Der er pillet, regeret og justeret - og ikke mindst forbedret på fabriksvej i Tim nord for Ringkøbing. Maskinproducenten Timan A/S er barslet med en ny, kraftigt opdateret version af den lavtgående redskabsbærer-klassiker Timan RC-1000. Med vanlig vestjysk sans for enkle løsninger, har maskinen blot fået tilføjet et lille “s” til modelbetegnelsen, som nu er Timan RC-1000s. Men det beskedne “s” dækker over markante forbedringer.
“Den nye generation af maskinen kommer med en nedadgående omløbsretning. Det øger markant kapaciteten til håndtering af vanskeligt materiale, som buske og krat. Denne funktion sikrer en mere effektiv og kraftfuld drift under udfordrende forhold”, fortæller direktør Birger Pedersen hos Timan A/S.
Med en totalhøjde under 70 centimeter ligger RC-1000s mildt sagt godt i terrænet. Den er designet til at håndtere skråninger på op til 50 grader, og derfor er den helt på hjemmebane med opgaver, der kræver ekstra stabilitet og præcision. Det gælder blandt andet rydning af svært tilgængelige områder og krævende terræn. Den høje stabilitet er uændret i forhold til den oprindelige version af maskinen. Men nu altså med ekstra power til det seje og besværligt materiale.
Samtidig giver zero-turn designet mulighed for at navigere nemt, også på trange steder, hvor det ellers kan være vanskeligt at manøvrere.
Forbedret fjernbetjening
Det er også blevet nemmere at komme til redskabsbærerens motorrum. Det klares uden brug af værktøj og forenkler dermed vedligeholdelsen. Maskinens fjernstyring er blevet udskiftet til en ny og forbedret ergonomisk version, som giver en mere komfortabel og præcis betjening. Den opdaterede fjernstyring arbejder nu med en 2,4 GHz frekvens, som sikrer stabil kommunikation og tillige giver mulighed for at betjene Timan RC-1000s effektivt på globale markeder.
“Vi har naturligvis ikke pillet ved det avancerede stabilitetssystem, som giver perfekt balance og kontrol, selv under udfordrende arbejdsforhold. Eller ved andre funktioner, der allerede var optimale”, siger direktør Birger Pedersen.
Blandt dem er maskinens system til redskabsskift, som gør det muligt at skifte mellem op til otte forskellige redskaber og dermed i realiteten otte forskellige funktioner for redskabsbæreren. Dermed kan maskinen fortsat hurtigt tilpasses til vidt forskellige opgaver og mulighed for at køre Timan RC-1000s året rundt med relevant grej.
Redskabsprogrammet omfatter stubfræser, rotorklipper, fingerklipper, slagleklipper, ukrudtsbørste, centerdrevet hydraulisk kost, V-plov og sneslynge.
Billedtekster:
1.
Den lavtgående Timan-redskabsbærer RC-1000s har fået yderligere kapacitet til vanskelige buske og krat og holder stabiliteten med mulighed for at arbejde på skråninger på op til 50 grader.
2.
Adgangen til indstillinger, service og vedligehold er gjort nemmere og foregår uden brug af værktøj.