Artikel fra september 2018
Læs hele avisen

Opbyggelige sønderjyder med speciale i asfalt og veje

14-10-2018
Del artikel på






Kudsk & Nissum i Vojens laver både asfaltopbygninger til lastbiler og kører selv asfalt for Arkil

Det er et godt tegn, når bageren er lidt trind. Det antyder, at han godt selv véd, hvordan kagerne skal smage for at være bedst. I bunden af Tingvejen i Vojens er det begrænset, hvor meget der bages. Til gengæld bygges der køretøjer op til at lave veje både af asfalt og grus. Og virksomheden Kudsk & Nissum gør andet og mere end at skrue specialopbygninger på lastvognschassiser. Firmaet har en lang tradition for også selv at arbejde med asfalt.

”Vi kører asfalt og lægger den også ud for Arkil, og i tidens løb har vi da lavet en del asfaltopbygninger”, fortæller Kudsk & Nissums nestor, Jørn Kudsk.

Tillige har Vojens-virksomheden også leveret asfaltudlæggere til andre entreprenører. Blandt andre har Munck Asfalt, J. P. Johansen i Kliplev, Knud Gertsen i Aarhus og Eigil Jensen i Billund købt udlæggergrej hos Kudsk & Nissum.

”Lige i øjeblikket har vi mere travlt med andre opbygninger end til asfalt. Vi fornemmer, at markedet simpelthen er ved at være mættet, måske for nogle år. Så laver vi stedet almindelige opbygninger af hejselad, tip og kran. Vi har netop fået en ny opgave for en midtjysk kommune, som skal bruge en afretter, som både fræser, lægger ud, tromler og fejer bagefter i én arbejdsgang. I dag handler alt arbejde jo om timer og mandskab, så når det hele kan gøres i ét hug, er det rationelt, og der er penge at spare”, siger Jørn Kudsks søn, Morten Kudsk, som i det daglige har tæt føling med opgaverne på værkstedet.

 

Mange specialopgaver

Nissum hedder John til fornavn. Han er medindehaver af firmaet og deler de 49 procent med Morten Kudsk, mens Jørn Kudsk har de 51 procent.

”Vi løser mange specialopgaver indenfor asfalt og vejservice. Blandt andet for materielgårde, hvor der ind mellem er rene Georg Gearløs-projekter, som nogle idérige og smarte medarbejdere udtænker. Entreprenørgården i Tinglev har meldt sig flere gange med om- og opbygninger, der umiddelbart virkede noget mystiske, men i sidste ende gav god mening. Så har vi klaret det rent praktiske med at få ideerne til at virke i praksis”, fortæller Jørn Kudsk.

I rollen som vognmands- og asfaltvirksomhed bliver det til rigtig mange opgaver for Arkil. Det er faktisk Kudsk & Nissums mandskab og køretøjer, der kører langt hovedparten af produktionen fra Arkils asfaltværk i Vojens ud. Totalt vurderer John Nissum, at firmaet kører omkring 100.000 tons asfalt ud for Arkil på årsbasis. Asfaltbilerne fra Kudsk og Nissum kommer rundt i hele det sydjyske område og ind imellem også på Fyn.

Asfalt, kartofler og gylle

Men vognmandsdelen af firmaet transporterer meget andet end asfalt. Også bortskaffelse af jord og affald og transport af betonelementer, stålspær, kartofler og gylle er opgaver, der løbende klares af Kudsk & Nissums flåde af køretøjer.

Hertil kommer en del blokvognstransport for entreprenører samt opgaver for såvel store som mindre kranbiler.

Vojens-virksomheden har ekspanderet på flere områder inden for de seneste år. For godt et par år siden rykkede Kudsk & Nissum også ind på Vejlevej i Kolding i en ny afdeling med seks medarbejdere på værkstedet. De laver ikke opbygninger, men beskæftiger sig udelukkende med service og reparationsopgaver.

Kudsk & Nissums hovedafdeling er tillige blevet forøget med ny nye medarbejdere, som firmaet har overtaget fra Lastas Nord i Toftlund. Kudsk & Nissum Kolding ApS er et selvstændigt datterselskab.

”Vi købte Nord Service af Lastas og overtog dermed deres servicekunder. Det er en aktivitet, der passer fint i vores koncept, og vi har så flyttet den til Vojens”, forklarer Jørn Kudsk.

 

Ro på

Med de nye i flokken har Kudsk & Nissum nu 63 medarbejdere, hvoraf 29 er chauffører.

”Vi maner hele tiden hinanden til ”ro på”. Men så dukker der pludselig nye muligheder op. Ved årsskiftet til 2016 købte vi hele området, hvor vi tidligere lejede os ind her på Tingvejen. Efterfølgende har vi bygget til værkstedet og administrationen, så vi i dag har 900 kvadratmeter smede- og opbygningsværksted samt 200 kvadratmeter administrationen.

Jørn og Morten Kudsk og John Nissum lægger ikke skjul på, at værkstedet med opbygninger af vidt forskellige lastbiler vejer tungt i hverdagens aktiviteter.

”Bilforhandlerne trækker meget. Vi har netop bygget seks træk op for MAN, og også de andre mærker som Volvo, Scania, Mercedes, DAG, Iveco og Renault melder sig løbende med opgaver. Samtidig med at vi løbende laver service på betonbilerne for Unicon.

I gennemsnit vurderer trekløveret i Vojens, at der ryger en opbygning ud fra værkstedet om ugen.


Billedtekster:

1.

To gange Kudsk og en Nissum. Fra venstre ved hovedkvarteret i Vojens er det Morten Kudsk, John Nissum og Jørn Kudsk.

2.

John Nissum og Jørn Kudsk får en snak med Lars Christensen, som er i gang med en opbygning på værkstedet 

3.

Morten Kudsk tjekker, at lygtekassen på en opbygning af en entreprenørlastbil er som den skal være.

4.

Tre indehavere på værkstedet i Vojens. Fra venstre er det Morten Kudsk, John Nissum og Jørn Kudsk.

5.

Et nye projekt ruller ud fra Kudsk & Nissum i Vojens. Her er det en asfaltudlægger, som Entreprenørgåden i Kliplev har justeret på, og som siden er gjort til virkeligheden på værkstedet i Vojens.

6.

Mange funktioner samlet på én bil. Det letter voldsomt, når der både kan fræses op, afrettes, tromles og fejes i én arbejdsgang.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk