Strammere tøjler på innovationen

13-06-2019
Del artikel på


Der skal mere stil over når Maskinleverandørerne kårer de bedste nyheder

Det var lidt for pop-op agtigt og uorganiseret, da brancheforeningen Maskinleverandørerne i 2017 første gang kårede de mest innovative nyheder på Have & Landskab. I 2019 skal der lidt mere stil over begivenheden.


Det har messens bestyrelse besluttet. Og ikke mindst Maskinleverandørernes medlem af bestyrelsen, Niels Kirkegaard.


”Vi skal have lidt mere professionalisme ind over afsløringen af vinderne. Selve ideen med at hædre den mest banebrydende innovation viste sig nemlig at være helt rigtig. Udstillerne vil gerne være med og præsentere deres bedste bud på innovative produkter. Og messegæsterne tog med kyshånd imod den klare markering rundt om på standene af, at her var nogle helt særlige produkter”, siger Niels Kirkegaard.

 

Pære og møtrikker

Der pilles ikke ved systemet i Maskinleverandørernes Innovationspris. Udstillerne kan igen byde ind med maskiner og grej i tre kategorier. Nemlig ”Verdensnyhed”, ”Danmarksnyhed” og ”Firmanyhed”.


”Vi er nødt til at holde døren åben for det virkeligt overrumplende og banebrydende. De enkelte udstillere indstiller selv deres maskiner til vurdering hos ekspertjuryen, og hvis de bliver godkendt, kan de opsætte et skilt ved den pågældende maskine, som viser, om der er tale om en ”Firmanyhed”, en ”Danmarksnyhed” eller en ”Verdensnyhed”. Ligesom ved Have & Landskab i 2017 bliver de tre kategorier markeret med en, to eller tre møtrikker i en lysende pære”, forklarer Niels Kirkegaard.


Ved premieren på prisen i 2017 var det H. A. Fog A/S, der fik innovationspæren til at blinke uhæmmet med en elektriske redskabsbærer Nimos Posi-Trac med el-drevne redskaber. Direktør Karsten Fog satser på at byde kraftigt ind på guldplaceringen også i år, hvor firmaet møder med en anden elektrisk maskine. Nemlig en fuldelektrisk zero-turn klipper fra amerikanske Mean Green Mower.

 

Billedtekster:

1.

Slagelse-borgmester Stén Knuth overrakte hæderen til Karsten Fog fra H. A. Fog A/S, som snuppede Maskinleverandørernes Innovationspris i 2017.

2.

Tre møtrikker med lysende pærer markerer en verdensnyhed. Værd at holde øje med i Slagelse i slutningen af august.



Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk