Artikel fra maj 2020
Læs hele avisen

Lødderup gør klar til messe

26-05-2020
Del artikel på


Trekløveret bag Kirkegårdsmessen på Mors satser på at gå fri af corona

Trekløveret Kaj Emil Pedersen, Jørgen Toft og Ena Fuglsang på Mors er kendt som ”De tre humlebier”. Humlebien har som bekendt ikke den fjerneste anelse om, at den fysisk og teknologisk ikke bør kunne flyve. Derfor gør den det alligevel.


Nøjagtig på samme vis arrangerer de tre morsingboer gang på gang en udstillingssucces, selv om de faktisk ikke har forstand på det. De er kirkegårdsfolk med Kaj Emil Pedersen som graver ved Lødderup Kirke, Jørgen Toft som tidligere graver og Ena Fuglsang som tidligere graver og nu gravermedhjælper på deltid. Udstillerne og de mange besøgende på Kirkegårdsmessen er også ligeglade med, om der står en strømlinet organisation bag. De kommer alligevel.


Derfor fortsætter planlægningen af årets Kirkegårdsmesse på Mors den 31. august da også uanfægtet, selv om større og helt store messer i både ind- og udland for længst har aflyst eller udskudt til 2021.

 

Måske lidt i hold

”Der er jo et stykke tid til den 31. august, så der kan jo ske meget inden da. Vi regner med, at vi skal holde Kirkegårdsmesse her i 2020, og vi glæder os til det. Det kan vi se, at der også er mange af de faste udstillere, der gør. Så må vi se, hvordan vi klarer et eventuelt forsamlingsforbud. Vi skal nok holde alle regler, så hvis der kommer for mange mennesker samtidig, må vi pænt bede dem om at vente lidt og besøge messen lidt i hold”, siger Kaj Emil Pedersen.


Med de klokkeklare intentioner om, at der skal være Kirkegårdsmesse også i 2020, bliver begivenheden på Mors ganske unik i det danske messebillede. Og i praksis den eneste mulighed for at udstille maskiner til den grønne sektor. Foruden maskiner til kirkegården, er der tradition for, at der også vises værktøj, beklædning, sølvtøj, salmebøger, alterbrød og alt muligt andet til kirke og kirkegård.

 

Højtflyvende humlebier

De seneste udgaver af Kirkegårdsmessen har flere end 60 udstillere fra hele landet. De tre arrangører bruger ikke kræfter på at tælle besøgende, men tjekker lige kuponhæfterne med gratis lodsedler til alle. Sædvanligvis bliver det så til et sted mellem 800 og 1000 gæster i løbet af udstillingsdagen.


Foruden de tre højtflyvende humlebier, medvirker såvel Lødderup Kirkes præst, ansatte og menighedsrådet med både velvilligt udlån af faciliteterne og også løsning af en stribe opgaver. Også et stort nedværk af frivillige hjælpere møder hver gang op, når der kaldes til Kirkegårdsmesse i Lødderup.

 

 

Billedtekster:

 

1.

Graver Kaj Emil Pedersen har været en af de bærende kræfter bag samtlige udgaver af Kirkegårdsmessen. I år holdes messen for niende gang, hvis det lykkes at komme uden om corona’en.

 

2.

Der bliver for alvor liv på kirkegården i Lødderup, når udstillere og besøgende fra hele landet stævner mod Mors for blandt andet at se på maskiner og grej til kirkegården og den grønne sektor.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk