Time i Farsø under nye vinger

24-02-2017
Del artikel på



Amerikansk kapitalfond har købt hele Time-koncernen

Liftvirksomheden Time Export i Farsø har sammen med den øvrige del af Time-koncernen fået ny ejer. Hele Time-gruppen er blevet opkøbt af kapitalfonden Sterling Group med hjemsted i Houston i Texas.

Time Export i Danmark er den internationale eksportafdeling af den amerikanske liftkoncern. I Farsø ser CEO Per Cæsar Torp positivt på overtagelsen, i øvrigt i lighed med sine amerikanske kolleger hos Time Manufacturing Company i Waco, Texas. Der er fælles forventning om, at Time med de nye ejere i spidsen kan indfri koncernens langsigtede vækstpotentiale.

”Vi ser frem til det kommende samarbejde med Sterling, og vi er overbeviste om, at fremtiden ser lys ud, både for koncernen som helhed, men i høj grad også for vores europæiske afdelinger og her i Danmark, hvor vi har flere end 100 ansatte”, siger Per Cæsar Torp.

Den amerikanske kapitalfond Sterling Group søger at opnå bestemmende indflydelse i mellemstore industriselskaber fra en lang række forskellige brancher. Fonden forvalter internationale virksomheder med en samlet værdi på mere end 15 milliarder danske kroner.

Hos Time i Farsø produceres og monteres personlifte af mærkerne Versalift, Condor og Skybird på chassis og kassevogne.

Før Sterling Group tog over, var det den irske O’Flaherty-familie, der ejede Time via holdingselskabet O’Flaherty Limited i mere end 40 år. Det var Per Cæsar Torp, der stiftede den danske afdeling af Time i 1992 og efterfølgende solgte den til Time-koncernen i 2001. 

Læs mere på
www.time-danmark.dk

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk