Artikel fra oktober 2022
Læs hele avisen

Nomaco med strøm på to nye køretøjer

21-10-2022
Del artikel på




Elektrisk redskabsbærer med innovationspris og koreansk transporter præsenteret på Maskiner under Broen

To nye, elektriske køretøjer er rullet ind hos maskinfirmaet Nomaco i Kastrup. Den ene af dem satte sig på tredjepladsen i dysten om brancheforeningen Maskinleverandørernes Innovationspris. Nemlig den fuldelektriske redskabsbærer KAAR, som fik flotte ord fra dommerpanelet.

”Det er helt unikt at se en gennemelektrisk redskabsbærer, som har en meget interessant pris og samtidig den største lasteevne af de deltagende redskabsbærere i konkurrencen”, lød det.

Kåringen faldt naturligvis i god jord hos Nomaco-direktør Benny Svenningsen.

 

Verdens første

”Det er verdens første typegodkendte el-traktor/redskabsbærer under kategori T-2, og her er den bygget op med varmvandsanlæg og kører ren el, også på opvarmningen. Men den kan også udstyres med sneplov og kost og har en lasteevne på 1,5 tons, hvilket næsten ingen andre har”, forklarer Benny Svenningsen.

”Introprisen på selve køreenheden er kun 500.000 kr. hvor andre ligger op til en million. Den kommer med 9 kWh, men det kan udvides fem gange, og så har du en rækkevidde på 200 kilometer. Og der er mulighed for at putte en saltspreder bagpå og V-plov foran. Så har man en fuldelektrisk og anvendelig redskabsbærer, som ikke behøver koste mere end 700.000-800.000 kr. plus lidt redskaber,” siger Benny Svenningsen.

Svenningsen Senior, Niels Svenningsen, kunne med stor tilfredshed konstatere, at også det andet nye el-køretøj hos Nomaco til trak sig god opmærksomhed på messen.

 

El-transporter med skydedøre

”Jeg så den i oktober i fjor og har siden arbejdet på at få den til Danmark. Der er tale om koreansk transporter fra fabrikken DPECO. Bilen hedder Potro EV og har en rummelig kabine. Den er nemlig en anelse bredere end andre tilsvarende små el-biler. Og med skydedøre er det nemt at komme ind og ud, også hvor pladsen er begrænset”, forklarer Niels Svenningsen.

Koreaneren har elektrisk servostyring, ABS-bremser, elektriske ruder, varmeanlæg og aircondition, og airbag kan fås som tilvalg.

”Det tager fire-fem timer at lade bilen op, men den kan også fås med hurtigladning til 80 procent, som så kan klares på 40 minutter. Potro er faktisk bygget til at køre op til 70 km/t. Som motorredskab må den køre 40 km/t i Danmark”, siger Niels Svenningsen.

 

Billedtekster:

1.

Nomaco-direktør Benny Svenningsen kunne glæde sig over en innovationspris til den elektriske redskabsbærere KAAR.

2.

På Maskiner under Broen havde Nomaco forsynet den nye redskabsbærer med et varmtvandsanlæg fra Oeliatec. Den kan også forsynes med for eksempel en saltspreder og en V-plov.

3.

Niels Svenningsen opdagede den sydkoreanske transporter Potro fra fabrikken DPECO for et lille års tid siden. Nu har han bragt den til Danmark.

4.

Skydedørene gør det nemt at komme ind og ud af den koreanske el-bil, viser Niels Svenningsen.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk