Artikel fra september 2018
Læs hele avisen

Under broen – over forventning

04-10-2018
Del artikel på




Enighed om at både messen og de besøgende var af høj kvalitet – men besøgstallet gnaver stadig

Det ligger fast, at udstillingen Maskiner under Broen anno 2018 i besøgstal passerede sin forgænger, som i 2016 var debut for messen. Det officielle besøgstal blev opgjort til 2500, og det kan arrangørerne i brancheforeningen Maskinleverandørerne så sætte sig til at fintælle på. For i virkeligheden var tallet måske lidt større. Men der gik kuk i registreringen af besøgende allerede fra start.

”Vi er bekendte med, at det i perioder kneb med scanningen af billetter. Både parkeringsvagter og køkkenansvarlige mener, at der var en del flere end 2500. Men vi forholder os til det officielle tal fra vores it-leverandør”, siger direktør Niels Kirkegaard, der havde dobbelt formandskasket på under messen. Både som formand for Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg, og Maskiner under Broens messeudvalg.

 

Høj kvalitet

Til gengæld hersker der kun behersket tvivl om, at klokkerne ringede for succes på kvaliteten. Såvel af messearrangementet som messeområdet og ikke mindst de besøgende. Den sidste parameter er af stor interesse for de 110 udstillere, som naturligvis kom med forventning og forhåbning om masser af dialog med potentielle kunder.

”Den generelle opfattelse er, at vi har haft en messe med et højt kvalitetsniveau. Logistikken var igen god, udstillerne havde målrettet standene mod det, som de besøgende kom efter, og vi kan kun være godt tilfredse med den samlede sum”, fastslog Niels Kirkegaard umiddelbart efter messen.

 

Godt med golf

Også forbrødringen med Danish Greenkeepers Association, som gled ind i Maskiner under Broen i stedet for greenkeeperforeningens traditionelle DGA-Demo, viste sig at være en god idé.

”Golffolkene var begejstrede, og vi er fint tilfredse med makkerskabet med DGA. Bredden på udstillingen passer fint til deres koncept, og for mange af Maskinleverandørernes medlemmer blev der tale om at slå to fluer med ét smæk. En af de store leverandører til golfsektoren gav udtryk for, at de har mødt lige så mange greenkeepere, som de plejer på DGA Demo. Også besøgende har sagt, at de mødte de sædvanlige udstillere på DGA-demo og tillige fik en masse ekstra, som de var godt tilfredse med”, siger Niels Kirkegaard.

Billedtekster:

1.

Lillebæltsbroen dannede igen en nærmest ikonisk overligger over Maskinleverandørernes grønne udstilling.

2.

Niels Kirkegaard – tilfreds formand for såvel messeudvalget som for Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg.

3.

I perioder var der solid aktivitet ved indgangsportalen, hvor det til gengæld kneb med at få scannet alle besøgendes billetter.

4.

Udstillingsarealet under broen er ideelt og giver mulighed for at danne nærmest boulevarder at færdes på mellem standene.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk