Artikel fra august 2018
Læs hele avisen

Nu kvitteres der under broen

21-08-2018
Del artikel på



Afviklingen af messen for to år siden tiltaler mange, og nu er der belønning i form af succes på forhånd, mener formanden

Antallet af solgte stande til messen Maskiner under Broen ved Middelfart den 22. og 23. august rundede forleden de 100. En procentvis voldsom stigning i forhold til debuten for to år siden, da udstillingen have 68 firmaer på plads til at vise, hvad de har at byde på til specielt den grønne sektor. Formanden for såvel messeudvalget som for brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg, direktør Niels Kirkegaard, GMR Maskiner A/S, er ikke i tvivl om, at rygtet er løbet:

”Afviklingen af messen sidste gang tiltaler mange. Udstillingspladsen under Lillebæltsbroen er helt ideel. Dels egner en udendørs messe sig fantastisk godt for de ting, vi nu står med i branchen. Dels byder Maskiner under Broen på brede gange mellem standene, gode tilkørselsforhold og en god og enkel logistik”, siger Niels Kirkegaard.

Derfor mener formanden, at branchen nu kvitterer for en god afvikling i første hug for to år siden. Belønningen falder i form af succes allerede før messen anno 2018 er skudt i gang.

 

Parallel til Have & Landskab

”Udstillingen er tænkt som en maskinmæssig parallel til Have & Landskab i Slagelse, som holdes på ulige årstal. Vi har så en messe ved Middelfart på lige årstal, som de jyske og fynske kunder har nem adgang til. Og selv om det altså kun er anden gang, vi afvikler messen, kan man godt tale om, at en del besøgende allerede har gjort det til tradition at skulle en tur under broen hver andet år”, vurderer Niels Kirkegaard.

”Maskiner under Broen er resultatet af en tiltagende efterspørgsel fra udstillerside om et arrangement, der er knapt så dyrt som andre. Den var tænkt som en lavbudget messe, og det er den egentlig også fortsat. Vi holder os dog ikke tilbage hverken med markedsføring eller med service overfor gæsterne, og jeg tror, at den uhøjtidelige form kombineret med et professionelt set up tiltaler mange i maskinbranchen”, siger messeformand Niels Kirkegaard.

Da udstillerantallet rundede de 100, var der tale om præcis fire gange så mange udstillere på Maskiner under Broen, som Niels Kirkegaard har medlemmer i Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg. En helt aktuel optælling fortæller om en medlemsflok på 25 maskinfirmaer, men formanden afviser at benytte messen som en platform for hvervning af flere medlemmer.

 

Ikke en reklamesøjle

”Maskiner under Broen er en god anledning for Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg til at gøre opmærksom på, hvad vi er for en forening. Men vi skal ikke gå ud i en aktiv markedsføring og benytte messen som reklamesøjle for Maskinleverandørerne. Vi har fokus på messens besøgende, og det er messen, det handler om. Hvis nogen så kan tænke sig at komme tættere på brancheforeningen, er vi naturligvis altid klar til en dialog”, siger Niels Kirkegaard.

Et og andet tyder på, at Maskinleverandørerne har gjort en del rigtigt i forhold til Maskiner under Broen. Selv vejrprognoserne tegner lovende for den 22. og 23. august.

”Vejrmæssigt er det nok svært at leve op til sidste gang, da vejret var helt forrygende. Hvis jeg kan bestille, vil jeg gerne have temperaturer omkring 18 til 20 grader og let overskyet”, siger Niels Kirkegaard.

Vejrguderne er i fuld gang med at behandle formandens bestilling, og udsigten for de to dage siger i skrivende stund 24 grader ved Middelfart på åbningsdagen og 22 grader på andendagen. Mest overskyet begge dage. Og kun risiko for vand fra oven i begrænset mængde. Hovedparten af den smule regn, der forudses at kunne komme, vil ramme grønsværen under broen i nattetimerne.

 

Knopperne forrest

Indtil videre er udsigterne for formandens førlighed under messen også gode. Men det var de også op til premieren på Maskiner under Broen i 2016, da Niels Kirkegaard så alligevel måtte færdes rundt for absolut nedsat tempo og med krykker.

”Jeg spiller fodbold en gang eller to om ugen sammen med en flok andre ikke helt unge knægte på Grejsdalens IKs senior old boys-hold. Lige før messen fik jeg en slem tackling med knopperne forrest, og det kostede så operation af den ene ankel. Jeg har absolut ikke for vane at blive skadet, men det kan jo ske. Og jo, jeg skal ud at spille fodbold igen inden Maskiner under Broen”.

Billedtekster:

1.

Det tegner til succes for anden runde af Maskiner under Broen, når det går løs den 22. og 23. august. Udstillerantallet har rundet de magiske 100 mod 68 ved premieren for to år siden.

2.

Niels Kirkegaard, formand for Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg, måtte have krykkerne til hjælp for at komme rundt på messen i 2016. En tackling med knopperne forrest i en senior old boys-fodboldkamp krævede operation af højre ankel.

3.

De brede, næsten boulevardagtige gange sikrer god og problemfri færdsel for de besøgende på Maskiner under Broen.

Læs mere på
mmm-online.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk