Artikel fra april 2021
Læs hele avisen

P. Olesen gør klar til at klippe ned med 190 tons maskine

06-05-2021
Del artikel på


Det jyske nedrivningsfirma har bestilt Liebherrs allerstørste nedbrydningsmaskine

Der kommer for alvor vægt bag, når nedrivningsfirmaet P. Olesen A/S med adresse i Hovedgård ved Horsens fremover går i højden for at klippe ned. Hos den danske Liebherr-importør, Johs. Møllers Maskiner A/S har direktør Henrik Olesen bestilt det kun andet eksemplar af Liebherrs allerstørste nedbrydningsmaskine. Med 190 tons får den badevægten til at gå agurk.

”P. Olesen A/S har bestilt en Liebherr R980 Demolition, som nu bygges på Liebherrs fabrik i Colmar i Frankrig. R980 Demolition har en samlet kampvægt på cirka 180 tons og kan udstyres til at nå op i omkring 60 meters højde og pille bygninger ned”, forklarer produktchef Jan Eggert hos Johs. Møllers Maskiner A/S, som er dansk Liebherr-importør.

Han regner med, at maskinen vil være færdigbygget i begyndelsen af det nye år.

 

Klipper 50 meter oppe

Henrik Olesen har bestilt demolition-kæmpen med udstyr til at række 50 meter op og klippe ned med sakse på op til fire tons. Hvis hans maskinfører i kabinen ”kun” skal 41 meter op, kan han i stedet montere en fem tons-saks.

”Det bliver ikke hver dag, vi får brug for at klippe ned i 50 meters højde. Så meget arbejde har vi ikke deroppe. Men det forekommer da, at vi bryder blandt andet store kornsiloer ned, hvor maskinens lange rækkevidde vil komme helt til sin ret. I praksis får det måske større betydning, at den kan tage tungere grej med op i 36 til 40 meters højde, end vi er vant til”, siger Henrik Olesen.

Foruden at blive Danmarks største af sin art, bliver den kolossale Liebherr R980 Demolition også Nordens største. Det er også Liebherr, der sidder på den nuværende rekord. Den indehaves af en maskine, der klipper ned med 3,5 tons saks i 36 meters højde. Den ejes i øvrigt også af P. Olesen A/S.

Sikkerheden har høj prioritet i Hovedgård-firmaet, når mandskabet udfører det krævende nedbrydningsarbejde.

 

Størrelsen matcher opgaverne

”Det er vigtigt, at maskinføreren har en maskine, der størrelsesmæssigt mere end matcher opgaverne. Så har han mulighed for at klippe høje bygninger ned oppefra og ned med den ekstra sikkerhed, det giver. Samtidig kan maskinen holde en ordentlig afstand til bygningerne, når rækkevidden er så stor”, siger direktør Henrik Olesen.

P. Olesen har bestilt den nye maskine med arme i flere forskellige længder. Foruden at klippe med grej på tre tons helt oppe i 50 meters højde, giver det mulighed for at montere en kort arm og til gengæld bruge udstyr op til hele 15 tons. Og så er der i øvrigt mulighed for senere at købe endnu længere arm, så rækkevidden bliver helt op til 65 meter.

 

Billedtekster:

1.

Danskere på visit hos Liebherr i Colmar i Frankrig for at tage det allerførste eksemplar af Liebherr R980 Demolition i øjesyn. P. Olesen A/S får R980 Demolition nummer to. Fra venstre er det direktør Henrik Olesen, direktør Kenneth Olesen, maskinfører Martin Blaabjerg og firmaets nestor, direktør Jens Olesen.

2.

Den første 190-tonser till nedbrydning fra Liebherr-fabrikken i Colmar. Nu bygges der på nummer to, som sendes till Hovedgård i begyndelsen af et nye år.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk