28 års parløb for fru Grøn og hr. Grå – og 20 år med maskinhandleren

30-03-2017






Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson deler både hverdag, arbejdsdag og maskinpark

Der skal to til en tango. Og til at drive anlægsgartner-virksomheden O. T. Anlæg i Odder med succes. Når det skal være rigtig godt, er det så faktisk en fordel også med et tredje hjul. Den faste maskinhandler er en nødvendighed, når tingene skal fungere optimalt for fru Grøn og hr. Grå alias Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson.

Parløbet mellem de to har indtil videre varet i 28 år. I de 20 af dem har maskinhandler Børge Jørgensen været med, om end på sidelinjen. Med sit firma Bejco & Kramac Maskincompagni i Sabro har han netop afsluttet leveringen af den seneste portion maskiner til Odder-parret. Den første leverede Børge Jørgensen, da Oli Thorgeirsson startede sin forretning i 1997. Der var faktisk tale om to maskiner – en brugt minigraver og en stamper.

Siden har Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson udviklet O. T. Anlæg til i dag at have 15 faste medarbejdere, som suppleres med yderligere fire, når den grønne sæson går i gang. Maskinparken er løbende forøget, og sammen har parret benyttet samarbejdet både privat og professionelt til at udvikle adskillige nye løsninger med maskineriet. Noget usædvanligt foregår det nu med en fire tons tung hækklipper, når O. T. Anlæg studser brede, omfangsrige hække.

 

20-30 km hækklipning

”Når man har mellem 20 og 30 kilometer hæk at klippe, er det ikke praktisk at gøre det med hånden. Derfor har vi sat en stor klipper på vores nye fire-tons Eurocomach ES 40.2 ZT gravemaskine. Det har vist sig at være en mere fleksibel løsning at bruge en gravemaskine på bånd, end en redskabsbærer. Vi har selv udviklet kombinationen, som naturligvis holder alle sikkerhedsregler”, fortæller Oli Thorgeirsson.

Med ES 40.2 ZT minigraveren har Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson fået leveret fire splinternye Eurocomac-gravemaskiner inden for det seneste år. Både fire-tonseren og den større Eurocomach ES 85 ZT på otte tons kører med Kinshofer NOX-tiltrotator og kan fungere som overdimensionerede hækklippere. De to mindre Eurocomach-minigravere, ES 10 ZT på 1060 kg og ES 18 ZT på 1800 kg, er begge forsynet med tiltfæste fra den lokale producent Tiltman.

Begge de to største maskiner er udstyret med proportionalstyrede joysticks. De giver mulighed for at betjene ekstra hydraulikfunktioner proportionalt direkte fra rulleknapper i joysticket. Alle fire italienske maskiner hedder ZT i enden, og det betyder netop ingen ende. ZT stor for ZeroTail og er ensbetydende med, at maskinerne bevæger sig inden for bælterne og dermed er ideelle også til arbejde tæt på bygninger og i snære områder.

 

Store nok til store opgaver

I det daglige overlader Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson som regel maskinerne til medarbejderne i firmaet.

”Efterhånden er vi selv rykket mere ind på kontoret til rollerne som arbejdsledere. Vi skal servicere vore kunder godt og sikre indtjening til firmaet. O. T. Anlæg er ikke et stort firma, men vi er store nok til at klare store opgaver”, fortælle Bodil Vestergaard. Hun er uddannet anlægsgartner fra gartnerskolen i Beder.

Oli Thorgeirsson er islænding. I 1988 tog han på skole i Danmark og uddannede sig til anlægsteknolog. Det er det, der i dag hedder jordbrugsteknolog. Under opholdet i Danmark mødte han Bodil, som var uddannet anlægsgartner. Efter tre år sammen i Danmark, rykkede parret til Island, hvor Bodil ledede et gartneriværksted og Oli arbejdede som anlægsgartner. Han nåede at være i gang med sin egen anlægsgartnervirksomhed i Island i et år, inden parret besluttede at rykke tilbage til Danmark.

 

Alt er i spil

Netop i år er det 20 år siden, Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson blev selvstændige med O. T. Anlæg. Det første, Oli Thorgeirsson foretog sig, var at købe sin første minigraver af Børge Jørgensen hos Bejco & Kramac Maskincompagni, som dengang lå i Edslev lidt sydvest for Aarhus.

”Vi driver fortsat virksomheden som et personligt ejet firma. Det betyder, at vi faktisk har det hele i spil. Men vi fornemmer, at vore kunder også ser det som udtryk for, at vi er solide og mener noget med det. Vi har en god vækst, og vi er rigtig glade for vores fag. Samtidig har vi nogle dygtige medarbejdere, som gør det muligt for os også at håndtere store opgaver”, siger Bodil Vestergaard.

Netop i øjeblikket har O. T. Anlæg gang i et stort projekt i Risskov, hvor et industriområde forvandles til bæredygtige boliger og erhverv.

”Vi er et bredt favnende anlægsgartnerfirma, som tager sig af alt fra små haver til store firma-arealer og anlægsarbejder og pasning for boligforeninger. Jeg klarer det grønne, mens Oli tager sig af den grå del med belægningsarbejder, jordarbejder og store entrepriser”, siger Bodil Vestergaard.

”Det sker ofte, at jeg rykker ind og laver jordarbejdet i et projekt, hvorefter Bodil kommer og gør det hele grønt”, supplerer husbond Oli Thorgeirsson.

 

Billedtekster:

1.

Bodil Vestergaard og Oli Thorgeirsson deler både privatliv, arbejdsliv og minigravere. Fire tonseren ES 40.2 ZT er en af fire funklende nye italienske Eurocomach’er, der er ankommet fra Bejco & Kramac Maskincompagni inden for det seneste år.

 2.

En hækklipper, der kan udrette noget. Når man har mellem 20 og 30 kilometer hæk at klippe, er det både for langsommeligt og for hårdt for mandskabet med håndklipning. O. T. Anlæg har sat en bred klipper på en minigraver.

3.

Minigraverne hos O. T. Anlæg har mange opgaver. Foruden at grave, udstyres de også med bor, grab, sugekop til fliser, tang til belægningssten – eller med hækklipper 

4.

O. T. Anlægs otte tons Eurocomach ES 85 ZT minigraver i rollen som hækklipper.

5.

”Fru Grøn” i skikkelse af Bodil Vestergaard styrer den grønne del af O. T. Anlæg.

6.

Oli Thorgeirsson (til venstre) startede O. T. Anlæg for 20 år siden med et besøg hos Bejco & Kramac Maskincompagni, som dengang havde hjemme i Edslev, hvor han købte sine første maskiner. Siden har maskinhandler Børge Jørgensen været fast leverandør til Odder-firmaet, som inden for det seneste år har aftaget fire nye Eurocomach-gravere.

Læs mere på

Måske er du også interesseret i..

Maskin- & Materiel Magasinet · Telefon 86 80 44 99 · E-mail: redaktionen@mmm-online.dk