Verdens største maskinrum

18-03-2019
Del artikel på








Bauma i München sætter igen-igen nye standarder og rekorder med 2019-udgaven fra 8. til 14. april

Stort – større – størst – gigantisk – Bauma. Entreprenørmessen i sydtyske München er verdens største og bliver større og større for hver gang, der er gået tre år. Tilsyneladende en skrue helt uden ende og en begivenhed, der hvert tredje år er det ultimative højdepunkt for alle med hang til og behov og interesse for entreprenørmaskiner og -grej.

Mandag den 8. april bryder helvede igen løs i verdens største maskinrum. Det kæmpestore messecenter Messe München går i total maskin-mode en hel uge. I 2016 blev der sat nye rekorder med 3425 udstillere fra 58 lande, 583.736 besøgende fra 219 lande og et udstillingsareal på 605.000 kvadratmeter. Alle tegn i både sol og måne fortæller, at rekorderne igen står for fald.

Bauma 2019 passerer de 3500 udstillere. Bauma-ledelsen sætter næsen op efter at runde de 600.000 gæster i løbet af ugen. Og det er allerede lykkedes at finde yderligere udstillingsareal, så totalområdet er på hele 614.000 kvadratmeter.

 

Så mange som muligt

”Bygge- og anlægsindustrien boomer, og det afspejles klart i Baumas vækst. Vores mål er at skade en platform for så mange udstillere som muligt, og derfor har vi formået at øge vores areal. Med Bauma 2019 fortsætter vi med at overgå os selv”, konstaterer Messe Münchens øverste chef, Klaus Dittrich.

Da Bauma i 2016 røg over 580.000 besøgende, var der tale om en forøgelse af den tidligere rekord med hele ni procent. En del af de mange gæster er danske, men langt fra nok til, at gamle Danmark kan klemme sig ind på listen over mest besøgende nationer. Naturligvis toppes den af Tyskland, som efterfølges af Østrig, Schweiz, Italien, Frankrig, Holland, Storbritannien, Sverige, Rusland, Polen og Tjekkiet. Så selv om danske entreprenører og byggefolk synes at strømme mod München i en lind strøm, er der et godt stykke vej til blot at få plads på Top 10.

 

Magiske arealer

Mest imponerende er det måske, at messeledelsen gang på gang formår at hive flere udstillingskvadratmeter ud af hele det store messeområde. Forrige gang – i 2013 – kunne Bauma med stolthed fortælle, at man med nærmest magiske virkemidler havde skabt yderligere plads og nu havde et rekord-areal på hele 570.000 kvadratmeter. Man havde fundet 15.000 hidtil ubrugte kvadratmeter i det nordvestlige hjørne, som ikke var med ved Bauma i 2010.

Siden ekspanderede messen så med 35.000 nye kvadratmeter til 605.000 i 2016, og i år har sydtyskerne tryllet yderligere 9000 kvadratmeter ind i puslespillet.

I det hele taget er Bauma messen med de helt store størrelser. De største maskiner på de største messestande og med de største forventninger fra det største publikum. Mange af maskinerne har størrelser, der nødvendiggør, at de simpelthen samles på udstillingen. De er for store til at transportere til München i ét stykke, og derfor er hele opbygningen til Bauma et projekt over adskillige måneder.


Billedtekster:

1.

Gigantiske maskiner med tusindvis af besøgende omkring. Liebherr er Baumas konge.

2.

Komatsu markerede sig i 2016 blandt andet med denne 670 tons gravemaskine, som tilmed skabte lidt dramatik. En O-ring i en hydraulikslange gik i stykker, og så fossede det ud med store mængder hydraulikolie.

3.

Det er nemmere at studere undervognen, når maskinen har et vist format.

4.

Hvad gør man, når man også producerer hele asfaltfabrikker? Ammann tager fabrikker med på standen.

5.

Uden mad og drikke… München er pølse- og øl-land, og det fornægter sig naturligvis ikke.

6.

Klaus Dittrich er Messe Münchens formand og CEO. Han tror på, at besøgstallet i april 2019 vipper over de 600.000.

7.

Man skal ikke have problemer med at færdes i store menneskemængder, når man besøger Bauma.

8.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk