Artikel fra november 2024
Læs hele avisen

Ljungby elektrisk på Agromek

16-11-2024
Del artikel på


Den danske filialdirektør venter at kunne præsentere 11 tons maskinen L11 Electric

Hvis alt går som planlagt, er svenske Ljungby Maskin klar til at præsentere den elektriske hjullæsser L11 Electric på Agromek i Herning fra den 26. til 29. november. Maskinen blev vist som konceptmaskine, da Ljungby Maskin fejrede 40-års jubilæum på fabrikken i Småland, og planen var at gøre den klar til salg i løbet af 2025.

”Den plan ser ud til at holde. Jeg regner med, at vi kan tage ordrer på L11 Electric fra midten af næste år. Men også med, at vi kan vise maskinen på Agromek i slutningen af november”, siger den danske filialdirektør Poul Kruse.

Og så ser det i øvrigt ud til at komme til at gå stærkt, når først Ljungby har hevet proppen af. Efterfølgende vil Ljungby-læsserne på 9, 13, 15, 18 og 20 tons dukke op i nye udgaver, hvor dieselmotorerne er byttet ud med batteridrift.

 

Samme ydelse

Bortset fra skiftet i motorrummet, piller svenskerne ikke ved det kendte koncept. Udseendet er uændret i forhold til fossil-maskinerne, og det samme er ydelse og præstationer som med diesel-power. Det er den tyske fabrik ZF, der står for drivlinen i Ljungby-læsserne og dermed også for el-motorerne.

Det er lidt af en underdrivelse, når Ljungby fortæller, at dieselmotoren skiftes ud med en el-motor. Der er faktisk tale om to el-motorer, hvor den ene klarer drev og den anden hydraulikken. De to batterier er på hver 100 kWh. De produceres på svensk hjemmebane af virksomheden Northvolt.

På Agromek får filialdirektør Poul Kruse i øvrigt assistance af en nytiltrådt Ljungby-mand. Bemandingen er netop øget med både med René Eriksen som sælger, og tillige har Poul Kruse ansat yderligere en kørende montør.

Billedtekster:

1.

Den batteridrevne Ljungby-læsser L11 Electric ved præsentationen i forbindelse med fabrikkens 40-års jubilæum i slutningen af 2023. Nu lægger den an til besøg på Agromek og derefter at være klar til salg midt i 2025.

2.

84-årige Rune Andersson skabte Ljungby Maskin og var naturligvis med ved præsentationen af fabrikkens første elektriske hjullæsser.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk