Artikel fra august 2018
Læs hele avisen

Montør havde vigtig rolle da maskinfører skiftede mærke

24-08-2018
Del artikel på




Vestjysk entreprenørfirma har fast arbejde til ny hybrid Komatsu-gravemaskine

Maskinførere er ikke sådan et rykke ud af deres vante omgivelser og det maskinmærke, de nu kender. Ikke desto mindre lykkedes det for Jørgen Astrup, som ejer entreprenørvirksomheden Stauning Maskinstation sammen med sin bror, Henrik, og sønnen Kenneth. Nemlig da maskinfører Jesper Frost med en årrække i sædet på en gravemaskine af andet mærke, trængte til nye hestekræfter.

Montør Finn Iversen hos den danske Komatsu-importør Scantruck fik en vigtig rolle i mærke-skiftet. Han tager sig næsten fast af al service på den ganske store flåde af Komatsu-maskiner hos Stauning Maskinstation. Og det er hævet over enhver tvivl, at den gensidige forståelse mellem servicemand, entreprenør og maskinførere spiller en vigtig rolle, når der købes nye maskiner, vurderer produktchef Kasper Vissing hos Scantruck.

”Som montør kender Finn Iversen alle Komatsu-maskinerne hos Stauning Maskinstation, og ikke mindst kender han de forskellige maskinføreres ønsker og præferencer. Det giver naturligvis de bedste muligheder for at ramme præcis den service, der er helt optimal også for den enkelte maskine”, siger Kasper Vissing.

Så da Finn Iversen mente, at hybrid-gravemaskinen HB365LC-3 var rigtig for den erfarne maskinfører, og mester mente det samme, så skiftede Jesper Frost til Komatsu.

 

Lynhurtig krøjning

”Jesper er en særdeles dygtig maskinfører. Han kan godt mærke, når en maskine krøjer lynhurtigt, effektiviteten er væsentligt højere, og skiftet mellem el og hydraulik overhovedet ikke er mærkbart. Så nu er det Jesper og Komatsu HB365LC-3 hybridgraver”, konstaterer Jørgen Astrup.

Den nye hybridgraver med Jesper Frost i kabinen er på fast arbejde på et stort areal ved Nordre Ringvej i Ringkøbing, hvor entreprenørfirmaet Hansen & Larsen er i fuld gang med at opføre det gigantiske oplevelsescenter Naturkraft. Hele det vidensbaserede oplevelsesunivers skal være færdigt til påsken 2020, og indtil da vil den nye Komatsu være stationeret der.

”Vi har adskillige Komatsu-maskiner i sving ved Naturkraft, hvor de skal flytte omkring 300.000 kubikmeter jord. Det klarer vi for Hansen & Larsen, som har hovedentreprisen på projektet”, siger Jørgen Astrup.

Når han nævner, at adskillige Komatsu-maskiner er sat ind på kæmpeprojektet ved Ringkøbing, er det ingen overdrivelse. Stauning Maskinstation råder da også over en gedigen bestand af de gule japanere. Senest har maskinstationen hentet både hybridgraveren HB365LC-3 og en WA270-7 gummihjulslæsser hos Scantruck i Skive. Dermed står der Komatsu på seks gummihjulslæssere, fem gravemaskiner, to dumpere og to dozere, som begge er med intelligent maskinstyring.

 

Hybrid og intelligens på messe

Komatsu HB365LC-3 var også i front, da Scantruck noterede sig en forrygende entreprenørmesse i Herning. Her havde Scantruck-folkene lejlighed til blandt andet at fortælle om hybrid-erfaringerne fra Stauning, hvor Jørgen Astrup har noteret sig, at maskinen producerer lige så meget som større gravemaskiner.

E&H 2018 gav også Scantruck anledning til at bringe firmaets IMC-folk i fokus. IMC betegner Intelligent Machine Control, hvor Komatsu har sat sig i front. Scantruck har derfor etableret en egentlig IMC-afdeling, så firmaet har den optimale kompetence og ekspertise indenhus. To top-intelligente maskiner boltrede sig på E&H-standen, nemlig gravemaskinen PC210LCI-11 og dozeren D65PXI-18.

Scantruck solgte i øvrigt maskiner af ikke færre end fem importmærker på messen. 

Billedtekster:

1.

Maskinfører Jesper Frost (til højre) og entreprenør Jørgen Astrup ved den nye Komatsu HB365LC-3 hybridgravemaskine. Jesper Frost har i øvrigt 40 års jubilæum hos Stauning Maskinstation i år.

2.

Stauning Maskinstation har en større flåde af Komatsu-maskiner, og mange af dem er i sving ved det store Naturkraft-projekt ved Ringkøbing. Her skal Stauning-firmaet flytte omkring 300.000 kubikmeter jord.

3.

Hybridgraveren Komatsu HB365LC-3 markerede sig også positivt på Scantrucks demo-areal på E&H.

4.

Dozeren D65PXI-18 gav prøver på intelligent maskinkontrol på entreprenørmessen i Herning.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk