Så er det nu. Det er Bauma-tid. Verdens største og førende entreprenørmesse lokker igen med store og små maskiner og en hel masse midt imellem. Der fløjtes ind til syv dages et eldorado af maskiner, materiel, grej og dippedutter i alle afskygninger. München er klar.
Fra mandag den 7. til søndag den 13. april går det løs i det gigantiske sydtyske messecenter, hvor menuen for en stor del af de forventede omkring 500.000 besøgende vil stå på Bratwurst und Fassbier. Antallet af danske fag- og branchefolk, der tager turen til Bauma, synes at vokse gang for gang.
Ved seneste Bauma for tre år siden havde messen 495.132 besøgende fra over 200 lande. De 3227 udstillere kom fra 60 forskellige lande.
Der bliver også talt dansk på en lang række af standene. Rigtig mange af de mange internationale udstillere, store som små, er også repræsenteret med danske importører, som sender folk af sted til deres respektive leverandører. Og Bauma er ikke blot verdens vigtigste udstillingsvindue for entreprenørbranchen. Sælgerne fra de danske firmaer tager slutsedler med til München i tilfælde af, at nogle af de danske besøgende skulle være i humør til en handel.
Engcon nemt at finde
Engcon Danmark er naturligvis også på plads på Bauma. Naturligvis, da både firmaet og den danske afdeling er blandt de virkelig stabile udstillere. Ikke alene har Engcon været fast på kæmpemessen i mange år. Men firmaet er også altid nemt at finde for de mange, der vil omkring, enten for en seriøs opdatering på de nyeste produkter, eller bare lige for at kigge.
”Vi svigter ikke Bauma, og vil holder samme placering på messen hver eneste gang. Vi kunne faktisk godt bruge en større stand, men i forhold til Bauma-organisationen giver det mere sikkerhed bare at sige ”det samme som sidst”. Derfor er vi igen-igen lige ved Indgang Øst, som rigtig mange gæster kommer ind ad”, fortæller salgschef Henrik Bolting.
Han og andre fra Engcon Danmarks salg og support er klar på standen hele ugen igennem.
”Der er sikkerhed for, at der tales dansk hos Engcon hver dag, hvor der vil være danske medarbejdere tilstede mellem klokken 11 og 14. Ellers er vores tyske og engelske kolleger også klar til en snak. Det er mit klare indtryk, at der for hver gang bliver flere og flere besøgende, der kommer for at blive opdateret. I år bliver det nok især på vores nye DC3-styresystem. Tiltrotatorsystemet ændres simpelthen fra den kendte 2-serie til den nye 3”, siger Henrik Bolting.
”Hele Bauma-ugen bliver der løbende demonstrationer af grejet på standen. Og så er vi jo i øvrigt så heldige, at vi også kan vise vores udstyr på andre stande rundt om på messen. Der kommer til at sidde Engcon på maskiner både hos Volvo, Hydrema, Develon, Kobelco, Komatsu, Hyundai og flere til”, siger den danske Engcon-chef.
10. gang for Jels-direktøren
Direktør Steen Aalling Hansen hos Jels Entreprenør Service pakker kufferten til et Bauma-jubilæum, når han drager til München til 2025-udgaven af den gigantiske maskinshow. En hastig optælling med hjælp fra 3-tabellen fortæller, at det er hans 10. Bauma.
”Jeg glæder mig da hver gang, for Bauma er jo noget helt specielt for maskinfolk. Og vi har faktisk selv danske agenturer for fire af udstillerne. Så jeg får nok nogle kilometer i benene for at nå og tilbage mellem firmaerne for at mødes med danske besøgende”, siger Steen Aalling Hansen.
Jels-chefen er dog ikke ene om udsigten til ømme stænger efter lange messedage i det sydtyske. Også andre folk fra Jels Entreprenør Service tager med til München, så opgaverne kan fordeles ud, og der kan være repræsentation hele ugen igennem.
”Jeg er sikker på, at der også denne gang bliver god aktivitet hos vores producenter. Når man tager på Bauma, sker det hver gang med aftaler med kunder, der vil komme forbi for en snak, og tillige får vi altid besøg af andre maskininteresserede, der véd, at Jels Entreprenør Service også er på plads. Erfaringen tilsiger også, at der nok er udsigt til handler”, fortæller Steen Aalling Hansen.
På forhånd satser Jels-direktøren på at trække en del kunder omkring tyske HKS, som producerer tiltrotatorer. Dem præsenterer firmaet en ny af model af med henblik på 35 tons gravemaskiner.
Tung nyhed for AP Maskiner
Bauma-forventningerne er ikke alene store, men også tunge hos direktør Henrik Hansen hos AP Maskiner Danmark.
”Der er tale om, at Atlas, som vi har dansk forhandling af, kommer med en ny model materialehåndterer i 60 tons klassen. Så det bliver stort, og jeg tager til München med aftaler med interesserede om at tage nyheden i øjesyn”, fortæller Henrik Hansen.
AP Maskiner med hovedafdeling i Haderslev og sjællandsk afdeling i Solrød Strand, startede oprindelig med at være dansk forhandler for hollandske AP Machinebouw, som producerer maskiner til planering, afretning og jordflytning. Henrik Hansen opkaldte sit firma efter producenten, og siden er AP Maskiner vokset med yderligere en række agenturer. Blandt dem altså også for materialehåndteringsmaskinerne fra Atlas.
Selv møder AP Machinebouw også op med en nyhed på Bauma. Fabrikken har udviklet en ny 3D-afretter, som præsenteres under i de største tænkelige rammer.
Tillige skal AP-direktøren også holde øje med yderligere et par af sine agenturer. Blandt andre Kinshofer med produktion af et bredt program i udstyr til gravemaskiner og andre materie. Kinshofer kan dårligt tillade sig ikke at være en del af Bauma. Fabrikken ligger blot en halv times kørsel syd for messearealet i München.
Scantruck med fem mærker
Scantruck A/S tager sig af en af de store danske repræsentationer på Bauma. Maskinfirmaet kan faktisk tage kunder og besøgende med rundt til ikke færre end fem importmærker i München.
”Vi er i højt beredskab i hele Bauma-ugen. Det er jo på Bauma, det allerstørste sker i vores branche. Det er i München, der virkelig er nyheder at se. Mange af de udstillende firmaer holder på nye produkter i halve år eller længere for at kunne præsentere dem netop på Bauma, og Scantruck har hele salgsteamet med på skift, så vi dækker alle vores mærker optimalt”, fortæller markedschef Dennis Faurby.
Scantruck-folkene har kigget ind bag kulisserne på forhånd og konstateret, af der faktisk kommer varme nyheder hos både Komatsu, Manitou, Sennebogen, Weycor og Platform Basket. En hel håndfuld producenter med adskillige håndfulde helt nye produkter og maskinnyheder.
”Vores forventninger til messen er selvsagt store. Den er trods alt verdens største af sin slags. Jeg tror da også på, at vi ugens løb både kommer til at møde masser af danske besøgende og nok også handle. Mange af vores kunder laver firmature til Bauma og kroner oplevelsen med også at lave aftale om, at der efterfølgende skal leveres maskiner”, forklarer markedschef Dennis Faurby.
Meldgaard har aftaler på plads
Meldgaard Handels afdelingschef, Klaus Meldgaard, forudser travlt Bauma-dage. Travlhed i firmaet med blandt andet en del kursusvirksomhed bevirker, at chefen er nødt til at tage alene til München, og han har en stribe aftaler med kunder på messen.
”Vi har agenturer for flere af de store producenter af maskiner til knusning, sortering og neddeling, så jeg kommer til at bevæge mig lidt rundt dernede. Dog regner jeg med at tilbringe mest tid hos det tyske firma Backer, som producerer stjernesigter. Og de giver nogle interessante muligheder, som vi gerne vil gøre en masse ved”, siger Klaus Meldgaard.
”De senere år har jeg slået meget på tromme for kalkstabilisering, og i mange lande har man succes med at bygge en otte kubikmeter kalkbeholder ovenpå en stjernesigte. Succesen med at sortere jord afhænger af, at der laves en bestemt konfiguration af sigtens stjerner, og når det er på plads, tilsætter man så kalk tilden lerede jord. Det er en helt ideel løsning. Vi har faktisk netop leveret et anlæg på Sjælland”, fortæller Klaus Meldgaard.
Terex og Rockster er andre af Meldgaard Handels leverandører af det tunge materiel. Klaus Meldgaard når lige at aflevere en ny Rockster-knuser til en entreprenør på Fyn, inden han sætter kursen mod Bauma.
”Som importør og forhandler er det hårdt at være på verdens førende entreprenørmesse. Men så absolut også sjovt og spændende. Jeg har aftaler med kunder, som gerne vil se på maskiner både hos Backer, Rockster og de producenter, der udstiller Finlay-maskiner”, siger Klaus Meldgaard.
Billedtekster:
1.
Salgschef Henrik Bolting – klar med nyt DC3-styresystem på Engcon-standen.
2.
Direktør Steen Aalling Hansen hos Jels Entreprenør Service har danske agenturer for fire af udstillerne på Bauma.
3.
Direktør Henrik Hansen hos AP Maskiner kan blandt andet byde på en tungtvejende nyhed i form af en Atlas-materialehåndterer i 60 tons klassen.
4.
Markedschef Dennis Faurby og kollegerne hos Scantruck kan invitere besøgende på nyheder hos hele fem maskinmærker.
5.
Afdelingsleder Klaus Meldgaard hos Meldgaard Handel skal være flere steder, men nok mest hos
6.
Klar til at gå ind på verdens største entreprenørmesse. I løbet af de syv Bauma-dage forventes i nærheden af en halv million besøgende.