På fairway under broen

19-03-2020
Del artikel på



Maskinleverandørerne styrker samarbejdet med greenkeepere og groundsmen

Det bliver måske ikke tre under par, men det bliver i hvert fald tre under broen, når brancheforeningen Maskinleverandørernes sektion Park, Vej & Anlæg den 26. og 27. august byder ind udstillingen Maskiner under Broen ved Middelfart. Det bliver tredje gang, der holdes grøn messe under Lillebæltsbroen, denne gang satser arrangøren på, at det bliver i et forstærket samarbejde med to andre foreninger. Nemlig greenkeeperne i Danish Greenkeepers Association og boldbanefolket i Groundsman Association Denmark.


Greenkeeperne deltog også i Maskiner under Broen for to år siden, da foreningen for første gang lagde sin egen udstilling DGA Demo til Middelfart. Nu melder også groundsman-foreningen sig under fanerne og broen. Det glæder formanden for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, Niels Kirkegaard.


”Der er mange fordele for alle parter. Eksempelvis har golfområdet mange andre opgaver end bare plænepleje. Også transport af jord, vedligehold af skråninger, klubhusets udeområder, belægninger, banens skovbryn og lignende kræver en masse udstyr og maskiner, som man ikke finder på en smal udstilling for én faggruppe. Så jeg kan love, at de grønne fagfolk ikke går glip af noget ved, at man har samlet alt på Maskiner under Broen. Man får mere til”, vurderer Niels Kirkegaard.

 

Videbegærlige fagfolk

Det bliver blandt andet udstillingens miniseminarer, som greenkeepere og groundsmen kommer til at præge. Seminarerne fokuserer på at give konkret vide til fagfolk på 45 minutter. Og de to medspillere er klar til at spille ind med bud på relevante emner.

Ikke mindst dræning, nye pesticidkrav, robotteknologi og naturligvis græspleje står højt på listen hos Danish Greenkeepers Associations formand, Jesper Kristensen, som selv er chefgreenkeeper i Værløse Golfklub.

”Hvis der er noget, som golfbanerne ikke kan undvære i disse år, så er det videbegærlige fagfolk, der har overblik over tidens overvældende mange muligheder indenfor maskiner og udstyr. Derfor opfordrer jeg også til, at man tager afsted så mange folk som overhovedet muligt”, siger Jesper Kristensen.

Selv tager han hele sin mandskabsstyrke fra Værløse med til Maskiner under Broen.

 

Maskiner frigiver timer

”Jo bedre maskinløsninger, man vælger, jo flere faglige timer frigiver man. Derfor har vi brug for at få det fulde overblik over mulighederne. Og det dur ikke at tage af sted blot én mand. Det er nødvendigt også at vide, hvad mandskabet mener om maskinerne”, siger greenkeeper-formanden.


Der bliver også solidt rykind fra entreprenørafdelingen i Kolding Kommune, hvor groundsman Knud Høeg Rasmussen er entrepriseleder. Han er tillige medlem af bestyrelsen for Groundsman Association Denmark.

”Det er jo ikke mig selv, som skal arbejde med disse maskiner. Det skal piloterne. Derfor skal de selvfølgelig med ud og undersøge udvalget. Og hvis vi slet ikke tog afsted, ville vi jo ikke have fingeren på pulsen af den rivende teknologiske udvikling, men ville måske bare ende med at købe fra den producent, som har den mest aggressive sælger,” siger Knud Høeg Rasmussen.

 

Brug for flere groundsmen

Efter Maskiner under Broen 2018 endte den kommunale afdeling i Kolding med at købe en pakke på fire maskiner. Knud Høeg Rasmussen fortæller, at han i år især er udfordret på to problematikker: Skråningspleje og muligheden for at klippe store arealer med ensartet, højt niveau.


Groundsman-foreningen satser på, at Maskiner under Broen også kan styrke foreningen. Der er nemlig for få groundsmen i Danmark, så foreningen er også på pletten for at sikre, at flere vælger den karrierevej.

”Groundsman-uddannelsen er ikke så gammel, men der er ingen tvivl om, at vi har løftet kvaliteten i fodbold-Danmark enormt i de seneste år. Vi mærker stor efterspørgsel efter den viden, som vi stiller til rådighed. Bedre baner giver bare bedre bold. Men for at man skal kunne lave bedre baner, er man nødt til at vide, hvad man skal gøre helt konkret. Og for at vide det skal man være bedre uddannet,” fortæller Knud Rasmussen.

 

 

Billedtekster:

 

1.

Niels Kirkegaard, formand for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, glæder sig over samarbejdet med både greenkeepere og groundsmen.

 

2.

Formanden for Danish Greenkeepers Associations, Jesper Kristensen, tager hele sit mandskab fra Værløse Golfklub med til Maskiner under Broen 2020.03.05

 

3.

2500 fagfolk passerede indgangsportalen til Maskiner under Broen i 2018. I år er der forventning om, at endnu flere dukker op i Middelfart. Også greenkeepere og groundsmen.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk