Artikel fra april 2026
Læs hele avisen

Travlhed og behov for et par fodboldbaner mere

27-04-2026
Del artikel på
Læs mere på




Både maskinerne, omsætningen og serviceapparatet er vokset betragteligt hos maskinfirmaet Bay Christensen A/S i Rønnede

Til hverdag leverer maskinfirmaet Bay Christensen A/S i Rønnede på det sydlige Sjælland maskiner til blandt andre entreprenører, der flytter jord i store mængder. På det seneste har firmaet selv fået flyttet ganske meget jord. Et nyt areal på omkring 10.000 kvadratmeter er gjort klar til at tage imod maskiner som en kombination af lager og udendørs showroom. Yderligere plads i størrelsesordenen et par fodboldbaner har været nødvendig, simpelthen fordi maskinerne er blevet større og flere.

”For ret præcis et år siden fik vi den danske import og forhandling af de største Kobelco-maskiner. Vi har fået flere recycling-maskiner i form af knusere, sorterere og neddelere, som jo også er i den store størrelse. Og omsætningen stiger. Mere omsætning giver automatisk flere brugte maskiner, der skal ind og ud. Så nu laver vi et stort areal med udstillingsøer til maskinerne både på vores facade-side og bagud. Det får karakter af et udendørs showroom, som vi ønsker at gøre pænt”, forklarer maskinhandler og medejer Mathias Friderichsen.

Forhandlingen af de japanske Kobelco-maskiner er ikke gået helt som forventet, erkender maskinhandleren i Rønnede. Men det er klart et luksusproblem.

 

Tiden går med at sælge

”Vi har ikke nået så mange maskin-demonstrationer, som vi gerne ville. Tiden er simpelthen gået med at sælge maskinerne. Vi har mange gode kunder, som har taget godt imod vores nye mærke, som ganske vist ikke er et nyt mærke i Danmark. Det har bare været forhandlet af et andet maskinfirma. Nu er det os, der tager os af Kobelco-gravemaskinerne fra 18 tons og op, mens vores kolleger hos Erenfred Pedersen A/S har maskinerne under 18 tons”, siger Mathias Friderichsen.

”Mange i entreprenørbranchen har en forhistorie med Kobelco, og vi hører mange gode historier om maskinerne fra New Holland-Kobelco tiderne. Det er japansk kvalitet, og hydraulikken kører intet mindre end fantastisk. Vi har solgt 13 Kobelco indtil videre, og det er flere end budgetteret. Det er trods alt store maskiner, som vi har solgt til nogle af de helt store jordflyttere i Danmark. 18 tons graveren er bestselleren, men vi har også solgt maskiner op til 40 tons”, fortæller Mathias Friderichsen.

 

Servicepartnere på plads

Selv om firmaet i Rønnede altså har solgt flere Kobelco-gravere, end det var budgetteret det første år, skal Bay Christensen A/S faktisk først nu i gang med den store indsats på salgssiden. Firmaet har nemlig ikke følt sig helt klar til at yde det ønskede serviceniveau i hele landet før nu.

”Vi har fået servicepartnere både i Jylland og på Fyn, og dermed har vi også servicedelen på plads, så vi for alvor kan tage fat på salgssiden. På Fyn repræsenterer firmaet Kragmann A/S i Middelfart os, og med deres afdeling i Vejle når de helt op til nord for Aarhus. I Nordjylland er det Nordjyllands Entreprenørservice ApS i Sindal, der er vores servicepartner. Begge steder er firmaerne klar til at rulle ud med deres servicevogne og hjælpe entreprenørerne videre, hvis der opstår problemer med Kobelco-maskiner”, siger Mathias Friderichsen.

I Sindal er det Michael Christiansen og hans folk, der rykker ud med service. Michael Christiansen har selv skruet i Kobelco som montør. Så han og Bay Christensen fandt hurtigt sammen, da Rønnede-firmaet begyndte at lede efter den rigtige servicepartner.

Også på Fyn gik det nemt. Firmaet Kragmann A/S havde tidligere hjulpet Bay Christensen med forskellige opgaver, og foruden service, tager Kragmann sig nu også af noget klargøring af nye maskiner.

 

Kunderne bliver større

”Vores kunder bliver større, og vi bliver heldigvis spurgt på servicedelen. Blandt andet også om maskiner af andre farver end dem, vi selv forhandler. Vi er nødt til at gøre os selv berettigede, og derfor er vi nødt til at følge kunderne. Det nødvendiggør gode servicepartnere, som vi nu har fået på plads”, siger maskinhandler Mathias Friderichsen.

Blandt de maskinmærker, der er på hjemmebane i Rønnede, er også japanske Takeuchi-minigravere og Giant minilæssere. Begge er med til at øge salgstallene betragteligt for den danske forhandler.

”Vi er i gang med at klargøre 99 maskiner i en blanding af Takeuchi-minigravere, Thwaites-dumpere, Kombelco-gravemaskiner og Giant-læssere til jord- og anlægsentreprenøren M. J. Eriksson A/S. De følger i halen af en portion på 78 maskiner, som firmaet har fået tidligere. Så i alt når vi lidt over 175 maskiner til samme kunde. De kommer primært til at køre på fjernvarmeprojekter, og det er vores største handel nogensinde. Tilmed med fuld serviceaftale på alle maskiner”, fortæller Mathias Friderichsen.

 

Konvertering til el

Også på den elektriske front er der gang i aktiviteterne på Industrivej i Rønnede.

”Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune stiller fra 2027 krav om, at alle maskiner under otte tons skal være på el. Men hvorfor bygge nyt, når der kan bygges om? Firmaet Renteq i Dragør havde en aftale med en kunde om at ombygge en entreprenørmaskine til at køre på el-drift. Nu har vi lavet en aftale med Renteq om at ombygge Tekauchi-maskiner fra diesel til el for os. Hen over sommeren skal Renteq udvikle og konvertere maskiner til el, men i fremtiden kommer arbejdet med konverteringer til at foregå på vores værksted i Rønnede”, forklarer Mathias Friderichsen.

”Vi vil bygge Takeuchi- og Thwaites-maskinerne op her i huset. Hos Takeuchi kommer vi primært til at satse på 3,5 tons minigraveren TB335 og 9 tons maskinen TB290. Den kommer også på hjul og vejer så 12 tons. Hos Thwaites koncentrerer vi konverteringen fra diesel til el med 6 tons dumperen. Vi ombygger i øjeblikket en brugt 9 tons minigraver, som vil kunne ses på Roskilde Dyrskue, hvor vi i øvrigt bliver ny hovedsponsor. Der er indtil videre slutsolgt seks el-konverterede maskiner, som skal ud at køre i sensommeren ”, siger Mathias Friderichsen.

Maskinfirmaet har udstillet på Roskilde Dyrskue siden 1987. Firmaet ønsker at støtte op om området Fremtidens Håndværkere, hvor dyrskuets gæster får mulighed for at få et godt indblik i de mange erhvervsuddannelser. Lærlinge spiller en vigtig rolle i hverdagen hos Bay Christensen A/S, og derfor finder virksomheden det naturligt at engagere sig i et område, der sætter fokus på næste generation af faglærte.

 

Billedtekster:

1.

Mathias Friderichsen ved en af de større Kobelco-gravemaskiner, en 40 tons SK350LC.

2.

Maskinhandleren skridter fronten af. Mathias Friderichsen og hans folk hos Bay Christensen A/S langer japanske Takeuchi-gravemaskiner over disken i lange baner.

3.

Et stort areal foran og på siden af maskinfirmaet i Rønnede er under forvandling til udendørs showroom og plads til maskiner, der konstant køres ind og ud fra Bay Christensen A/S.

4.

Maskinhandler Mathias Friderichsen har haft en travl periode, hvor mange ting er faldet på plads. Foruden udvidelsen af firmaets udendørs område, er der fundet servicepartnere både i Jylland og på Fyn, der er gang i leveringen af firmaets hidtil største handel, maskiner konverteres fra diesel til el, Kobelco-importen har rundet sit første år, og firmaet bliver hovedsponsor for Roskilde Dyrskue

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk