Mageligheden i højsædet i ny terrængående Gator

27-03-2020
Del artikel på

John Deere kalder selv den nye transporter for ”den mest komfortable nogensinde”

Det skulle jo nødig være forbundet med ubehag at passe sig arbejde. Det mener John Deere, som netop har lanceret det, som maskingiganten betegner som ”den mest komfortable model, der nogensinde er produceret i selskabets populære sortiment af terrængående transportere.


Den rullende lænestol er i Gator-serien og lyder navnet XUV 865R. Inde under motorklappen ligger en 23 hk dieselmotor med høj ydeevne. Og så er køretøjet i øvrigt bestykket med ekstratilbehør og et luksuriøst kabinemiljø.


Som standard byder XUV 865R Gator på konstant variabel transmission med “on-demand” firehjulstræk, servostyring, uafhængigt ophæng på alle fire hjul samt et elektrisk system forberedt til tilbehør. Kabinen er lydsvag og har sæder i kvalitet som bilsæder til op til tre personer ved terrængående kørsel. Letbetjente dørhåndtag, forrude som kan åbnes helt og et velgennemprøvet ekstremt effektivt varme-, ventilations- og airconditionsystem er andre features, som John Deere selv fremhæver.

 

Også med lukket kabine

Kabinens flødebrune indtræk er blevet omdesignet i en mere ergonomisk retning, og Gator’en har betjeningselementer, som sender tankerne i retning af en personbil, bekvemt placeret centralt på instrumentpanelet. Det strømlinede tag leder vandet til yderkanterne, og både de kraftige frontlygter og baglygterne sidder godt beskyttet under tagkanten.


Køretøjet fås også i en R-model, hvor specifikationerne blandt andet omfatter en komplet lukket kabine med en bred vifte af standardtilbehør. Her iblandt justerbart 40/60 bænkesæde, justerbart rat, solskærme, vinduesvisker/vasker samt ledningsføring og stik til brug af tilbehør samt LED-lygter med fjernlys og nærlys.


Maskinen i XUV 865R Gator er en 854 ccm trecylindret væskekølet OHV-dieselmotor, der yder 23 hk ved 3600 o/min med en tophastighed på 50 km/t i det høje gearområde. Det ægte 4WD system har et automatisk låsende frontdifferentiale og elektronisk vippekontakt på instrumentbrættet for let betjening.

 

Komposit-lad

Der er uafhængigt ophæng på alle fire hjul og dermed sikkerhed for behagelig kørsel og optimale lastbærende egenskaber i et krævende terræn, uden at det går ud over kørekvaliteten eller stabiliteten. Til ladet er anvendt et robust kompositmateriale, som er støjreducerende og samtidig rust- og buleresistent. Bagsmækken er udstyret med et smart håndtag, og baglygterne kan udstyres med effektiv beskyttelse som ekstraudstyr. Transportladet kan let konverteres til helt fladt lad, hvor ladsiderne afmonteres, og har en lastkapacitet på 454 kg, mens køretøjets trækkapacitet er på 900 kg, og nyttelasten er på 680 kg.


Foruden at transportere ting og sager på ladet, kan den nye i John Deeres Gator-familie også udstyres med en bred vifte af tilbehør lige fra sneskraber til spil. Den er desuden udstyret med en stor 42-liters brændstoftank, så der kan køres længere mellem optankningerne.

 

Billedtekst:

 

Den nye John Deere XUV 865R Gator i R-versionen med komplet lukket kabine.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk