Artikel fra august 2018
Læs hele avisen

Messegæster er en del af udviklingsafdelingen

22-08-2018
Del artikel på









Nilfisk Outdoor benytter Maskiner under Broen til fokus på 3070- og 3570-modellerne – og til at få gode ideer med hjem

Den véd bedst hvor skoen trykker, som har den på. Og al logik taler for, at maskinføreren i kabinen bedst af alle har en fornemmelse af, om alting fungerer optimalt. Eller om små justeringer og forandringer måske kan gøre det hele lidt bedre.

De gode ideer, finurligheder og fiduser afleveres godt, når udvalget af maskiner studeres i det grønne, og solen måske tilmed skinner. Det har salgschef Henrik Munk hos Nilfisk Outdoor gode erfaringer for. Han har ansvaret for de nordiske markeder, og han er i front for Nilfisk Outdoor-delegationen, der rykker ind på Maskiner under Broen ved Middelfart den 22. og 23. august.

”På messer kommer kunderne med spørgsmål og ønsker til maskinerne. Dem tager vi med hjem til udviklingsfolkene, som så kan se på mulighederne for eventuelt at ændre til bedre løsninger. Selv om vore professionelle ingeniører og konstruktører udvikler hele tiden, bliver vi jo aldrig færdige med ad optimere. Derfor kan vore messegæster være med til, at vi foretager ændringer i kabinen eller på maskinen i øvrigt”, forklarer Henrik Munk.

 

Ping-pong

”Vi har rigtig meget ping-pong med brugerne af maskinerne. Ikke alene på udstillinger og messer. Hvert forår laver forhandlere fabriksture til Lemvig, hvor kunderne får lejlighed til at se fabrikken og produktionen. Og naturligvis også til at komme med input og meget gerne dele erfaringer både med hinanden og med os. Effekten er tydelig. Udstyrslisten til maskinerne bliver længere og længere”, konstaterer salgschefen.

Blandt de seneste, særdeles markante tiltag fra udviklingsafdelingen er den nye Nilfisk City Ranger 3570, hvor flere heste i maskinrummet gør en stor forskel. Men hvor den synlige forandring virkelig er til at få øje på i kabinen.

”Allerede på Have& Landskab i Slagelse sidste år præsenterede vi den nye version af Nilfisk City Ranger 3070, som vi også vil slå et slag for på Maskiner under Broen. Nu kan vi vise maskinen med et bredt sortiment af redskaber. Den er en ny og større redskabsbærer, som har været savnet. Tidligere har vi ikke kunnet blande os med de lidt større redskabsbærere på markedet. Det kan vi nu”, siger Henrik Munk.

 

Klar til Stage 5

Både Nilfisk City Ranger 3070 og den nye City Ranger 3570 har 67 hk, hvor maksimum hos Nilfisk tidligere var 49. Den forholdsvis kraftige opjustering skete, da fabrikken puttede den elektronisk styrede 3B commonrail-motor i maskinerne. En motor, som i øvrigt er forberedt for umiddelbar opgradering til Stage 5. Den kraftigere motor sikrer både hurtigere acceleration og mere overskud.

”Umiddelbart ser en kabine vel ud som en kabine. Men når man kører en Nilfisk City Ranger 3570 op ved siden af forgængeren, City Ranger 3500, så er forskellen markant. Ved at fjerne rundingen i bunden har vi skabt mere plads til maskinføreren. Samtidig har vi fjernet rammerne i konstruktionen og i steget bygget dem ind i selve døren. Det giver en del mere glasareal og dermed bedre udsyn”, siger salgschef Henrik Munk.

 

Redskabsbærer og fejebil

Mens City Ranger 3070 er en redskabsbærer til fingerspidserne med mulighed for at køre optimalt med alle typer redskaber, betragtes City Ranger 3570 mere som en fejebil. Flere end 90 procent af modeltypen sælges med feje/sugeanlæg.

”I vægt er der 500 kilo i forskel på de to maskiner. Det er med til at sikre City Ranger 3070 et mindre marktryk. Den højere vægt for 3570 er ikke så afgørende, da den som fejemaskine jo langt overvejende skal køre på fast belægning på gader og stræder”, forklarer Henrik Munk.

Nilfisk Outdoor slår dog på, at City Ranger 3570 med de mange kræfter også har en mission i de kolde vintermåneder med sne og is på vejene. Sommerens fejemaskine er nemlig velegnet til vintertjeneste med sit lave tyngdepunkt og firehjulstræk. Det giver god ydeevne i glatføre og ved hårde snerydningsopgaver. Og totalvægten på 3500 kg hindrer ikke, at maskinen kan udstyres med en 800 liter salt- og grusspreder.

 

Lemvig er hovedkvarter

Det er Nilfisk Outdoors fabrik i Guardemiglio i det nordlige Italien, der bygger de to store Nilfisk-maskiner, mens fabrikken på Nilfisk Outdoor Division-hovedkvarteret i Lemvig fortsat tager sig af de klassiske redskabsbærere Park Ranger 2150 og City Ranger 2250.

”Lemvig er uændret ramme om produktion af de mindste maskiner, test, værksted, og vi har vores oprindelige udviklingsafdeling her. Der er naturligvis sket meget, siden Nilfisk købte fabrik og produktion af de daværende Egholm redskabsbærere af Kaj og Jens Christian Egholm. Koncernen havde blandt andet fabriksanlægget i Italien, som producerede andre ting, som nu er flyttet til en anden lokalitet. Guardemiglio-fabrikken er i dag et rent Nilfisk Outdoor-site og har givet os mulighed for den stærkt forøgede produktion af maskiner”, siger salgschef Henrik Munk.  

 

Rundt i Norden

Det svenske marked fik serveret Nilfisk Outdoor-nyhederne lidt før den danske hjemmebane. Fabrikken deltog i Svenska Maskinmässan på Solvalla-travbanen i Stockholm, hvor de nye modeller fik en meget positiv modtagelse.

Næste gang gælder det så Maskiner under Broen. I begyndelsen af september sætter Nilfisk Outdoor igen kursen over Kattegat, men ikke helt til Stockholm. Det gælder udstillingen Entreprenad Live i Göteborg fra den 6.til den 8. september. En uge senere ruller City Ranger-nyhederne ind i Norge til maskinudstillingen på den kombinerede anlægsmesse og dyrskue i Seljord. Den nordiske rundtur slutter med en udstilling i Finland, hvor Nilfisk Outdoor-folkene kan se frem til besøg af specielt anlægsgartnere og kommunefolk.

 

Billedtekster:

1.

Salgschef Henrik Munk i produktionen i Lemvig, hvor en ny Nilfisk-redskabsbærer så småt begynder at tage form.

2.

Det var i Lemvig, det i sin tid startede med Egholm. Og det fortsætter i Lemvig, som nu er hovedkvarter for Nilfisk Outdoor Division.

3.

Det begynder at ligne en redskabsbærer. Park Ranger 2150 og City Ranger 2250 bygges på fabrikken i Lemvig.

4.

En Park Ranger 2150 på vej fra produktionslinjen.

5.

Forskellen på City Ranger 3500 og den nye City Ranger 3570 er til at få øje på. Ikke mindst når maskinerne står side om side i fabrikkens showroom.

6.

Lagerreolerne med dele er mange, lange og høje i Lemvig. Der holdes naturligvis elektronisk styr på alle de mange dele.

7.

Børster til feje-/sugeanlæg er naturligvis lagervare og står klar til levering fra fabrikken.

8.

Plads til masser af opfejet og opsuget skidt fra gader og stræder.

9.

Salgschef Henrik Munk på besøg i en af produktionshallerne på fabrikken i Lemvig.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk