Næste generation på plads efter 25 opløftende år

14-06-2019
Del artikel på






Specialet er løfte- og håndteringsgrej hos Asp Produktudvikling i Aars, hvor grundlæggeren nu er ansat af lærlingen

Den ungdommelige galskab kan ind imellem gå lidt for vidt hos virksomheden Asp Produktudvikling i Aars i Vesthimmerland. Så må indehaver Simon Sørensen lige ind og markere over for manden, der har lagt navn til firmaet. Selv om Asp Produktudvikling i år har eksisteret i 25 år, er grundlaget nemlig helt uændret: 63-årige Vagn Asp fungerer fortsat som en gensplejsning af Georg Gearløs og Ole Opfinder.

”Det er Vagn, der nogle gange kommer med de skøre ideer. Jeg er somme tider nødt til at dæmpe ham, så det også bliver realistisk”, fortæller 25-årige Simon Sørensen.

Nu har ungdommen overtaget 60 procent af aktierne, mens grundlæggeren nøjes med de resterende 40. Tanken er, at Simon Sørensen overtager Asp Produktudvikling rub og stub, når Vagn Asp fylder 65. Men indtil videre løfter de i en flok på to, og specialet er fortsat løfte- og håndteringsgrej af vidt forskellige typer.

Det er tre år siden, Simon Sørensen blev medejer af virksomheden. Han fuldendte sin uddannelse som klejnsmed i 2014. Næste år runder han 10 år i firmaet, hvor han og Vagn Asp har fordelt rollerne på bedste vis: Simon Sørensen er direktør og har det store overblik og sørger for at komme rundt til kunderne og få en snak. Han har ikke noget imod at tage en tjans med kontorarbejdet. Det har Vagn Asp til gengæld. Han stortrives på værkstedet, så det er dér han opholder sig mest.

”Jeg sætter stor pris på at kunne lede virksomheden på bedst mulig måde og udvikle medarbejderne, så vores kunder fortsat kan føle sig trygge, når de lander deres opgave hos os. Derfor har jeg også brugt en del tid på en camp, hvor hovedtemaet er ledelse, organisering og vækst. Her kan jeg styrke mine ledelsesmæssige kompetencer og få en masse sparring med andre ejerledere fra vidt forskellige brancher”, siger Simon Sørensen.

 

Godt team

Foruden de to indehavere, består mandskabslisten af yderligere tre. Nemlig to lærlinge og en medarbejder der stammer fra Syrien, og som kom i jobtræning hos Asp Produktudvikling for fire år siden. Det gik helt eminent, så han blev fastansat til at komme to dage hver uge, hvor han laver al el-styring på produkterne samt el-boksene til styringerne. De øvrige dage arbejder han i et andet firma.

”Vi er et rigtig godt team med en god holdånd. Ind imellem er der behov for, at vi tager et ekstra nap. Det finder vi ud af uden problemer. Vi tager de timer, der skal til”, siger Simon Sørensen.

Sådan har det også været for Vagn Asp, siden han startede firmaet i 1994.

”Nu skal jeg også snart ned på fuld tid”, fastslår han med et smil.

 

Tæt samarbejde

”Det handler om, at produkterne skal være funktionsklare, når vi slipper dem. Gennemtestede og brugervenlige løsninger til kunderne. Derfor sker udviklingen af nye produkter som regel i et tæt samarbejde med kunden. Så kan vi lave brugertilpassede løsninger, som efterfølgende gerne må glide ind i vores produktprogram. Selv om vi har udviklet et produkt til én kunde, kan det måske også bruges af andre”, siger Vagn Asp.

Hvor mange projekter, der er kommet rigtigt ud under tænkehatten i årenes løb, har han ikke tal på.

”I øjeblikket har vi vel 30-40 forskellige produkter. Vi gør mest i kraner og løftegrej i det hele taget. Store ladkraner har vi i syv modeller, og dertil kommer forskelligt udstyr til kranerne. Det hele bliver mere og mere elektrisk, og det betyder, at vi kan lave mange forskellige løsninger i mange prisklasser. Stort set alle produkterne kan løbende opdateres til mere avancerede løsninger”, fortæller Simon Sørensen.

 

Ordre onsdag – levering fredag

”Vi arbejder meget med hydrauliske vakuum-løsninger til entreprenører og kloakfolk. Det bliver løbende til mange nicheprodukter, men vi har jo også en grundproduktion af kraner, hvor sæsonen faktisk er hele året. Vi har netop klaret en ordre på 15 ladkraner til en ladopbygger. Vi fik ordren en onsdag middag. Fredag sendte vi de første ti kraner afsted, og de øvrige fulgte tirsdag og onsdag. Vi har alle komponenterne liggende klar og skal bare samle. Det er helt afgørende, at vi kan reagere hurtigt. Kunden vil altid gerne have haft varen i går”, siger Simon Sørensen.

Normalt produceres der 40 kran-karosserier ad gangen på fabrikken i Aars. De lægges på lager og er så klar, når kunderne ringer.

”Totalt kører der i omegnen af 5000 kraner fra Asp rundt om i Danmark. Og der kommer hele tiden flere til. Sidste år øgede vi omsætningen med 30 procent til næsten fem millioner. I øjeblikket holder vi fint omsætningen fra sidste år. Vi sender flere kraner ud end nogensinde tidligere, og mange gode udviklingsprojekter er lykkedes for os”, fortæller Simon Sørensen.

 

Ny by - nye lokaler

Efter altid at have haft adresse sydvest for Nibe, er Asp Produktudviklingen for kort tid siden rykket 15 kilometer stik syd til nyindrettede lokaler i Aars. Det er af praktiske årsager og som en slags fremtidssikring. Den kommende eneejer af virksomheden, Simon Sørensen, er født og opvokset i Aars og er i fuld gang med at bygge nyt hus i byen sammen med sin kæreste.

”Vi overtog en ny bygning på Tolstrup Byvej den 1. august i fjor, og så brugte vi nogle måneder på at gå og indrette den til vores formål og komme på plads. Nu har vi 420 kvadratmeter med smedeværksted, samleafdeling, lager- og montagehal og kontor”, konstaterer Simon Sørensen.

 

Billedtekster:

1.

Der er fuld gang i lastbilkranerne hos Asp Produktudvikling i Aars. Her de to indehavere i gang med en montering. Til højre Vagn Asp og til venstre Simon Sørensen.

2.

Vagn Asp og Simon Sørensen er kommet godt på plads i det nye domicil i Aars.

3.

Simon Sørensen har ikke noget imod kontorarbejde ind imellem. Det følger også naturligt med positionen som direktør for virksomheden.

4.

Simon Sørensen med en elektrisk vakuumløfter til kloakdæksler og fliser. Et af de nyere produkter fra Asp Produktudvikling.

5.

Vagn Asp får en snak med Annika Andersen på værkstedet. Hun er i voksenlære som klejnsmed, efter først at være uddannet inden for lager og logistik.

6.

Det er nemt at løfte et betondæksel, bare man har det rigtige grej, viser Simon Sørensen. Mange både entreprenører, kloakmestre og anlægsgartnere bruger vakuumløfterne fra Asp Produktudvikling.   

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk