Løwener tromler tromle-rekord

16-12-2019
Del artikel på


Leverer tromler fra allerøverste Bomag-hylde til Muncks store lufthavnsprojekt i Grønland

Den danske importør af Bomag-komprimeringsgrej, Løwener, har tromlet den hidtidige rekord i tromle-afleveringer flad. Munck Civil Engineering er i gang med et stort lufthavnsprojekt, hvor selskabet de næste fire år skal lave lufthavnsbyggerier i både Nuuk og Ilulissat. Munck Gruppens hidtil største projekt, og det fordrer også de største tromler, som Bomag laver. Og dermed er de også de største tromler, som Løwener har hevet ned af Bomag-hylderne.


”Der er tale om to Bomag BW 226 BVC-5 tromler på hver 26 tons. Det er første gang, Løwener leverer så store tromler og altså også de største, som Bomag i det hele taget laver. De har den helt unikke BVC-teknik, Bomag Vario Control, som kan sammenlignes med det kendte Asphalt Manager-system, som det hedder på Bomags asfalttromler”, forklarer produkt- og salgskonsulent Henning Stampe hos Løwener.


”Bomag er den eneste producent, som tilbyder BVC-teknikken, som spænder fra oscillation til en slagkraft på 500 kN, eller 51 tons, som der er på en BW 226 BVC-5 tromle. Bomag tromler med BVC-teknik har en markant større slagkraft end tromler med almindelig vibration. Den er i øvrigt ikke kun en mulighed på de helt store tromler. Bomag kan levere tromler med BVC-teknik i 7, 13, 19 og 26 tons”, siger Henning Stampe.

 

 

Enkelt for tromleføreren

Selv om systemet er avanceret, er det meget enkelt for tromleføreren at betjene. Overordnet er der to grundindstillinger: Automatik- eller manuel mode.

Ved automatik mode måler tromlen hele tiden hårdheden af underlaget og regulerer på et splitsekund slagkraft og amplitude efter, hvor meget det er komprimeret. Derved undgås det, at der bliver ”bløde pletter”. Så snart tromlen føler, at underlaget er blødt, sætter den større slagkraft på.

Lige så vigtigt er det at undgå overkomprimering, som betyder knusning af materialer samt unødig slid på tromlen. Så når underlaget er færdigkomprimeret, justerer tromlen automatisk slagkraften ned til et minimum.

 

Løbende tjek af komprimeringen

 ”Føreren har naturligvis en skærm i kabinen og dermed mulighed for løbende at tjekke, hvor meget underlaget er komprimeret. Derved kan unødige overkørsler undgås, og der kan der spares tid, dieselolie, udledning og penge”, siger Henning Stampe.

I manuel mode kan maskinføreren vælge seks grader af slagkraft, fra oscillation til 500 kN slagkraft. Det bruges, hvis tromlen ønskes holdt i oscillation eller på en given slagkraft.

Tromlernes 40 mm tykke valsesvøb er i Hardox-stål, og til projektet i Grønland er monteret specielle klippe-dæk, for at tromlerne kan modstå den hårde og skarpe granit, de skal køre i.

 

Overblik i 3D

Sitech Danmark A/S har også været inde over tromle-leveringen til Grønland. Tromlerne er nemlig monteret med Trimble 3D Compaction Control System, som gør det muligt for maskinførerne at få overblik over blandt andet antallet af overkørsler samt komprimeringsværdier, også fra de andre tromler på projektet, i realtid. 


”Ydermere registreres al data og sendes trådløst til kontoret for videre kvalitetssikring og dokumentation af det udførte arbejde”, fortæller Anders Skipper, som er Technology Manager hos Sitech Danmark.

 

Billedtekst:

Leon Heimdal Jensen fra Sitech (til venstre) og Lars Hedelund Jørgensen fra Løwener ved den første af de to store Bomag BW 226 BVC-5 tromler, der blev kørt ind til klargøring.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk