Lindø får verdens største havnemobilkran

19-12-2019


Specialbygget Heavy Lift-version af Liebherr LHM 800 med løftekapacitet på 308 tons og løftehøjde på næsten 100 meter

Lindø Port of Odense gearer sig nu til at håndtere fremtidens gigantiske havvindmøller. Det sker med en specialbygget Heavy Lift-version af verdens største havnemobilkran, Liebherr LHM 800, som har sat kurs mod havnen, som er Danmarks største målt på areal.

Udbygningen af krankapaciteten er led i den igangværende udvidelse af Lindø Port og Odense.

”Vi er godt på vej til at skabe markedets mest optimale rammer for fremtidens grønne produktion og jobskabelse med vores havneudvidelse. Optimale rammer nødvendiggør den størst mulige og mest fleksible krankapacitet. Her bidrager investeringen i mega-kranen til, at vi fortsat er på forkant af kundernes krav”, siger havnens administrerende direktør, Carsten Aa.

Der findes kun 12 Liebherr LHM 800-kraner i drift på verdensplan. Lindø Port og Odenses specialbyggede Heavy Lift-udgave med High Rise er den foreløbig eneste af sin slags. Den har en løftekapacitet på 308 tons og en løftehøjde på 96,7 meter og kommer fra Liebherr i Rostock. Den 824 tons tunge kran har en tårnhøjde på 57,5 meter og en kabinehøjde på 40,4 meter.

 

El sparer 300 tons CO2 årligt

Kranen skal supplere havnens eksisterende kranportefølje, som blandt andet også omfatter en særlig portalkran med en løftekapacitet på 1200 tons. Den nye vil i kombination med havnens nuværende Liebherr LHM 550 havnemobilkran gøre Lindø Port of Odense i stand til at håndtere morgendagens kæmpestore havvindmøller. Som en af de eneste havne i verden vil Lindø Port of Odense således kunne løfte 400 tons tunge naceller til havvindmøller udelukkende med mobile kraner. Samtidig giver den store kran gode muligheder for maksimal udnyttelse af den nye havneudvidelse.

Som noget ganske særligt er den specialbyggede LHM 800-kran udstyret med en elmotor, der kan erstatte dieselmotoren under drift. Foruden en væsentlig støjreduktion, giver det også en markant CO2-reduktion på anslået 300 tons om året.

 

Liggetid reduceres

”Det er en voldsom reduktion, og samtidig bliver driften af kranen CO2-neutral, fordi strømmen kommer fra vindmøllestrøm. Det er vigtigt for os også at få forrest på det område. Vi arbejder kontinuerligt på at tage samfundsansvar, og vi deltager aktivt på mange områder i retning af en bæredygtig udvikling”, siger administrerende direktør Carsten Aa.

Det er ikke kun håndteringen af de store havvindmøller, der høster fordel af nyanskaffelsen. For Lindø Port og Odenses bulkkunder vil den nye kran også betyde en hurtigere håndtering af eksempelvis stålskrot, og skibenes liggetid ved kaj vil blive kraftigt reduceret.


Billedtekster:

1.

Lindø’s nye LHM 800 HIgh Rise Heavy Lift-kran fra Liebherr. Med tårnhøjde på 57,5 meter og en løftekapacitet på 308 tons er den verdens største mobile havnekran. 

2.

Lindø-direktør Carsten Aa i midten med rødt slips på kajen i Rostock hos kranleverandøren Liebherr.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk