Ny Komatsu-gravemaskine får europæisk debut i Skive

26-12-2019
Del artikel på



Tys-tys om hvad det konkret er, som Scantruck kan præsentere først af alle på udstillingen ScanMek i januar

Den 12. i rækken af Scantrucks egne maskinudstillinger, ScanMek, omgærdes på forhånd af hemmelighedskræmmeri. Sædvanligvis vil maskinfirmaet hjertens gerne fortælle på forhånd, hvad der er i vente for de normalt omkring 5000 gæster, der kigger ind i hovedkvarteret i Skive på de to ScanMek-dage. Forud for 2020-udgaven fredag den 17. og lørdag den 18. januar, er det imidlertid omsonst at trænge produktchef Kasper Vissing op i en krog.

”Jamen, jeg véd altså kun, at der er tale om en storebror til 23 tons-gravemaskinen Komatsu PC210LCI-11. Dermed véd vi dog også, at der er tale om en ny maskine med integreret maskinstyring. Og så har Komatsu i øvrigt lagt låg på resten. Så vi må vente og se, hvad det er, der dukker op. Men ifølge Komatsu bliver ScanMek 2020 det første sted, den nye maskine vises i Europa”, siger produktchefen.

Mindre hemmelig er en anden nyhed, som Scantruck præsenterer på ScanMek i januar. Nemlig gummihjulslæsseren Komatsu WA475-10, som der er spejdet efter med store forventninger, siden Komatsu viste den på Bauma i München i april.

 

Ny læsser klar

”Ofte går der ganske længe, fra en maskine præsenteres som brandvarm nyhed på Bauma, til den lanceres i det virkelige liv. Sådan også med WA475-10, som Komatsu er klar til at lancere nu. Mange så jo maskinen i München, og det har skabt en vis utålmodighed. De første kunder har da også stået og trippet, og nu er den 26 tons tunge læsser med 291 hk her så. Den får helt klart en fremtrædende rolle på ScanMek”, fortæller Kasper Vissing.

Der var et Kinder-æg gemt i den nye WA475-10, da den blev vist frem på Bauma: Hele tre ting, som kraftige har været med at nære forventningerne til maskinen.

”Dels har WA475-10 hydrostatisk-mekanisk transmission, som sikrer både markant lavere brændstofforbrug og samtidig højere produktivitet. Dels gør et nyt patenteret system transmission og bombevægelser helt uafhængige af hinanden. Det er det, Komatsu kalder variabel power-kontrol, og som sikrer fuld kraft på hydraulikken, uden at maskinføreren giver gas. Og endelig har Komatsu-konstruktørerne skabt en helt ny kabine, som både er større og voldsomt opdateret. Den effektive plads i kabinen er forøget med cirka 25 procent i forhold til tidligere”, forklarer produktchefen.

 

Fremtidsmaskine i nutid

Også fra det andet af Scantrucks to helt store mærker, Manitou, er der spændende nyt i vente. Der bliver lejlighed til at se og røre ved den nye bomlift Manitou 200ATJe Oxygen, som også var blandt de skoldhede nyheder på Bauma. Dengang lanceret som futuristisk konceptmaskine. Nu er den eldrevne lift i serieproduktion hos Manitou og også klar til ScanMek.

Det samme bliver en ny lift fra den amerikanske saxlift-producent Global Machinery Group, som i det daglige forkorter sig selv til GMG. Maskinen GMG 6094-RT er klar til rollen som koncernens ny topmodel på det danske marked. Den byder på arbejdshøjde op til 20,1 meter og en kapacitet op til 540 kg.

 

Billedtekster:

1.

WA475-10 blev præsenteret som varm nyhed på Bauma i april. Dengang var den dog ikke klar til at sende ind i importørernes salgsudstillinger. Det er den nu, og gummihjulslæsseren er på forhånd sikret en af glansrollerne på ScanMek i januar.

2.

Key account manager Poul Erik Nielsen fik et første møde med den nye gummihjulslæsser Komatsu WA475-10 på Bauma. Nu kommer den hjem til Scantrucks egen maskinudstilling i Skive 

3.

Amerikanske GMG er også klar med en nyhed i form af en ny saxlift, som bliver den hidtil største GMG-lift i Scantruck-programmet.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk