Japanske Yanmar nikker den en skalle og benytter Bauma til præsentation af el-maskiner i alle kategorier. Fabrikken møder op i München med første udspil såvel for minigravere som for minidumpere og minilæssere.
”Der har været talt en del om specielt minigraveren SV17e, men den officielle præsentation sker på Bauma. Det samme gælder for minilæsseren V8e og minidumperen C08e”, fortæller salgschef Tommy Bergmann hos den danske Yanmar-importør Maskiner A/S.
Mens det kan være lidt vanskeligt umiddelbart at se forskel på en traditionel diesel-maskine og en el-udgave af den samme, kommer Bauma 2022 til at markere en anderledes synlig forskel på Yanmar-maskinerne i forhold til messen for tre år siden.
Fra gult til rødt
”Vi har jo skiftet farve fra gul til den klassiske Yanmar-røde, som i forvejen var kendt fra traktorprogrammet. Det er jo en markant forskel, men maskinfolket har taget rigtig fint imod, at maskinerne nu er i Yanmar Premium Red. Funktionsmæssigt er der jo heller ingen som helst forskel”, siger Tommy Bergmann.
Med sig til München tager salgschefen hele sin stab af sælgere, og de får desuden selskab af andre folk fra Maskiner A/S. Både reservedels-, service- og eftermarkedsafdelingerne vil også være repræsenteret og være klar til at tage imod danske kunder.
Det vil i øvrigt også være muligt at få en maskinsnak på dansk hos Ammann, som er Maskiner A/S’ andet store importmærke. Fabrikken møder på Bauma med blandt andet to nye valsetog i henholdsvis tre- og fem-tons klassen. Også en elektrisk tromle, pladevibrator og jordlopper præsenteres som varme Ammann-nyheder på entreprenørmessen.
Billedtekster:
1.
Maskiner A/S’ administrerende direktør Lena Brohus og salgschef Tommy Bergmann er igen klar til Bauma. Da de for tre år siden tog imod gæster på Yanmar-standen, var maskinerne gule. Siden har de med succes forvandlet sig til farven Yanmar Premium Red.
2.
Yanmars første el-minigraver er SV17e, som bliver helt officiel på Bauma.