Artikel fra juni 2021
Læs hele avisen

Udsigten for Slagelse: HL21 med masser af sne

05-07-2021
Del artikel på

Fokus på effektiv vintertjeneste på Have & Landskabs Fagligt Forum

Sneflokke kommer vrimlende – hen over Slagelse trimlende. Også selv om det er vejrudsigten for onsdag den 25. og torsdag den 26. august, det handler om.

Det gør det, når den grønne branches store fagudstilling, Have & Landskab, skifter fra grønt til hvidt. Messen har en række faglige arrangementer på plakaten, og et af dem handler om effektiv vintertjeneste, hvor der ikke mindst sættes fokus på landets cykelstier. De håndteres ofte ”som man altid har gjort” med anvendelse af gamle maskinløsninger. To minikurser på H&L21’s Fagligt Forum satser imidlertid på at skabe overblik om feltet og påvise nye maskintests og metoder.

Det bliver ikke Peter Tanev, der skal fortælle om glatførebekæmpelse i Slagelse i slutningen af august. Det tager Freddy Emil Knudsen og Niels Sloth Christiansen sig af. De er henholdsvis chefkonsulent i Vejdirektoratet og afdelingsleder i Aalborg Kommune.

Niels Sloth Christiansen vil præsentere resultaterne af et væld af maskintests og både give overblik og gode råd om alt fra værktøjer til styring og opfølgning over de forskellige tømidlers fordele og ulemper til hvilke krav, man kan og bør stille til sit materiel.

 

Hvor meget skal der saltes?

”Det er tit nogle ældremaskiner, der kører derude på cykelstierne og ofte med meget dårlige sprederegenskaber. Når vi taler med folk og tester udstyret, bliver det tydeligt, at der faktisk mangler viden om, hvor meget man egentlig skal salte en cykelsti. På den måde kan vintertjeneste på cykelstier og pladser minde meget om en religion”, siger Freddy Emil Knudsen.

”Ofte kommer der meget mindre eller meget mere salt ud, end man tror. Og hvor lang tid ligger saltet overhovedet på de saltede cykelstier? Det er yderst begrænset, hvad vi har af erfaringer på det område, så det bliver ofte styret ud fra en følelse af, at ”nu er det nok tid igen”. Og så er der spørgsmålet, hvor saltet lander. Tit er det meget tilfældigt, i klumper eller kun på noget af cykelstien”, fortæller chefkonsulenten fra Vejdirektoratet.

Han ser frem til at klæde driftsledere og indkøbschefer på Have & Landskabs Fagligt Forum på til at træffe bedre beslutninger til vintertjenesten.

 

Test efter test

Manglende fokus på vintertjeneste på cykelstier har betydet, at man i Vinterudvalgets Sprederudviklingsgruppe hele det seneste år har arbejdet med at udvikle en testmetode, som kan bruges til objektivt at vurdere de forskellige sprederes kvalitet på en række parametre.

”Der er jo ikke rigtigt sket en udvikling indenfor eksempelvis sti-og fortovsspredere i mange år. Men vi har brug for spredere, som kan dosere i den rette mængde, og at de kan gøre det i den rigtige bredde. Det handler både om miljø og økonomi. Derfor har vi kørt tests med 14-15 forskellige spredere i hele 2020 og er tæt på at udvikle den endelige testmetode, for det er kun rimeligt, at folk ved, hvad de køber,” understreger Niels Sloth Christiansen.

Han ser gerne, at både hans kommunale kollegaer, men også leverandørerne og de mange mindre entreprenører, kommer forbi og bliver klogere. Arbejdet i sprederudviklingsgruppen vil føre til, at der bliver udviklet kravspecifikationer for,hvad en spreder til sti-og fortovssaltning skal kunne.

 

Udviklingen har ikke stået stille

Hos brancheforeningen Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, der er med til at arrangere Have & Landskab, glæder formand Niels Kirkegaard sig til oplæggene på Fagligt Forum. Han hilser initiativet omkring test og nye bud på kravspecifikationer velkomment, men understreger samtidig, at udviklingen ikke har stået stille på området, selvom glatførebekæmpelsen på cykelstier ikke har været igennem samme revolution som på vejbanerne.

”Det er rigtigt, at der ikke er sket samme udvikling, når det gælder de mindre saltspredere, og der er ikke opfundet nye, revolutionerende snerydningsteknikker, hverken herhjemme eller internationalt. Men saltsprederne kan nu også fås i modeller, der er mere nøjagtige i spredningen. Tillige er der kommet fokus på at levere langt mere præcise data for spredningsprocessen. På den mådefår man et klart overblik over, hvor og hvor meget man har saltet, så man hverken kører for meget eller for lidt salt på”, siger Niels Kirkegaard.

 

Pris og kvalitet

Han peger på, at det er blevet mere udbredt med elektroniske styringer til selv små saltspredere. Dermed findes der også mulighed for at forbedre i forhold til den nuværende store flåde af udstyr, der måske ikke helt lever op til de aktuelle krav og ønsker.

”Som altid hænger pris og kvalitet sammen, og faktum er, at det gode – men også dyrere – udstyr allerede findes. Så jeg er meget fortrøstningsfuld for situationen og ser frem til at fortsætte dialogen omkring effektiv glatførebekæmpelse,” siger brancheforeningens formand.

Fagfolkenes minikurser ”Moderne vintertjeneste 1” og ”Moderne vintertjeneste 2” kan opleves på Fagligt Forum onsdag den 25. august og torsdag den 26. august på Have & Landskab.

 

Billedtekst:

Der skal ryddes masser af sne i Slagelse i slutningen af august. Den grønne messe HL21 går i hvidt og præsenterer minikurser om moderne vintertjeneste.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk