Artikel fra maj 2021
Læs hele avisen

Tyrkisk maskinkraft i storformat på Fyn

27-05-2021
Del artikel på










60 tons gravemaskine og 26 tons gummiged fra Hidromek på plads hos KA Grus

Klar – parat – flyt råstoffer i store mængder. Det gør den fynske virksomhed Kai Andersens Eftf. A/S med base i Tommerup. Store, solide mundfulde materialer graves ud og flyttes rundt af ikke alene Fyns, men hele Danmarks største tyrkiske maskinkraft med Hidromek på bagsmækken. Firmaets råstofdel med grusgrave både ved Harndrup på Vestfyn og ved Sønder Nærå lidt syd for Odense har købt stort ind hos en anden fynbo, KSM Maskinservice i Kissendrup ved Ullerslev ude mod øst.

Totalt omfatter indkøbet omkring 86 tons fordels på en 60 tons gravemaskine og en gummiged på godt 26 tons. De to suverænt største basser, som KDM Maskinservice har hentet til Danmark, siden firmaet fik den danske import og forhandling for små fire år siden. Og dermed blev det også til den hidtil største Hidromek-handel for KSM Maskinservice.

60 tons graveren kom til Danmark for et stykke tid siden. I en periode var den omkring værkstedet i Kissendrup, før den kunne slippes løs i grusgraven med sine mange kræfter. Nu har gummihjulslæsseren så gjort den selskab med sine 26 tons. Dog ikke sådan, at de to hvide maskiner kører og hygger sig side om side i hverdagen. De har hver deres arbejdsplads. Gravemaskinen i KA Grus’ grusgrav ved Sønder Nærå. Geden i grusgraven ved Handrup.

 

Rigtig god pris

”På årsbasis henter vi omkring 20.000 tons ud af grusgravene. Men det er en mængde, der vil vokse en del fremover. Vi er faktisk kun lige begyndt at grave i den nye grusgrav”, fortæller direktør Torben Andersen hos Kai Andersens Eftf. A/S.

”Hidromek er et nyt mærke for os, men da vi kom i snak med Henrik Bergholdt fra KSM Maskinservice, kunne vi hurtigt se, at prisen for maskinerne er rigtig god i forhold til tilsvarende maskiner af andre fabrikater. Alene gravemaskinen er omkring en million kroner billigere end gravemaskiner i samme størrelse af andre mærker. Men Hidromek bruger samme motorer som de fleste andre producenter, og det samme er tilfældet med hydraulikken”, siger Torben Andersen.

 

Flere forespørgsler

Hos KSM Maskinservice er Henrik Bergholdt naturligvis godt tilpas med den dobbelte handel med KA Grus.

”Det er vores hidtil største Hidromek-handel, men vi håber da at få en del flere med store maskiner. Det tror jeg også på. Vi har faktisk allerede flere forespørgsler på især gummigeder fra havnevæsener, og nedbrydningsfirmaer har også forhørt sig om Hidromek-maskiner. Også en underleverandør til Femern-projektet har vist sig interesseret”, siger Henrik Bergholdt.

60 tons gravemaskinen har modelbetegnelsen HMK 500 LCHD og rangerer øverst i Hidromek-hierarkiet over bæltegravere. Der ligger 362 heste fra Isuzu i motorrummet.

Også gummihjulslæsseren HMK 640 WL har topnotering i den tyrkiske maskinkæmpes produktprogram. En 324 hk stor Mercedes-motor sørger for power til både af flytte de 26,3 tons rundt og til opgaverne med den 4,2 kubikmeter store skovl.

 

Billedtekster:

1.

Maskinfører Frederik Lind Lauridsen har den senest tilkomne Hidromek hos KA Grus. Han kører den 26 tons tunge gummiged i grusgraven ved Harndrup.

2.

Hidromek HMK 640 WL tager gerne munden fuld i sin nye, fynske hverdag.

3.

Der flyttes råstoffer hos KA Grus, som på årsbasis sender omkring 20.000 tons ud af grusgravene – og øger mængden.

4.

Hidromek HMK 640 WL læsser af til sortering.

5.

De 324 Mercedes-heste får lov til at arbejde på Fyn.

6.

Formand Arne Nielsen har allerede kørt i den 60 tons tunge gravemaskine i et stykke tid og melder om fin tilfredshed med den tyrkiske maskinkraft.

7.

Der er kun en snes kilometer fra den danske Hidromek-forhandler, KSM Maskinservice i Kissendrup, til KA Grus’ grusgrav ved Sønder Nærå. Så på trods af de 60 tons, var det en overkommelig opgave, da gravemaskinen tog den sidste tur efter klargøring.

8.

De mange kræfter kommer også til deres ret, når de 60 tons skal flytte sig selv i endog særdeles fugtig forårsjord.

9.

Nærmest lidt majestætisk: Hvem regerer her?

10.

Der flyttes materialer i store mundfulde ved Sønder Nærå syd for Odense.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk