator, der er perfekt tilpasset byggebranchens krav. MPU1000 er kompatibel med såvel solceller som vindmøller, og det understøtter naturligvis vores mål om at levere grønne energiløsninger”, forklarer Lasse Ludvigsen.
Foruden at være til fordel for miljøet, forbedrer den lille hybridgenerator også arbejdsmiljøet på byggepladserne. Den har ikke behov for opladning i løbet af dagen, og derfor undgås støjgener dieselos.
Billedtekst:
Zeppelin Rental-chef Lasse Ludvigsen med en lille hybridgenerator, som er blevet en stor succes for udlejningsvirksomheden.