Artikel fra november 2020
Læs hele avisen

Timan skifter til benzin

23-11-2020
Del artikel på





Timan 3330 følger efter Tool-Trac og siger farvel til diesel – Fabrikken også klar med nyudviklet salt- og sandspreder

For kort tid siden rullede redskabsbæreren Tool-Trac 5740 ud fra Timan-fabrikken i Tim ved Ringkøbing i en funklende ny benzin-version. Nu sender virksomheden også sin anden serie af redskabsbærere væk fra dieseltanken og hen til pistolen med benzin. Den vestjyske fabrik er klar med Timan 3330 med benzinmotor.


”Benzin-udgaven er med Stage V-motor, som naturligvis overholder alle de nyeste normer og lever op til miljøkravene. Men vi har også lavet en voldsom opgradering i førerhuset med en ny rat-konsol med digitalt display, og vi har skabt mere benplads til maskinføreren”, fortæller halvdelen af brødreparret bag Timan, Birger Pedersen. Han driver fabrikken sammen med sin bror, Henning.


Netop nede i bunden af kabinen er der sket afgørende ting i den nye 3330’er.

 

Elektronik i stedet for kabler

”I gamle dage fungerede pedalerne med kabeltræk. I dag er de elektronisk styret, og det har givet os mulighed for virkelige at skabe noget godt for maskinføreren. Frem og bak foregår som en vippefunktion med blot én pedal. Den benytter man samtidig til at styre fart og omdrejninger på motoren. Det handler bare om at flytte foden fem centimeter for at skifte fra frem til bak, og det tempomæssige foregår med trykket på pedalen”, forklarer Birger Pedersen.


Timan-brødrene har også erkendt, at uden kaffe går det ikke. Derfor er den nye Timan 3330 naturligvis udstyret med kopholder, og på det mere tekniske plan er der monteret såvel USB-stik og installeret bluetooth til radio og telefon. Tillige har Timan øget maskinens transporthastighed fra 20 til 27 km/t.


”En snedig detalje er, at vi som standard har forsynet redskabsbæreren med fartholder, når den kører med en græsklipper i front. Det betyder, at hvis græsset er længere og sejere i den ene ende af en strækning end i den anden, så justeres omdrejningerne automatisk via en føler på benzinmotoren. Dermed kan man ikke overbelaste motoren, selv om græsset udfordrer”, siger Birger Pedersen.


Endelig har Timan haft fokus på at gøre 3330 til en endnu bedre arbejdsplads for føreren.

”Vi har virkelig lavet en komfortabel redskabsbærer med en lækker kabine. Udover et mere moderne look, har vi også formået at reducere støjniveauet i kabinen yderligere til glæde for både omgivelserne og føreren. I den tidligere model, Timan 3400, målte vi 68 dB i kabinen ved 1300 motoromdrejninger. I Timan 3330 måler vi først 68 dB ved 2600 omdrejninger”, fortæller Birger Pedersen.

 

 

Ny spreder

Når der ikke klippes græs, skal der måske spredes salt eller sand for at sikre mod ulykker på isede fortove og pladser. Til det formål lancerer Timan samtidig med den nye redskabsbærer også en ny salt- og sandspreder, som faktisk er en to-i-én løsning.


”Vi kombinerer både valsespreder og hydraulisk spreder i én og samme model, så der bliver frit valg mellem to ganske forskellige måder at sprede på. Med valsesprederen kan man bruge drop-funktionen, hvor materialet lægges direkte ned på et fortov. Det er en klar fordel for eksempel, hvis en boligforening har lange gange og stier, hvor der undervejs er 90 graders drejninger. Her vil en hydraulisk tallerkenspreder sende sand eller salt ud over buske og anden bevoksning i et større område. Det sker ikke ved drop-metoden”, forklarer Birger Pedersen.

”Den hydrauliske spreder har to tallerkener, som slås ned og automatisk går i gang. De kan sprede op til seks meter, og det er nemt at skifte mellem de to spreder-metoder inde fra kabinen. Det vil være praktisk for eksempel, hvis maskinen skifter fra at sprede på et stisystem til en parkeringsplads”, siger Birger Pedersen.

 

Ud at sprede med 200 liter

Timan har tillige indbygget stop/go-funktion i sprederen, så den holder pause, hvis for eksempel lysreguleringen viser rødt.

”Sprederen har plads til omkring 100 liter i sin egen beholder, og der kan være en tilsvarende mængde på ladet af 3330-redskabsbæeren. Så totalt kan man køre ud med et par hundrede liter salt eller sand. Sprederen kan i øvrigt ændres til en traktorversion, hvor der så bliver plads til 200 liter alene i sprederen”, fortæller Birger Pedersen.


Fabrikken i Tim har allerede de første både Timan 3330 og nye spredere på vej ud i virkeligheden. En boligforening i Roskilde har været hurtig til at sikre sig tre styk af hver og har tillige suppleret ordren med feje-/sugeanlæg til alle tre maskiner.

 

 

Billedtekster:

 

1.

Timan 3330 markerer skiftet fra diesel til benzin på fabrikken i Tim. Her på job med feje-/sugeanlæg.

 

2.

Kabinen i Timan 3330 har fået et mere moderne look, digital rat-konsol, bedre benplads og lavere støjniveau.

 

3.

Fartholderen er standard i den nye Timan. Når maskinen kører med græsklipper, justeres omdrejningerne automatisk, hvis græsset udfordrer mere nogle steder på strækningen end andre.

 

4.

Timans nye spreder til sand og salt er en to-i-éner med valsespreder og hydraulisk spreder i samme model.

 

5.

I græssæsonen står klipning højt på mange Timan-maskiners to-do liste. Det bliver også tilfældet for den nye 3330.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk