Artikel fra juni 2020
Læs hele avisen

Sønderjyder klar til vinter

28-06-2020
Del artikel på





Lintrup Maskinhandel købte en enkelt polsk sneplov hjem for lige at se – siden er der kommet mange i firmaets eget mærke Limas

Det gik egentlig fortrinligt med alle mulige redskaber til frontlæssere fra den polske producent. Svejsningerne var i orden, og der var intet at udsætte på hverken pallegafler, skovle, gødningsgrebe eller det andet grej, som blev kørt ind i store mængder. Nu var fabrikken så også begyndt at lave sneplove, så hvorfor ikke lige prøve at få en enkelt hjem – sådan for lige at se.


”Der fulgte en mere, og siden er det blevet til mange. Et enkelt år solgte vi 150 Limas-plove. Mest V-plove, men vi forsøger at have et solidt lager med lidt at hvert”.


Sådan lyder forklaringen fra Frederik Møller Jensen. Han er indehaver af Lintrup Maskinhandel ved den sønderjyske landsby Lintrup få kilometer syd for Esbjergmotorvejen og sådan cirka midt mellem Esbjerg og Kolding. Her langes traktorer i stort tal over disken specielt til landmænd, men Frederik Møller Jensen har også et godt øje til entreprenørbranchen. Så foruden at være indehaver af sneplov-mærket Limas, er der også godt gang i specielt nyere brugte læssemaskiner af alle mærker.

 

Lille by med kendt navn

”Vi både sælger og lejer en del gummigeder ud. Hyundai, Volvo, Case, Komatsu og andre af de anerkendte mærker. Typisk har vi 14-16 stykker til udlejning. Det var lidt tilfældigt, at det lige blev gummigeder, jeg kastede mig over på entreprenør-fronten. Det kunne lige så godt have været gravemaskiner, som vi da også har nogle stykker af. Men gummigederne appellerer jo både til entreprenører og landmænd”, siger Frederik Møller Jensen.


Selv om landsbyen Lintrup lige når over et par hundrede indbyggere, er Lintrup-navnet kendt vidt og bredt blandt det maskinbrugende folk faktisk over hele kloden.


”Vi handler i hele Danmark og rundt om i hele verden. Landmænd og entreprenører finder jo maskiner via internettet, og så er det i virkeligheden kun en detalje, hvor sælgeren bor. Så vi har solgt maskiner til Bolivia, Kina, Rusland, Kenya og en lang række andre lande”, fortæller den sønderjyske maskinhandler.

 

Ferguson for græsklipning

Frederik Møller Jensen er udlært automekaniker, men der gik handel i det, da han i sin tid fik en gammel, grå Ferguson-traktor for at slå græs for en lokal minkfarmer. Så var handels-genet vakt til dåd, og traktoren for græsklipning blev til mere og mere handel med både biler, traktorer og maskiner.


Alt nødvendigt tilbehør og grej i form af forskellige redskaber fulgte naturligvis med, og for nogle år siden meldte den polske samarbejdspartner sig så med den første sneplov.


”Vi arbejder meget med fabrikken, som også leverer alle frontlæsserredskaberne til os. Nu kommer der så også sneplove, som vi har i tre forskellige typer, nemlig som V-plov, som skråplov og en mini-skråplov. Hver type findes i tre størrelser fra 1,50 til 3,50 meter. De store plove egner sig typisk til rydning af store pladser. Når det gælder snerydning af veje, er det V-plovene, vi tager fat i. Generelt står Limas-plovene ikke tilbage for andre sneplove på markedet, bortset fra på prisen, hvor vi meget fint kan være med”, siger Frederik Møller Jensen.

 

Direkte fra fabrik

”Vi får jo plovene direkte fra fabrikken og kan sælge dem videre til vognmænd og entreprenører uden fordyrende mellemled. Hen ad vejen har vi spillet ind med forskellige input, som fabrikken så har benyttet til at lave små forbedringer på plovene. Men ellers har de det hele med flydeophæng, automatik hvis man kører på en kantsten og alle med klapskær med mulighed for at justere, hvor hurtigt de skal give efter. V-plovene har en boks med omskifterkontakt til at styre en vinge ad gangen”, forklarer Frederik Møller Jensen.


Lintrup-chefen har en mangel i sin kalender i år: Roskilde Dyrskue, som er ramt af corona-virus og er aflyst.

”Vi plejer at være i Roskilde for blandt andet at vise vores Solis-traktorer og redskaber. Vi har importeret Solis i nu fem år og var faktisk blandt de første forhandlere i Europa. De kommer fra Indien og er i fin kvalitet med brug af kendte dele fra Danfoss, Bosch og Misubishi-motorer”, siger han.

 

Solis og Jaguar

”I starten var det sejt. Vi blev ofte mødt med spørgsmålet ”Hvad er et for en kineser-traktor?”. Men der laves altså kvalitetstraktorer i Indien, hvor både Range Roger og Jaguar også producerer biler. Det bliver heldigvis nemmere og nemmere i takt med, at flere kompakttraktorer kommer ud at køre hos blandt andre anlægsgartnere. Og producenten er altså ikke nybegynder Solis-fabrikken laver flere end 100.000 traktorer om året”, siger Frederik Møller Jensen.


Maskinhandleren i Lintrup keder sig i øvrigt ikke, selv om han skulle løbe ind i en fridag. Foruden Lintrup Maskinhandel, driver Frederik Møller Jensen også en minkfarm, han handler lidt med lastbiler, og han har halvpart i motorcykelforretningen MC Syd i Sdr. Hygum lidt syd for Lintrup.

 

Billedtekster:

 

1.

Sneplove er lagervare i Lintrup, hvor Frederik Møller Jensen har solgt op til 150 styk på et enkelt år.

 

2.

Der er et stykke tid til, der måske drysser sne ned over Dannevang. Men mange entreprenører, vognmænd og kommuner begynder at overveje vinter-investeringerne i løbet af sommermånederne.

 

3.

Solis-traktorerne har fundet på plads som et kvalitetsprodukt hos Lintrup Maskinhandel, efter at Frederik Møller Jensen i starten blev mødt med kineser-skepsis. Nu kører der Solis hos blandt andre mange anlægsgartnere.

 

4.

Sortimentet er bredt hos maskinhandleren, som også er maskinudlejer. Frederik Møller Jensen har blandt andet også traktorer og entreprenørmaskiner på menuen.

 

5.

Traktorer af alle slags og til såvel landbruget som entreprenørbranchen udgør fundamentet hos Lintrup Maskinhandel. I det daglige har Frederik Møller Jensen assistance af 14 medarbejdere – plus hunden Huxi.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk