Artikel fra april 2021
Læs hele avisen

Midtjysk udlejer fornyer og gearer op

05-05-2021
Del artikel på




HJ Udlejning i Ikast skifter tre Hydrema-dumpere i ét hug og øget udlejningsflåden med Husqvarna-komprimeringsgrej

”Tidligere har jeg skiftet maskinerne ud efter seks-syv år. Nu gør jeg det efter tre til fire år. Det holder vedligeholdelsesudgifterne nede, og kunderne bliver endnu mere tilfredse. De vil naturligvis gerne køre i nyt materiel”.

John Ulsted er manden bag HJ Udlejning i Ikast, og den midtjyske udlejningsvirksomhed har netop hentet tre funklende nye Hydrema 912GS-dumpere ind i udlejningsflåden. De erstatter tre tilsvarende maskiner, som altså ikke har voldsomt mange timer på tælleren. Men HJ Udlejning har godt gang i butikken, og derfor gælder det for John Ulsted om, at materiellet er i topform. Maskiner har det som mennesker: På et tidspunkt kommer de i reparationsalderen med naturlige omkostninger. John Ulsted foretrækker at udfase dem inden og lade nye kræfter tage over.

”Jeg har haft Hydrema i 12-13 år og har byttet til nye før. Men distriktschef Brian Løjngaard fra Hydrema blev da godt nok lidt overrasket over, at jeg skulle bruge ikke én, men tre nye. Jeg har kendt ham og handlet maskiner med ham i mange år”, siger John Ulsted.

”Det er rigtigt, at jeg regnede med, at John Ulsted ville bytte en enkelt dumper ud til en ny maskine. Vi snakkede lidt om tingene, og så gk han fra én til to og derefter til tre nye dumpere. Samtidig har han tjekket stort set alt, hvad der kan tjekkes i boksene med ekstraudstyr. Derfor er der tale om tre særdeles attraktive nye dumpere”, siger Brian Løjngaard.

 

Som til entreprenøren selv

De tre nye Hydrema 912GS har forlænget lad både for og bag. De er udstyret med oliefyr og centralsmøring, og den behagelige kørsel optimeres med affjedrede foraksler. Hydrema’erne har også bakkameraer, og spejlene er elektriske.

”Dumperne er udstyret som en godt vant entreprenør vil gøre til sig selv. Det er da også logisk, at John Ulsteds kunder vil finde det noget sjovere og mere behageligt at køre i en dumper, der er rigtig godt udstyret”, vurderer distriktschef Brian Løjngaard.

Netop 912-dumperen er blandt Hydremas storsællerter, og modellen blev voldsomt opgraderet så sent som i efteråret. Det blev til langt mere end en standard-justering, da teknikerne hos Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner gik i gang. Foruden opdatering af motoren til de nyeste emissionskrav, gav fabrikken også komfort, servicering og hele motorrummet en overhaling. Maskinen kan således køre på den 100 procent biologiske HVO-diesel, og for at sikre renest mulige udstødning, har 912’eren partikelfilter og bruger AdBlue.

 

Mere til private

Også Kim Damgaard fra Dansk Maskincenter i Jelling fik gang i ordreblokken, da han lagde vejen omkring HJ Udlejning. Her tager John Ulsted nu hul på sin tredje sæson på den nye adresse på Hagelskærvej i den nordvestlige udkant af byen efter en årrække med HJ Udlejning i mere indeklemte forhold inde i Ikast.

”Efter flytningen har vi fået mulighed for også at være bemandet hele tiden, og det åbner for mere udlejning til private. Dermed har vi også fået flere mindre maskiner, så HJ Udlejning nu spænder fra mindre havefræsere til 30 tons gravemaskiner. Vi har øget maskinparken på alle typer maskiner, og Dansk Maskincenter har så leveret både en Giant minilæsser og komprimeringsmaskiner fra Husqvarna. Dels en råjordskompaktor med fjernbetjening og dels en tungere pladevibrator”, fortæller John Ulsted.

”Den hollandske Giant-minilæsser G2700 er kendt som noget af en vægtløfter. Den har lavt tårn og er meget kompakt, og maskinen løfter nemt en palle Herregårdssten”, fortæller sælger Kim Damgaard.

Dansk Maskincenter er ny forhandler for den svenske maskinproducent Husqvarna, som har en speciel construction-gren med maskiner til det professionelle segment. Herfra kommer HJ Udlejnings nye knækstyrede råjordskompaktor LB9508 med radiostyring. Det samme gør den 500 kg tunge pladevibrator Husqvarna LG504, som er udstyret med el-start og har tre hastigheder.

 

Her køres Ferrari

Udlejningsfirmaet har også fået en sending italienske Ferrari-maskiner fra Sønderup Maskinhandel, som er dansk importør af grejet fra støvlelandet med det hurtigtklingende navn.

”Vi har skiftet en del fræsere og traktorer og har fået tre nye walk behind-fræsere, en knækstyret traktor og en ny såmaskine. Tillige har vi købt en fræser med stennedlægger til at køre sammen med traktoren. Fra Volvo kommer der to nye gummigeder – en L60H og en L90H. Og så har vi udvidet med Cat-gravemaskiner med 2D- og 3D-GPS-udstyr”, forklarer den midtjyske udlejer.

 

Derfor HJ

Det var i 2002, John Ulsted lejede sine første maskiner ud sammen med sin bror, Henrik. Brødrenes forbogstaver gav det logiske navn HJ Udlejning. Henrik trak sig siden ud af firmaet, hvorefter John Ulsted kørte solo. I virkeligheden er det dog en bekendt af brødrene, der er årsag til, at der i dag lejes små, større og store maskiner ud til entreprenørbranchen fra Hagelskærvej.

Det kneb nemlig for den bekendte at finansiere indkøb af maskiner til en ny entreprenørforretning. Derfor skabte John Ulsted og hans bror firmaet, hvor den nye entreprenør kunne leje sig til maskinerne i stedet for at købe. Det blev hurtigt til flere maskiner og flere lejere, og i dag rummer HJ Udlejnings maskinliste såvel  dumpere som gravemaskiner, gummigeder, tromler, rendegravere, minilæssere, minigravere og et bredt sortiment af småmaskiner.

  

Billedtekster:

1.

Udlejer John Ulsted (til venstre) og Hydrema-distriktschef Brian Løjngaard giver hånd på tre funklende nye 912GS-dumpere og en enkelt af ”de gamle”. I corona-tidsalderen naturligvis med grundig afspritning af poterne både før og efter.

2.

En glad og tilpas John Ulsted foran de nye Hydrema-dumpere, som er udstyret efter alle kunstens regler.

3.

En ny Giant G2700 er også rullet ind i udlejningsflåden i Ikast. Sælger Kim Damgaard fra Dansk Maskincenter (bag maskinen) tog sig af leveringen til John Ulsted.

4.

Kompakteringsgrej fra svenske Husqvarne er nu også på udlejningslisten hos HJ Udlejning. Sælgere Kim Damgaard fra Dansk Maskincenter i Jelling står ved 500 kg pladevibratoren LG504 og John Ulsted ved den knækstyrede råjordskompaktør LB9508.

5.

John Ulsted får lidt fif omkring den radiostyrede fjernbetjening til råjordskompaktoren Husqvarna LB9508 af sælger Kim Damgaard.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk