Maskinfirmaet Sylvester ApS i den nordvestlige del af Kolding har i flere år stået for salget af mere end 70 procent af Volvos salg af kompaktmaskiner i Danmark. Med udgangen af april er det slut. Direktør Tom Sylvester siger farvel til Volvo efter syv år som forhandler og satser på øgede muligheder for, at virksomheden også kan rumme andre mærker og nye produkter.
”Beslutningen om at afslutte samarbejdet med Volvo Danmark er baseret på en grundig evaluering af forretningsbetingelserne. Efter mange konstruktive drøftelser med Volvo Danmark, er det besluttet at ophæve samarbejdet. Det sker i gensidig forståelse”, forklarer Tom Sylvester.
Ikke længere forhandler
Bruddet betyder ikke, at Volvo-maskinerne er endegyldigt ude af maskinfirmaet på Platinvej. Sylvester vil fortsat betjene sine loyale Volvo-kunder både med service og levering af nye maskiner. Blot ikke længere som Volvo-forhandler.
”Nu får vi frihed til at tilbyde løsninger, der bedre er tilpasset vores kunders behov og de udfordringer, de møde i det daglige arbejde. Vi satser på at udvide med import af nye produkter og aktiviteter, der kan komplettere vores eksisterende forretning. Det kan vi fremover gøre uden hensyntagen til Volvo Danmark og til glæde for både vores nuværende og fremtidige kunder”, siger Tom Sylvester.
Skilsmissen betyder, at Volvo Entreprenørmaskiner fra maj selv vil stå for forhandlingen af både de store entreprenørmaskiner og af hele kompaktprogrammet. Dermed vil Volvo selv være den eneste autoriserede forhandler af entreprenørmaskiner fra Volvo i Danmark.
Billedtekst:
Tom Sylvester – slut med Volvo efter syv år som forhandler af kompaktprogrammet.