Artikel fra september 2018
Læs hele avisen

Pankas med øget omsætning på vej mod nye vækstmål

24-10-2018
Del artikel på




Koncernen rundede milliarden i 2017 efter godt år på udenlandske markeder

Intens konkurrence og et vådt dansk sommer- og efterår ramte de hjemlige aktiviteter for den danske vej- og asfaltvirksomhed Pankas. Det resulterede i, at det samlede resultat for 2017 blev 10,5 millioner kroner lavere end året forud. Til gengæld kan Pankas glæde sig over en særdeles flot performance på de udenlandske markeder, og med en omsætning på over en milliard kroner scorede koncernen 7,9 procent højere end i 2016.

Efter året med høj omsætning er den danske virksomhed godt på vej mod langsigtede vækstmål. Strategiske opkøb har grundlagt den familieejede koncerns ekspansion i Tyskland og Østeuropa. Koncernen er nu aktiv i otte lande og består af 22 virksomheder. Pankas’ forretning hviler på tre ben, hvor halvdelen af omsætningen bliver skabt i Tyskland, 30 procent i Danmark og de sidste 20 procent i Østeuropa.

 

Øgede aktiviteter

”Den høje omsætning i 2017 skyldes hovedsageligt en rigtig flot performance på de udenlandske markeder. Vi har opkøbt en tysk virksomhed og opdyrker nye områder såsom lufthavne. Samtidig har vi udvidet vores aktiviteter i Østeuropa”, forklarer Gert Lund Storgaard, der er økonomidirektør i Pankas.

Virksomheden fremstiller og anlægger en lang række forskellige typer af asfalt og vejbelægninger, såvel til motorveje som til den lille ejerforening, der måske ønsker ny asfalt i baggården. Endvidere er Pankas helt i front på teknikken remix, hvor de gamle vejbelægninger opvarmes direkte på vejen og blandet med en forholdsvis lille portion ny asfalt. Herefter udlægges og tromles det færdigblandede materiale, og det hele foregår i én arbejdsgang.

Pankas satser på at sikre yderligere vækst gennem mere eksport. Et historisk godt regnskab i 2015 i kombination med frugtbare fremtidsudsigter førte til en ny strategiplan for virksomheden i 2016. Her formulerede ejere og bestyrelse flere langsigtede mål, som blandt andet en årlig omsætning på 1,3 milliarder kroner, samt en østeuropæisk udvidelse.

 

De lange briller

”Som familieejet virksomhed har vi den luksus at kunne tage de lange briller på og lægge en solid plan, uden at træffe kortsigtede beslutninger for at tilfredsstille investorer. Vejen til at nå målene er asfalteret med en konstant udvikling af vores produkter samt en øget mobilisering af vores udstyr, så vi nemt kan flytte hen, hvor aktiviteten er. Samtidig skal vi sige nej til de allerstørste entrepriser og fokusere på de mindre og teknisk krævende opgaver”, siger Gert Lund Storgaard.

Foruden i Danmark og Tyskland, er Pankas i dag til stede i Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Ukraine. I de kommende år er planen at undersøge nye investeringsmuligheder i de EU-nære markeder.

Billedtekster:

1.

Gert Lund Storgaard – tilfreds med årsrapporten for 2017.

2.

Pankas rangerer blandt Danmarks førende asfalt- og belægningsvirksomheder med alle typer belægningsopgaver på menuen. Herunder også motorveje.

3.

Pankas er med i front, når det gælder remix, som er en mere bæredygtig metode til at renovere slidte veje. Eksisterende asfalt opvarmes og blandet med en lille portion ny asfalt. Derefter lægges blandingen og tromles, alt sammen i én arbejdsgang.

4.

Den danske vej- og asfaltvirksomhed siger nej til de allerstørste entrepriser og fokuserer i stedet på teknisk krævende opgaver.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk