VAM på indkøb for at leje ud til sig selv

28-06-2019
Del artikel på



Løwener afleverer 16 nye maskiner hos entreprenørfirmaets nye bastion i Brabrand ved Aarhus

Det er et internt anliggende, hvis udlejningsfirmaet VAM har problemer med det entreprenørfirma, der lejer maskiner. Det hedder nemlig også VAM. Det stadigt ekspanderende entreprenørselskab med base på Djursland har fra årsskiftet taget en helt ny bastion i brug i Brabrand i den vestlige del af Aarhus. Her har maskinleverandøren Løwener A/S netop læsset 16 nye maskiner af. Alle beregnet til udlejning, men ikke til hvem som helst.

”Vi lejer ud til os selv. Hvert enkelt projekt, vi laver, fungerer selvstændigt og sørger dermed også selv for de maskiner, der er behov for. Hver gang med ansvar for projektets samlede regnskab. Derfor sørger projektlederne for at skaffe de maskiner, der er nødvendige, men også at der ikke lejes unødigt materiel, som bare kommer til at stå uvirksomt”, forklarer materielchef Tonni Rehmeier.

Der er løbet meget vand i Alling Å blot et par hundrede meter fra hovedkvarteret lidt vest for Auning på Djursland, siden VAM blev skabt som Vester Alling Maskinstation. Og der er afleveret mange gravemaskiner hos firmaet, siden den første blev købt i 1963. Seks nye Kubota’er er netop kommet til, dels som afløsere for andre og dels som en udvidelse af maskinflåden. Tonni Rehmeier har nemlig løbende behov for at øge kapaciteten.

 

Meget nyt grej

”Vi har et budget til én-, to- og firetons gravemaskiner om året. Men der kommer naturligvis også meget andet nyt grej ind i virksomheden hele tiden. Inden sommer får vi leveret 22 nye lad- og mandskabsvogne fra VW, Peugeot og Renault. Også her er der tale om udskiftning og udvidelse”, fortæller materielchefen.

De 16 nye maskiner fra Løwener fordeler sig med seks Kubota-gravemaskiner, en Ausa-dumper og ”resten” i form af pladevibratorer og stampere fra Bomag.

”Vi købte også flere Kubota-gravemaskiner hos Løwener for et par år siden. Vi er lidt forkælede hos VAM. Som regel får vi det, som vi ønsker os. Så når maskinførerne føler sig godt hjemme i Kubota, så lytter vi naturligvis til dem, der skal køre maskinerne, når der skal købes ind. Samtidig har vi gode erfaringer med Kubota. De kører stabilt, og det er meget langt fra hver dag, vi har behov for at ringe til Løwener efter hjælp, fordi der er problemer med en maskine”, siger Tonni Rehmeier.

De seks nye gravere er to seks-tons Kubota KX057, to to-tons KX019 samt to ét-tons U10, mens Ausa-dumperen er en 3,5 tons maskine.

”Brolæggerne i vores gartnerafdeling sætter stor pris på de små gravemaskiner, som de ofte forsyner med en flisetang. Gartnerne bruger også de store seks-tons maskiner med planérskovl til at give anlægsopgaver den sidste finish, og ellers bruger vi dem gerne til kloakeringsarbejder, hvor størrelsen gør dem ideelle til at lave huskloak”, siger Tonni Rehmeier.

 

Seks tons med Engcon

De to KX057’ere er begge leveret med Engcon tiltrotator.

”Det er første gang, vi får Engcon til mindre gravemaskiner. Men vi har gode erfaringer fra store gravemaskiner, der kører med Engcon, så vi tror på, at tiltrotatorerne også kan være en gevinst på seks-tons maskinerne. Der er også fulgt fuld Engcon-skovlpakke plus planér-skovl med til de to seks-tonsere”, fortæller VAM-materielchefen.

KX057-maskinerne og de to mindre KX019 har i øvrigt været omkring Løwener-værkstedet for at undergå en lille forvandling, inden de blev afleveret hos VAM i Brabrand. Udstødningen er ført op af hensyn til mandskab, der arbejder ved siden af maskinerne. Alle seks gravemaskiner er tillige leveret med LED-lyspakke, og KX057’erne med centralsmøring. Endvidere er der GPS-overvågning i alle seks nye Kubota’er, og de to store er udstyret med startspærre.

Den nye forsyning af maskiner fra Løwener deles lidt mellem hovedkvarteret på Djursland, gartnerafdelingen i Randers og den nye forpost mod syd i Brabrand. Den tog VAM-folkene i brug ved årsskiftet som konsekvens af, at virksomhedens har fået stadig flere både jord- og kloakprojekter i Aarhus-området og syd for den jyske hovedstad. Den nye Aarhus-afdeling rummer både plads til maskiner og til, at der også kan udføres administrative projektopgaver.

Totalt har VAM Entreprenørfirma i omegnen af 150 medarbejdere.

 

Billledtekster:

1.

”Værsgo’ at grave” siger Løweners salgskonsulent Hans Jørgen Schmidt (til højre) og overrækker en nøgle til VAMs materielchef Tonni Rehmeier. Totalt har Løwener i denne omgang leveret 16 nye maskiner til entreprenørfirmaet. Heraf seks Kubota-gravemaskiner 

2.

Materielchef Tonni Rehmeier på plads i en af de nye Kubota KX019.

3.

Det er blot et par år siden, VAM Entreprenørfirma senest købte flere maskiner hos Løwener. Denne gang blev det til 16 i alt fordelt på seks gravemaskiner, en dumper samt en portion stampere og pladevibratorer. Her tager materielchef Tonni Rehmeier (til venstre) et kik på de nye gravere sammen med salgschef Hans Jørgen Schmidt fra Løwener.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk