engcon ruster sig til fremtiden med planlagt generationsskifte

26-03-2026
Del artikel på
Læs mere på


engcon ruster sig til fremtiden med planlagt generationsskifte


Efter mere end to årtier i spidsen for engcons danske aktiviteter har Henrik Bolting besluttet at give stafetten videre. Skiftet sker som led i en planlagt og glidende overgang, der forventes afsluttet ved udgangen af året.

Henrik Bolting, der har været en central figur i virksomheden i over 23 år, ser tilbage på en periode præget af markant teknologisk udvikling i entreprenørbranchen.


– Det har været nogle utroligt spændende år, hvor udvikling og teknik har givet gravemaskiner og deres førere helt nye muligheder. Tilt- og rotation er i dag blevet en integreret del af maskinerne, og sammen med avanceret styring og GPS-løsninger har det løftet gravearbejdet til et helt nyt niveau. Det er en udvikling, der langt fra er slut, siger Henrik Bolting.

Ny mand ved roret bliver 45-årige Allan Erik Jensen, som kommer fra en stilling som teknisk servicechef hos John Deere / Semler Agro. Han ser frem til at videreføre virksomhedens udvikling og styrke relationerne i branchen.


– Jeg glæder mig til at fortsætte rejsen og være med til at præge næste fase. Samtidig ser jeg frem til at lære både engcon og entreprenørbranchen endnu bedre at kende samt møde kunder og brugere, siger Allan Erik Jensen.


Henrik Bolting har stor tiltro til sin efterfølger og den samlede organisation.

– Med Allans baggrund og tilgang til nye udfordringer er jeg overbevist om, at han sammen med vores dygtige medarbejdere vil videreføre og styrke engcons position på det danske marked. Jeg ser frem til, at vi i fællesskab over de kommende måneder kan sikre en god overgang, siger han.


engcons danske hovedsæde vil fortsat være placeret centralt syd for Odense, hvor et dedikeret team står klar til at servicere kunder med alt fra produktvejledning og salg til teknisk support og reservedele.

engcon Denmark A/S er en del af den svenske koncern engcon AB, som har produktion i både Sverige og Polen samt salgsaktiviteter i hele Europa og på øvrige kontinenter. Virksomheden udvikler og producerer blandt andet tiltrotatorer, hurtigskift og tilbehør til gravemaskiner i vægtklassen 2 til 33 tons. Siden grundlæggelsen i 1990 har engcon haft som mål at gøre gravemaskinen til en fleksibel “schweizerkniv” og samtidig øge effektiviteten og sikkerheden i bygge- og anlægsbranchen.

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 20 86 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk