Nye JCB-hjullæssere lige til lossepladsen

19-12-2019
Del artikel på

Tre maskiner i Wastemaster-serien opdateret og klar til de nye emissionskrav

Der ligger et omfattende arbejde bag at opdatere læssemaskiner til at imødekomme de nye Stage V-emissionskrav. JCBs teknikere har netop afsluttet opdateringen af en serie på tre maskiner. Det gik for så vidt helt efter planerne og ganske udmærket. Ikke desto mindre er læssemaskinerne lige til lossepladsen.

Opdateringerne gælder nemlig modellerne 427, 437 og 457 i JCSs Wastemaster-serie. Det er den, som JCB har skabt i særlige udgaver, som gør dem specielt egnede til arbejde på genbrugspladser.

Alle tre modeller er udstyret med Cummins-dieselmotorer, og en vigtig del af opgraderingen handler om, at der er fulgt øget motoreffekt, mindre emission og mindre brændstofforbrug med Stage V-statussen. Den største maskine, 457, har fået 24 heste flere i maskinrummet med en forøgelse fra 258 til nu 282 hk. Den mellemste af trekløveret har fået øget motorkraften fra 183 til 195 hk, og den mindste, 427’eren, er landet på 165 hk.

 

To power-modes

”Maskinerne har to power-modes, som maskinføreren kan vælge imellem, afhængig af hvilke opgaver, han skal løse. Når det gælder lettere opgaver, kan motorens ydelse reduceres, og dermed også forbruget af brændstof. De nye maskiner leveres også med femtrins Powershift-transmission som standard i stedet for den tidligere firetrins”, forklarer Thomas Frederiksen, der er administrationsansvarlig for salg og marketing hos den danske JCB-importør, Nicolaisen & Larsen.

En del af Wastemaster-konceptet er, at maskinernes sikkerhedsudstyr på en række områder matcher de specielle forhold, der kan være på genbrugspladser. Der er således mulighed for fartkontrol i områder, hvor det kan være nødvendigt. På listen over sikkerhedsgrej står også et tagmonteret kamera, der peger fremad. Nærhedssensorer advarer maskinføreren om eventuelle forhindringer og genstande tæt på læsseren.

 

Dæk til hårdt miljø

De opgraderede Wastemaster-læssere kan fås med forskellige dæktyper, der tager højde for kørsel i det ofte barske affaldsmiljø.

Thomas Frederiksen fortæller, at Nicolaisen & Larsen er leveringsdygtig i de nye gummihjulslæssere til lossepladsbrug. Lige som det er tilfældet med de nok så kendte 5CX Wastemaster-rendegravere, som også kunne hedde Fætter Højben. Rendegraverne har fire høje støtteben, som maskinen kan hæves op på, så det bliver ukompliceret for maskinføreren at arbejde ned i affaldspladsernes containere.  

 

Billedtekst: 

Ny JCB Wastemaster klar til indsats på genbrugspladsen – og til at matche de nye Stage V-miljøkrav.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk