Mindre i tanken – mere op af grusgraven med ny maskine

24-05-2018
Del artikel på



Ny Liebherr-slæbeskovlsmaskine vil forøge produktionen med 70-80 procent i forhold til forgængeren hos Freiberg Gruppen

Der er udsigt til væsentlig større mængder materialer op af grusgraven og samtidig væsentlig mindre forsyninger af brændstof hos virksomheden Freiberg Gruppen i Tønder. En ny Liebherr-slæbeskovlsmaskine i 130 tons-klassen sikrer voldsomt mere effektivitet end sin forgænger på posten. Samtidig er den nøjsom. Den nye maskine kræver under den halve mængde i dieseltanken.

”Vi forventer, at den nye Liebherr HS 8130 HD kan hente 70-80 procent mere op, end den maskine, den erstatter. Samtidig med at vi har anskaffet den nye maskine, har vi nemlig også udvidet med et produktionsanlæg mere. Det betyder, at Liebherr-maskinen kommer til at køre på fuld tid. Det gjorde dens forgænger ikke”, fortæller direktør og indehaver Hans Christian Freiberg hos virksomheden Freiberg i Tønder.

HS 8130 HD afløser en anden Liebherr-slæbeskovlsmaskine i Freibergs grusgrav ved Rødekro. Nemlig en HS 875 HD. Men litertælleren kommer altså til at rulle betragteligt mindre, når den nye wire-gravemaskine skal holdes forsynet med brændstof.

 

Ekstrem besparelse

”Vi opnår mere end en halvering af dieselforbruget med den nye maskine. Hvor den gamle maskine typisk bruge omkring 70 liter i timen, kommer vi ned på mellem 30 og 35 liter med den nye. Vi opnår altså både en meget markant produktionsforøgelse og samtidig en næsten ekstrem besparelse på brændstoffet. Jeg har naturligvis regnet på, hvad det betyder i forhold til nyanskaffelsen af maskinen. Brændstofbesparelsen forrenter 35-40 procent af maskinen”, siger Hans Christian Freiberg.

Der er logik bag den kraftige reduktion i de dyre dråber til det nye maskineri, fortæller produktchef Jan Eggert hos den danske Liebherr-importør, JMM-Group, som har leveret den nye maskine til Freiberg Gruppen. I øvrigt den første slæbeskovlsmaskine i den størrelse, som JMM-Group leverer i Danmark.

 

Tilpassede motorer

”Gennem en årrække har der været en løbende tendens med stigende brændstofpriser, og det har naturligvis fået producenterne til at finde nye muligheder. Her har Liebherr lagt sig i klar førerposition med fokus på brændstofforbruget. Det er en kæmpe fordel, at Liebherr selv laver motorerne. Dermed er de nemlig designet og tilpasset præcist til maskinerne, de anvendes i”, forklarer Jan Eggert.

”Liebherr producerer en meget stor del af maskinerne selv. Det giver en værdifuld uafhængighed, fordi fabrikken selv er herre over leverancerne. Det har også stor betydning for, at vi kan levere optimal service og garantere reservedele til de enkelte maskiner rigtig mange år fremover”, siger produktchef Jan Eggert hos JMM-Group.

 

25 års jubilæum

Grusgraven ved Røde Kro er en af tre grusgrave, der er en del af Freiberg Gruppen. Råstofferne tegner sig for omkring 40 procent af omsætningen i virksomheden, hvor entreprenørdelen med jord-, kloak- og belægningsarbejde og ikke mindst vejarbejder stadig fylder mest. Offentlige opgaver med vejanlæg udgør en stor del af aktiviteten på entreprenørfronten.

”Tidligere har vi også haft transportvirksomhed, men vi erkendte, at det ikke var det, vi var bedst til. Derfor solgte vi vognmandsdelen fra i 2016. Der er også den gevinst ved frasalget, at vi ikke risikerer at konkurrere med vore vognmandskunder, der henter råstoffer i grusgravene”, siger Hans Christian Freiberg.

Selv om han kun har rundet de 38 år på den personlige timetæller, har Tønder-entreprenøren et kvart århundredes erfaring i branchen. Han startede som arbejdsdreng som 13-årig og har dermed netop fejret 25 års jubilæum i den virksomhed, som han overtog efter sin far og onkel.

 

Generationsskifte

Det var brødrene Hans og Kurt Freiberg, der støbte grunden til firmaet i 1981. Logisk nok under navnet Brdr. Freiberg I/S. 15 år senere delte brødrene firmaet op i entreprenørdelen med Hans Freiberg som direktør og dels grusgravene og dels vognmandsforretningen med Kurt Freiberg i spidsen. Dengang var Hans Christian Freiberg ansat i entreprenørforretningen som projektleder.

I 2006 blev Hans Christian Freiberg medejer af firmaet, som samtidig justerede navnet en anelse til simpelthen Freiberg A/S. Dermed var første skridt til et generationsskifte taget, og i 2009 overtog Hans Christian Freiberg resten af aktieposten i entreprenørforretningen.

 

Tre grusgrave

I 2013 kom også Brdr. Freiberg Grusgrave A/S og den nu frasolgte Brdr. Freiberg Vognmandsforretning A/S med under koncernen Freiberg Gruppen.

Foruden grusgraven ved Rødekro, ejer Freiberg Gruppen også Uge Grusgrav ved Tinglev og Visby Grusgrav ved Tønder. Produktionen omfatter gængse produkter til asfalt- og betonproduktion samt materialer til byggeindustrien. Og der er godt gang i markedet, fortæller Hans Christian Freiberg.

”Det er også baggrunden for, at det simpelthen var nødvendigt for os at få en slæbeskovlsmaskine med væsentligt højere kapacitet. Så er det jo dejligt, at den nye Liebherr HS 8130 HD tillige bruger mindre end halvdelen af det brændstof, som dens forgænger krævede”, siger den sønderjyske entreprenør.

 

Billedtekster:

 

1.

Den nye Liebherr HS 8130 HD har øget produktiviteten med 70-80 procent i forhold til sin forgænger. Samtidig bruger den nye slæbeskovlsmaskine mindre end det halve brændstof.

 

2.

130 tons højeffektiv maskine klar til at tage fat i grusgraven ved Rødekro.

 

3.

Kim Christensen er fast mand i kabinen på den nye Liebherr-slæbeskovlsmaskine.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk