Jyske el-køretøjer og el-redskaber af mærket Stama sparer fremover omvejen omkring maskinforhandlere, når de sendes afsted fra GMR Maskiner A/S. Kunderne kommer til at modtage Micro EL, Mini EL, Multi EL, Maxi EL, Evo EL, Parker EL, samt multisuger direkte fra fabrikken i Horsens.
Det er en konsekvens af, at Havdrup Maskinforretning på Sjælland har besluttet at lukke til efteråret. Mens GMR har en striber Stama-forhandlere rundt om i Jylland og også er repræsenteret på Fyn, har Havdrup Maskinforretning klaret ærterne på hele Sjælland og i hovedstadsområdet. Fremover tilbyder fabrikken hele det brede produktprogram direkte til de sjællandske kunder.
”Da meddelelsen kom, at Havdrup Maskinforretning skulle lukke, var det en oplagt mulighed for os at undersøge, om vi kunne tilbyde vores mange kunder en løsning, hvor de handler direkte med os. Både geografisk og produktmæssigt er der tale om klart afgrænsede områder”, forklarer GMRs administrerende direktør, Niels Kirkegaard.
”Stama har fået en stærk position i markedet på grund af især bredden i det elektriske produktprogram, der tilbyder mange anvendelsesformål. Derfor har vi også fået adskillige henvendelser fra interesserede forhandlere, hvilket vi naturligvis er glade for og stolte over. Men i stedet for at gå den traditionelle vej med en eller flere forhandlere, er det nu besluttet at gå direkte til de sjællandske kunder”, siger GMR-direktøren.
Personale følger med
”Helt fra starten har vi haft en rigtigt god dialog med Havdrup Maskinforretning om fremtiden for salg og service af vores produkter. Havdrup Maskinforretning har været en god og professionel kunde for os i mange år, og vi er glade for, at vi har kunnet samarbejde omkring overtagelsen af personale. Således følger to sælgere og en servicetekniker med over til GMR. Al fakturering fremover vil foregå direkte fra GMR maskiner”, siger Niels Kirkegaard.
De mange modeller af el-køretøjer og el-redskaber under Stama-navnet har oplevet stor fremgang i de seneste år.
”Vores investering i at gøre udstyret ergonomisk korrekt, emissionsfrit og så støjsvagt som muligt har virkelig båret frugt. Vi har i øjeblikket særdeles travlt i produktionen, ligesom vores salgsfolk får mange henvendelser fra både nye og gamle kunder”. Vi ser meget frem til at komme i direkte kontakt med kunderne på Sjælland og til at byde dem velkommen på sensommerens Have & Landskab-udstilling i Slagelse, hvor vi med overtagelsen af medarbejderne fra Havdrup Maskinforretning vil have udvidet vores standpersonale”, siger Niels Kirkegaard.
Billedtekst:
Fremover går det uden forhandler-mellemled direkte fra fabrikken til kunden, når GMR sender nye Stama-maskiner ud.