Tre bæredygtige bud til overborgmesteren

11-11-2019



Stemas viste tre forskellige maskintyper på konferencen om fremtidens byggeri

Tre forskellige maskiner af tre forskellige mærker og tre forskellige typer. Stemas kom godt rundt om emnet, da maskinfirmaet deltog i konferencen ”Fremtidens Byggeri” med udlejningsvirksomheden GSV som arrangør på konferencecentret Docken i Københavns Nordhavn.

Her var Københavns overborgmester, Frank Jensen, blandt talerne, og han gjorde det klart, at kravene om miljørigtige maskiner på byggepladserne nu skærpes.

Stemas viste både en elektrisk læssemaskine, en naturgasdrevet generator og en egentlig ikke eksisterende fremtids-gravemaskine, som ikke desto mindre var fysisk til stede på Docken.

”Det er dejligt at kunne være med i allerforreste række, når der sættes seriøst fokus på bæredygtigt materiel til fremtidens byggeri. Konferencen med klimavenlige maskiner på dagsordenen gav os lejlighed til både at vise materiel, der med el-drift nærmest er blevet veteran inden for bæredygtighed, materiel der stadig er fremtid, og materiel der kan medvirke til at holde el-maskinerne kørende på byggepladserne”, konstaterede salgsdirektør Robert Kjærgaard, Stemas A/S.

GSV er Danmarks største materieludlejer og stod bag konferencen, hvor en række foredragsholdere gav deres bud på tendenser og ambitioner i byggebranchen. GSV havde samtidig indbudt nogle af udlejningsvirksomhedens leverandører til at vise, hvor de står i forhold til en grøn og bæredygtig maskin-fremtid.

 

Nøgleteknologier samlet

”Vi står rigtig godt. Weidemann-minilæsseren eHoftrac har for længst markeret sig og kører uden udstødningsgasser og stort set lydløst masser af steder, også i Danmark. Fra Yanmar havde vi lejlighed til at præsentere konceptmaskinen eFuzion, hvor ”e” står for elektrisk og ”Fu” for future – fremtiden. eFuzion-konceptet samler en række nøgleteknologier inden for elektrisk drift i en minigraver, der kan selv. El-drift, computerstyring og robotteknologi er integreret i eFuzion, som havde verdenspremiere på entreprenørmessen Bauma tidligere på året”, forklarer Robert Kjærgaard.

Himoinsa HRGO 40-generatoren optrådte som lidt af en joker i det el-dominerede selskab af maskiner. De elektriske entreprenørmaskiner har begribeligvis behov for strøm, og når de alvor rykker ind på byggepladserne, bliver behovet betragteligt. Det kan Himoinsa-generatoren byde ind på, fordi den kører på flydende naturgas, uden at belaste el-nettet.


Billedtekster:

1.

Københavns overborgmester Frank Jensen tog et kik på den el-drevne Weidemann eHoftrac-minilæsser.

2.

Stemas og konferencen på Docken havde besøg af en større delegation fra Yanmar. Her Stemas’ salgsdirektør Robert Kjærgaard sammen med Yanmars globale marketingdirektør Jemylia Raimbault ved fremtidsmaskinen eFuzion.

3.

Når entreprenørmaskinerne på byggepladserne skal bruge strøm i voldsomme mængder, og diesel er yt, er Himoinsa-salgschef Kim Møller klar med den naturgasdrevne generator HRGO, som kører på flydende naturgas.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk